Orkanens øje.

Jeg har lyst til at græde. Men jeg tør ikke…
Jeg er bange for, ikke at kunne stoppe igen. Bange, for de tanker der følger med. Bange, fordi Lars ikke er herhjemme til at få mig ned på jorden igen. Bange. For mig selv.

Orkanens øje. Det er dér jeg befinder mig lige nu. Og har befundet mig de sidste 5 dage. Midt i kaos, frygt, angst, bekymring, gråd, uro og indre smerte. Jeg kan ikke engang huske hvordan alt dette opstod denne gang, eller om det egentlig bare kom ud af det blå, som for det meste er tilfældet.

Jeg er mere eller mindre blank, angående min tilstedeværelse de forgangne dage. Jeg ved jeg har været her, for her ser pænt ud, Milo er kommet afsted i vuggestue, ilderen har fået ren mad og vand, postkassen er blevet tømt osv… Jeg kan bare ikke erindre, at have gjort nogle af tingene.

Når jeg har det så dårligt, at alt virker uoverkommeligt, så forsvinder jeg. Eller, jeg bliver en anden. En anden Stine tager over. Hende den praktiske, der nok skal få hverdagen til at hænge sammen. Og det gør den. Men når så alt det praktiske er overstået og “borderline”-Stine vender tilbage, er det som om, jeg ikke har været mentalt tilstede i nogle af de ting jeg har gjort.

Jeg dissocierer. En “vane” livet har tillært mig. Forsvinder mentalt fra situationen og ser mig selv oppefra. Nogle gange er det meget praktisk, da jeg som mor ikke kan sidde og græde snot 24/7. Men det er også farligt. Farligt fordi, jeg bruger det. Jeg bruger det til at flygte fra mig selv. Flygte ind i trygheden. Trygheden i at vide, at jeg kan have succes.

“Jeg kan ikke holde ud, at mærke mig selv, jeg er grim indeni. Men jeg kan støvsuge gulvet og så er der da noget ved “mig og mit” der er pænt og ordentligt.”

Det er farligt, fordi jeg ikke kan huske, at Lars igår gav mig en Truxal som jeg slugte imens jeg drak en kop kaffe. Kaffen kan jeg huske, men hverken at Lars spurgte mig om jeg ville have en Truxal, at jeg sagde ja til det og at jeg rent faktisk tog den. Jeg må virkelig ha’ haft det elendigt. Truxal, som er et “efter behov”-præperat, er kun noget jeg normalt tager, når jeg virkelig er sunket dybt i min egen elendighed og når intet eller ingen kan hive mig op. Sådan en dag havde jeg åbenbart igår. Jeg synes alle de sidste 5 dage har været sådan.
Men det er nok ikke tilfældet, da Lars siger, at han kun har “givet” mig truxal denne ene gang..

Det er enormt svært at beskrive, hvad jeg gør når de dårlige perioder rammer mig. Især fordi jeg dømmer mig selv med en hammer af beton. Jeg ved i hvert fald godt alt det, jeg IKKE gør.
Igår hentede jeg ikke Milo fra vuggestue. Han skulle hentes kl. 14.45 og på det tidspunkt, lå jeg på sofaen og skiftevis græd, sov og stirrede tomt ud i luften med hjertet i halsen og hjernen på ferie. Jeg havde ikke ringet til vuggestuen og sagt, at det istedet var hans far som ville hente ham, dog først 15.30, når han kom fra arbejde. Jeg havde heller ikke skrevet til Lars at han skulle hente ham. Så da Lars havde fri, måtte jeg jo lige fortælle ham, at det var fysisk umuligt for mig, at hente Milo og at han skulle gøre det. Og det gjorde han. Uden problemer eller løftede pegefingre. Milo kom hjem, glad og krudtugle-agtig som altid og var skideligeglad med, at han var blevet hentet 45 minutter senere end han plejede og at det var far og ikke mor, der tog ham med hjem. Det var i hvert fald det Lars fortalte mig. Men jeg har så umådeligt svært ved at tro på det.

