En af de dage..

6 dage. 6 dage siden jeg sidst havde det sådan her.
“Sådan her hvordan?” – Ja, det er jo lige det…

Det er nok hverken mere eller mindre præcist, når der cirka er 6 dages pause, imellem de rigtig dårlige dage. Nogle gange er der kun 1 dags pause, andre gange 2 uger..
Men i dag er hjernefreden forbi. Det plejer at gå i sig selv, når jeg sover. Det er som regel overstået næste morgen. Altså min hjerneaktivitet.
Ikke dermed sagt, at jeg resten af tiden, tuller rundt som en hjerneløs, lalleglad julegris, men jeg er da trodsalt i stand til, at tage afstand til mine tanker og deres tendens til, at eskalere med 250 km/t.

Jeg bliver så ufatteligt trist og gal på mig selv, når jeg får det sådan her. Det er jo ikke ligefrem noget jeg beder om; “Ka’ jeg få 1 stort glas borderline i udbrud drysset med tristesse og lidt angst på toppen?”. Nej, vel?

Okay, det er jo ikke fordi jeg har borderline nogle dage og andre ikke, men det er så røvhamrende inerverende at beskrive hvordan det føles. Det er meget nemmere, når der sidder en terapeut og spørger ind til forskellige ting og sager. Tidligere, når min mand spurgte mig, hvad der var galt og hvordan jeg havde det, var svarene altid de samme: “Det ved jeg ikke” og “Ikke så godt” – og hvad kunne han udlede af det? Ikke en fløjtende røvbanan! Men i takt med, at jeg trods alt har lært mig selv lidt bedre at kende og at min mand kan sige det samme, kigger han nu bare på mig, og siger; “Det er okay” eller “Så-så, skat. Jeg er hos dig.”
Totalt brugbart, da der ikke er en forventning om, at jeg skal sidde og lege min egen terapeut!

Men altså… Det meste af dagen har egentlig været fin nok. Jeg savnede Milo lidt rigeligt, imens han var i vuggestue, så det var det bedste kram, jeg har fået i meget lang tid, han gav mig, da jeg kom og hentede ham. Jeg kunne da sikkert godt ha’ hentet ham tidligere, men vil så gerne have at hans hverdag er så rutinepræget og forudsigelig som muligt..

Nå, tilbage til mig. Egen kiosk, som min terapeut kalder det.
Det var først da stressen efter aftensmaden havde lagt sig, og jeg lå med hovedet på kanten af sofaen og betragtede Milo forsøge at åbne en pegebog bagvendt, at følelserne pludselig gjorde deres indpas. Opstået ud af det blå og som sendt fra h… helvede.

Min trang til at være tættere på den lille fede og dufte til hans aftensmads-indfedtede kaos af et hår og røre hans store, tykke, runde æblekinder blev ekstremt presserende. Jeg blev bange for at han pludselig ville vokse, uden jeg nåede at opfange det. Eller at han på et tidspunkt ville få en bror eller søster, der ville tage alt opmærksomhed fra ham. Jeg er bange, når jeg går fra ham nede i vuggestuen. Bange for, at han savner mig og sidder og kalder på mig. Bange for, at pædagogerne lader ham sidde og græde uden at høre hans kald.

Om natten er jeg bange for, at jeg ikke hører hvis han vågner og er ked af det. Jeg er bange for, at jeg smitter ham med alle mine bekymringer og bange for, at han kan mærke dem…
Jeg er bange, fordi jeg ikke kan læse hans tanker. Bare lidt. Og det er sgu åndssvagt, fordi det kan jeg på en eller anden måde allerede. Han er jo glad og tilfreds og det betyder vel, at jeg giver ham hvad han vil have? At jeg kender ham og ser hans behov. Læser hans tanker.

Jeg beder til ikke-eksisterende højere magter for, at han ikke kan læse mine.

Reklamer
En af de dage..

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s