Tid (eller manglen på samme)

Okay, jeg har været noget passiv på bloggen det sidste stykke tid. Pardon me, men jeg har simpelthen ikke skænket det en tanke.

Den fysiske (såvel som den psykiske) del af fødselsdags-sygen fortsatte et godt stykke efter mit sidste indlæg, og så synes jeg bare, at jeg har haft skidetravlt…

Men kan man godt have en travl hverdag, selvom man ikke har noget job at stå op til?
Og kan man tillade sig, at postulere, at man har travlt?
.. Gu’ fanden kan man så.

Jeg er, lige pt, ikke så presset hvad tid angår. Jeg har faktisk god tid. Tid til at vågne om morgenen (når den lille fede tillader det), tid til at lave hans klamme ananas-ost-på-toastbrød-morgenmad, tid til at lege inden det er vuggestue-tid og tid til at sige ordentligt farvel, når jeg igen går hjem for at lave ingenting. Uden Milo.

Ja, jeg efterlader dag efter dag min søn i vuggestue, i pædagogernes varetægt, imens jeg går hjem, sætter mig i sofaen og udfører tidsfordriv i højeste potens.
Jeg føler egentlig ikke, at det er noget jeg behøver at forsvare. Da jeg, for det første, har ekstremt meget behov for denne alenetid, for at kunne fungere i resten af døgents timer og for det andet, drøner rundt i en OCD-præget tilstand fra 11-14… Every-fucking-day.

Min OCD er bestemt ikke den mest fremtrædende karakteristika på mit borderline-CV, men den er der, og derfor er den også relevant for mig at nævne. For enhver der ikke kender diagnose-Stine, ville det bare se ud som om, jeg har et stort behov for, at have et pænt hjem og finder tryghed ved, at gøre forskellige ting på bestemte måder.
De ved jo ikke, at min mand bliver ramt af en bil, hvis jeg tager højre sko på, før den venstre.. Så det lader jeg være med..

Men altså.. Udefra set, ligner det måske at jeg bare sidder og krydrer røv det meste af dagen (når altså sengen er redt, opvasket taget, tøjet vasket, ilderburet renset, legetøj ryddet op, planter vandet, mad handlet ind, gulv støvsuget, støv tørret af og diverse læge-/terapeut-/mentor-besøg overstået). Men det gør jeg altså ikke. Jeg mærker faktisk ret sjældent min røv, da det dér med at “mærke sig selv” ikke er noget der huer mig voldsomt (læs: det skræmmer mig af helvedes til).

Jeg har deltaget i tilstrækkeligt mange mindfullness-sessions til at vide, at det er rigtig svært for mig, at arbejde med mig selv på den måde.
Så jeg har derfor lovet mig selv, at prøve det igen… Nå, det kommer der sikkert mere om i et andet indlæg. Tilbage til pointen. Det jeg laver i al denne alene-tid, er at konstruere tanker. Vigtige tanker, ligegyldige tanker, skræmmende tanker og katastrofe-tanker, som min terapeut kalder dem.

Som tingene ser ud nu, tænker jeg rigtig meget over min fremtid, netop fordi jeg “bare” sidder herhjemme, uden at have en morsyg baby at putte skylden over på. Jeg har rent faktisk – set ud fra at døgnet jo har 24 timer – tid. Tid som min terapeut mener jeg spilder lidt, fordi jeg ikke vil få det bedre, hvis ikke jeg begynder at presse mig selv en smule. Bare lidt. Og når det kommer fra hende, så tror jeg på det. Hun har hjulpet mig igennem utrolig meget bræk og kender mig efterhånden så godt, at det sommetider virker helt trist, at jeg en dag skulle blive rask, og stoppe med at komme hos hende.

I denne omgang har hun skrevet en perfekt formuleret statuserklæring til Jobcenteret. Altså det jobcenter der mener, at jeg er klar til at varetage et almindeligt ordinært job, når mine sygedagpenge udløber om små 20 ugers tid. Men altså, det var jo også den jobkonsulent-kælling, der påstod at jeg ikke var egnet til, at have med andre mennesker at gøre samtidig med, at hun var meget undrende over, hvorfor Milo ikke var tilknyttet Børn & Unge, når nu hans mor har “sådan en diagnose”.
Ej, come on! Det er ikke engang en kommentar værdig.

Men min terapeut fik altså sort på hvidt forklaret, hvordan min verden ser ud og hvad man kan/ikke kan forlange af mig. Supersejt! Især fordi, det hun har skrevet rent faktisk stemmer hundrede procent overens med, hvordan jeg har det. Og det er sgu da altid en fordel!

Men.. Som tingene ser ud nu, har jeg nu fået tilknyttet en mentor, som jeg skal til samtale med hver 2. uge, med henblik på, at jeg skal blive parat til at være i praktik et eller andet sted, som forberedelse på, at deltage aktivt i samfundet og mit eget “come-back” som et socialt individ. Held og lykke, Stine!

Reklamer
Tid (eller manglen på samme)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s