Jeg føler mig som verdens dårligste mor. Jeg kunne ikke engang overskue at hente mit eget barn. Og ydermere orkede jeg ikke at ringe ned i vuggestuen og fortælle dem det. Jeg skammer mig. Helt vildt. Hvad fanden er det nu for en måde, at være mor på???? Milo har sgu da ikke bedt om, at jeg opfører mig sådan!! Jeg hader mig selv. Jeg hader mig selv for ikke at være tilstrækkelig. For ikke at gøre det godt nok. For ikke at være den, jeg altid håber jeg er.
Og for, ikke at være i stand til, at se ud over min selvdestruktivitet og fatte,
at jeg ikke er en dårlig mor, af den grund.
Men jeg føler mig som en dårlig mor hele tiden. Altså når jeg er i orkanens øje. Jeg føler, at Milo kan læse mine tanker og mærke hver en smertefuld følelse i min krop. Som den anden dag, da Lars tabte en gaffel på gulvet..

Når jeg har det dårligt, kommer samtlige af mine borderline-træk op til overfladen. Et af disse, der virkelig har en grimt fjæs, er min angst. Jeg er konstant i alarmberedskab. Klar til dommedag, bål, brand og kaos. Alle mine antenner er slået ud og jeg opfanger ALT der sker omkring mig. Man skulle satme tro, at jeg kunne høre græsset gro. Og når man er så årvågen og forbandet opmærksom hele tiden, så skal der ikke så meget til, før at alle alarmklokker ringre. Som da Lars tabte den skide gaffel.

Jeg skreg næsten. Midt under aftensmaden. For at styre mit skrig, reagerede jeg resolut ved at bide mig selv i hånden. Jeg kunne ikke mærke det, og blev først opmærksom på det, da jeg efter Lars’ beroligende hjælp, kiggede ned på min hånd og kunne konstatere et par tandafmærkninger. Lort. Og der sad Milo. Lige så upåvirket som altid med bearnaisesovs op til begge ører. Herlige unge. Gid det var mig. Jeg vil også ha’ bearnaisesovs i hele hovedet. Hellere bearnaisesovs på tøjet, end frygt i kroppen. Et nyt motto, måske? …

Da situationen er mere eller mindre overstået, får jeg voldsomt lyst til at græde. Igen fordi jeg skammer mig. Jeg skammer mig over min reaktion på noget så latterligt. Jeg frygter, at Milo har opfattet min angst, og selv vil reagere på samme måde når han bliver ældre. Børn spejler sig jo i deres forældre og tænk, hvis dette er en af de ting han tager til sig?? Jeg håber ved gud at han lærer af sin far, istedet for af mig.

Nå, videre i elendigheden..
Et sted jeg altid kan kigge hvis jeg vil have bekræftet, om jeg har det godt eller skidt, er ved at se på mine drømme. Jeg drømmer mere eller mindre hver nat og kan altid huske hvad jeg drømmer.

Men de sidste par dage har det ikke været drømme. Men istedet mareridt. Ikke ubehagelige mareridt, men smertefulde mareridt. Mareridt som jeg fysisk kan mærke i min krop, efter jeg er vågnet og stået ud af sengen, mareridt der borer sig ind i hjernen på mig og bygger rede for at blive hængende resten af dagen og mareridt der er så virkelige, at jeg tit må afkræfte dem, ved at undersøge muligheden for, om det jeg har drømt, er sket i virkeligheden. Det er det aldrig…

Ikke desto mindre, frygter jeg altid for at gå i seng, da jeg ved hvad der venter mig. Også fordi, det påvirker min vågne tilstand. Jeg er træt. Det føles som om, at jeg ikke har sovet hele natten, og når der så ovenikøbet har stået en deform voldtægtsmand og åndet mig i nakken natten ud, er det lidt svært at få pusten tilbage, og overskue hvordan det her bliver en god dag.

Så det er ikke en god dag. Det er en lortedag. Ligesom de sidste mange dage. Jeg føler bare, at jeg går og venter på at det ændrer sig, for jeg ved ikke hvad jeg selv skal gøre. Jeg bliver magtesløs. Jeg bliver paralyseret i mit eget liv. Lammet og overladt til tidens gang. Som går. Lige nu er tiden gået i stå og jeg venter på, at nogen trækker uret op og sparker mig igang. Men det hjælper ikke på sigt, før jeg er i stand til at gøre det selv.

Jeg håber, jeg lærer at blive bedre til at leve en dag.

Reklamer
Orkanens øje.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s