Angst.

Logisk sans har jeg masser af. Det er nok egentlig det, der er værst ved, at lide af angst – at du samtidig godt ved at den er fuldstændig irrationel og uberettiget. Problemet er bare, at logik er fornuft og angst er en følelse. En følelse så intens, at når den hersker i min hjerne og krop bliver al fornuft og logik ædt op, inden jeg får set mig om.

Når angsten har fortaget sig, er det ganske let at sidde og belære sig selv om, hvordan man istedet kunne have tacklet situationen. Og så bliver jeg vred. Og skuffet over mig selv. Fordi jeg ikke kunne kontrollere mine følelser og fordi, jeg igen føler mig som en pige på 5 år, der gemmer sig fra diverse uhyrer under sengen.

Men i følelsernes vold er der masser af uhyrer under sengen. Og i skabet. Bag brusegardinet, ude i køkkenet, bag dørene og på den anden side af vinduet.

Min angst er, af grunde jeg stadig forsøger at finde, meget fremtrædende for tiden. Så fremtrædende at jeg har haft deciderede angstanfald om natten. I mine drømme. Jeg har de sidste par år lidt ekstremt meget af mareridt. Mareridt der sad fast i kroppen når jeg vågnede og kunne tage mig flere timer at slippe af med. Og i nat var ingen undtagelse.
Jeg var samlet med en masse bekendte fra min gamle folkeskole og vi skulle overnatte i et stort hus, som afslutning på vores “genforening”. Allerede der begynder stemningen at ændre sig. Jeg hader at overnatte nogensomhelst andre steder, end i min egen seng, og det gælder åbenbart også i drømmeland. Herunder begynder flere fra min klasse at presse mig til, at jeg skal sige noget. Fortælle hvordan jeg har det. Men jeg tør ikke. Presset øges og min angst ligeså. Min vejrtrækning bliver mere overfladisk, min puls stiger, jeg prøver at forsvinde ind i mig selv og glemme verden, men angsten vinder. Jeg synker ned på knæ. Ikke af fri vilje, men simpelthen fordi mine ben ikke længere kan bære min krop. Jeg ryster. Gisper efter vejret. Alt imens hundredevis af øjne er stift rettet mod min mærkelige opførsel og tårerne der triller ned ad mine kinder. “Tag mig væk. