OCD (Overdrevent, chokerende, dumt)

I mit sidste indlæg, fik jeg trukket lidt ud i OCD-skuffen og tænker derfor – på trods af, at det ikke er det mest omfattende ved min borderline – at det alligevel er værd at kaste et blik på, da OCD har været en del af min hverdag i små 10 år nu. Wuhu! … Eller?

Obsessive Compulsive Disorder er egentlig den korrekte oversættelse. Men da jeg tit oplever min egen og andres reaktion, som beskrevet i overskriften, er det altså den oversættelse jeg har valgt at benytte mig af.

Før i tiden, kom min OCD meget til udtryk i handlinger.
Altså tvangshandlinger. Jeg har heldigvis været sparet for trangen til konstant at vaske hænder, tjekke om ovnen var slukket og så fremdeles.
Istedet har jeg altid haft et stort behov for, at alle døre var lukkede, da jeg ellers var sikker på, at gud og hver mand (læs: sindssyge massemordere og vareulve) ville vade direkte i armene på mig.
Hvis jeg, ved et uheld, havde glemt at lukke en dør, kunne det tage mig en halv time, at få krøbet lydløst og alert mod døren, for til sidst at lukke den så forsigtigt som muligt, da jeg nødigt skulle tiltrække mig opmærksomhed fra knivstikkeren under sengen eller voldtægtsmanden i klædeskabet.. Da det så var klaret udløste det som regel et angstanfald af den anden verden, med tanken på, hvad der ville ha’ været sket, hvis døren var blevet revet op fra den anden side, idet jeg prøvede at lukke den. Ubegribeligt nok, er der aldrig sket noget…

Men altså, prøv lige at snakke logik til en tvangsneurotisk 16-årig midt i et panic attack! Som om..

Jeg kan stadig godt til tider, nu som 26-årig have momenter af angst som denne. Når først mørket er faldet på, tankerne flyder rundt i et virvar og en obskur lyd trænger sig på fra den anden ende af lejligheden.
Heldigvis har jeg arbejdet så meget med min angst gennem tiden, at jeg har lært at mine monstre ikke bor under sengen, men derimod inde i mit hoved. Selvom det ofte ville være nemmere, hvis der sprang en bøh-mand ud af skabet. Så ville frygten blive realiseret og jeg ville kunne forholde mig rationelt til den. Men nej, min hjerne fortæller mig, at jeg skal være på vagt og at noget ligger og lurer i mørket, men den er for stor en tøs til at finde ud af, hvad det er. Skod-hjerne!

På den måde, har jeg udviklet en masse vaner – som mange nok ville kalde dem. Jeg, og fagpersonerne omkring mig, kalder det OCD. En vane, er noget du kan vænne dig af med. Noget der ikke er nødvendigt, for at din hverdag kan fungere og som ikke er invaderende for dit liv. Okayokay, jeg har bidt negle i mange år og røget en helvedes masse cigaretter, men jeg ved godt, at jeg ikke dør, hvis jeg stopper med disse ting. Logik. En sans jeg ikke ænser, når det er OCD’en der spiller på tangenterne i min hjerne.

Som jeg nævnte i forrige indlæg, er det ikke muligt for mig, at tage min højre sko på først. Det S K A L være den venstre. Jeg har flere gange prøvet at bryde denne “vane”, men det viser sig gang på gang ikke at være muligt. “Altså, du kan sgu da bare gøre det! Det er fysisk muligt. Du skal bare gøre det. Tag skoen og sæt den på foden, hallo!.” Jaaae… Men det er bare ikke en risiko jeg vil løbe..

Fordi vaner er jo, som regel, ikke farlige. De komplicerer måske nogle situationer i dit liv en smule, men du overkommer det. Men mine vaner er farlige, idet de ikke bliver opretholdt. Jeg er sikker på bål, brand, død og ødelæggelse, hvis jeg ændrer måden, hvorpå disse vaner lever i bedste velgående. Jeg tror ikke jorden går under af den grund – jeg har ikke storhedsvanvid – men jeg er sindssygt bange for, at en afstikker i måden jeg agerer på, vil betyde at mine kære vil blive påvirket i negativ retning. Så selvfølgelig opretholder jeg mine syge besættelser af tingenes gang, ro og orden.

Men altså.. Jeg sidder med den her skide højre-sko i hånden og tvinger den til, at bevæge sig ned mod den respektive højre fod. Jeg ved, at det er fysisk muligt og at skoen passer ligeså godt på min fod, som når jeg tager den på, efter den venstre sko er kommet på. Så jeg prøver, men med skoen halvvejs på kan jeg mærke mine kinder blive varme, mit hjerte banke og mine hænder ryste. Jeg smider skoen fra mig og begynder at græde. Hvorfor HELVEDE i fuck og fanden skal det være så svært? Alle mennesker gør det her hver eneste fucking forpulede dag, uden at spilde det den mindste tanke, imens jeg sidder her og hyler som en anden 3-årig, der ikke har fået min vilje. Dét er sgu da overdrevent, chokerende dumt!

Reklamer
OCD (Overdrevent, chokerende, dumt)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s