Små ting

Jeg får i højere og højere grad, bekræftiget overfor mig selv, at det kan være svært at se de små ting i hverdagen.

Tiden går, klokken slår og de negative ting fylder mere og mere. Selvom det ikke nødvendigvis er ting, der vedrører mig personligt, kan jeg ikke lade være med at engagere mig i det, rent mentalt. Al den ballade der pt. raserer landet angående flygtninge-problematikken, blandt andet.

I det gruppeterapi-forløb jeg er tilknyttet via psykiatrien, bliver jeg mere og mere opmærksom på, hvilke ting i hverdagen der egentlig påvirker mig.
Jeg har gennem årenes løb, lært at lukke mere eller mindre ned for mine egne følelser og håndteringen af disse, hvorfor det måske ikke virker så mærkeligt at min trang til at hjælpe andre, ikke ligger mig så fjern.
Jeg ser så meget uretfærdighed. Folk der flygter fra krig, sult, fattigdom og mange andre lortehamrende frygtlige ting. Ting så frygtelige, at jeg end ikke kan forestille mig at være der selv.

Og jeg bliver ked af det. Selvfølgelig ked af det, da ingen mennesker fortjener at leve et sådant liv, hvor de ikke engang kan føle sig trygge i deres egne senge (hvis de altså har en?). Men mest af alt bliver jeg vred. Vred over folks uforståenhed overfor situationen. For andre menneskers liv og legeme. Nej, ikke vred. Rasende.

Dette er min mulighed for at sige, FUCK JER, til alle de snævertsynede, alle dem der har nok i sig selv og dem der tror de ved, hvordan verden hænger sammen. Jeg vil ikke gå igang med at modargumentere, da jeg også skal i seng på et tidspunkt, men for satan, hvor er jeg TRÆT af alle de skide flæskestegs-spisende, cult-shaker-drikkende, jeg-går-til-halbal-hver-fredag-aften-tåbelige, ignorante, forstadssnobbede, arisk-race-tilbedende lortedanskere!! Og ja, nu generaliserer jeg sgu også en del selv, men det er sgu ikke gymnasie-hippierne og jeres pizzamænd søndag aften, der opfører sig sådan! Så fik jeg luft!

Videre…

En anden befolkningsgruppe jeg bryder mig mindre og mindre om, som tiden går, er medarbejderne på Jobcenteret. Jeg var til møde dernede i sidste uge angående den fremtid, de så gerne ser, at jeg har. Vi snakker frem og tilbage om jobmuligheder og damen sørger for, at pointere overfor mig; og jeg citerer: “.. at det er nok ikke så smart at tage et job, hvor du skal have med andre mennesker at gøre, når nu du har den diagnose, du har.”
Nej, okay så. Den er til at sluge, på trods af, at jeg er uddannet pædagog.

Samtalen begynder først at stige mig til hovedet, da hun begynder at spørge ind til, hvorfor min søn ikke er tilknyttet Børn og Unge-Centeret, når nu jeg har en diagnose. Jeg blev rimelig mundlam og kunne selvfølgelig først komme med svar på tiltale, da samtalen var afsluttet.
Sådan forholder det sig for det meste.

Jeg er ramt af den dér stride og pisseirriterende form for vrede, der gør, at når jeg vil skælde ud, begynder jeg at hyle istedet. På den måde bliver det meget nemt at flette næbet, for at beholde en smule værdighed. Selvom det nok havde givet mig mere selvværd, at bede hende sætte sig ind i situationen, inden hun dømte mig, med tårer i øjnene. Men sket er sket og det kan ikke laves om. Jeg sagde dog til hende, at hvis der var noget hun undrede sig over, kunne hun bare ringe og få en samtale med min terapeut. Hun er nemlig i ryggen på mig.

Og dét er virkelig rart. En professionel person, der fatter hvad dit sind består af, også på dårlige dage, men som samtidig kan se igennem det, og finde de små positive ting.
Det er det der skal være mere af. Små gode ting.

Uanset hvorfor og hvordan folk er flygtet, skal de aldrig gå sultne i seng, aldrig mangle tøj på kroppen og altid have mulighed for, at blive tilset af en læge. For dem ville dette være en enorm gestus. Og for os en lille ting. En af de små ting, der kan ændre ting radikalt. Ligemeget hvilket land man kommer fra.

Det kan gøre en verden til forskel, at en sagsbehandler bruger 5 minutter på, at læse sin klients papirer igennem, inden hun træder ind på kontoret. Så ville sagsbehandleren nemlig vide, at der ingen grund er til, at min dreng skulle tilknyttes B&U.

Så selvom der er meget lort i verden og vi allesammen kan møde modstand – mere eller mindre – i vores liv, så er det ikke det, der skaber vores liv. Det er de små ting. De ting vi husker tilbage på om nogle år, når vi gerne vil mindes om noget. I dag blev jeg totalt lykkelig, baseret på en meget lille ting, for alle andre end jeg. For at gøre en kort historie endnu kortere, er min mand meget fascineret af hajer og har derfor købt en haj-bamse til vores dreng. Og ja, resten taler vist for sig selv 🙂

11998097_10207887719772703_112820789_n

milohaj

Reklamer
Små ting

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s