Lortemor.

Ja, så skete det.
Det som alle forældre, nok især mødre, frygter mest af alt.
Barnet kom til skade. Og det var min skyld.

Okay, han er næsten et år gammel og ret robust,
når det kommer til at falde og slå sig.
Ikke destomindre, gør det altid mindre ondt, når man ved,
at man alligevel ikke kunne ha’ forhindret det.

Milo har for vane at komme ind i vores dobbeltseng om morgenen, når han vågnet. Vi snakker og putter lidt, og når jeg så står op, bliver han placeret i midten af sengen, godt bakket op af puder og dyne, med tabletten zoomet ind på “Baby Einstein”, på Youtube. Hertil skal det nævnes at jeg tidligere svor, at mit barn aldrig skulle placeres foran en skærm. Hurra for vægelsindethed.

Jeg bevæger mig mod køkkenet og smører hans højtelskede toastbrød med ananasost. Fy for den lede.

Lars sidder og ryger ude på altanen og jeg træsker derud for at sige godmorgen til ham.
Men så sker det. Inden jeg er nået halvvejs, hører jeg et ordentligt brag og jeg ved straks hvad der er sket (læs; jeg tror selvfølgelig at alle Milos knogler er brækket). Jeg styrter mod soveværelset og ser den lille fede ligge grædende på gulvet. Fucking lort! Han er naturligvis blevet træt af, at sidde og se bien og giraffen lege titte-bøh med hinanden, på skærmen. Jeg bebrejder ham ikke.

Jeg tager min ødelagte baby op og tjekker at han stadig har alle ti fingre og ikke har fået kraniebrud. Der er trodsalt hele 45 cm fra sengekant til gulv (bevares!).
Da jeg har stået og vugget ham et par minutter og fortalt ham om magien ved tyngdekraft, er han klar til at komme ned igen. Han beder faktisk om det. Jeg sætter ham på gulvet, han fortæller mig et eller andet sødt, som jeg ikke fatter en skid af, og så er alt som det plejer igen. Mad bliver spist, ble skiftet, tøj taget på ogi vuggestue med dig, Mimse!

Og nu sidder jeg her… Milo er i vuggestue, Lars på arbejde, Izzey har lige lagt en lort på gulvet og jeg er færdig med at placere barnet i sengen uden opsyn. I bund og grund ved jeg godt, at der skal rigtig meget til, før ungen kommer slemt til skade.

Det der generer mig mest er tankerne omkring det.
Da Milo var mindre havde jeg en decideret angst, for at komme til at skade ham… Alle oplever sikkert til tider denne frygt, men min kunne ikke fejes væk og satte sig istedet fast i min hjerne med et kronologisk handlingsforløb, af hvordan jeg skadede ham og dertilhørende billeder, der brændte sig fast i mit indre syn, som som pigtråd viklet om min krop.

Jeg er endnu for usikker i denne virituelle verden, til at informere om, hvilke skader der var tale om, men det var ikke rart. For mig var det selvpineri. Man behøver bestemt ikke være 16 år gammel med et barberblad og en dårlig hårdag, for at være selvskadende. Dét er sikkert.

Jeg skulle mange gange minde mig selv om, at det blot var tanker. Gud ved, at jeg elsker den unge højere end noget andet og at der heldigvis er milevidt fra tanke til handling.

Grunden til, at alle disse tanker opstod, var nok mest fordi jeg var så bange for at miste ham. Han var så lille og “baby-agtig”, og jeg kunne ikke bære, hvis det var min skyld, at der skete ham noget. Så som min borderline-hjerne belejeligt nok er konstruret, sørgede den selvfølgelig for, at vise mig alle tænkelige scenarier, hvor det kunne ske. Tak for lort!

Heldigvis er jeg nu ovre disse indre helveds-tanker, takket være Milo, da han sørger for, at holde min frygt i ave dagligt, ved at realisere mindre farlige eskapader i tide og utide. Ergo, der er slet ikke tid til de mere skræmmende tanker. Godt at børns smerte som regel kan pustes væk!

Reklamer
Lortemor.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s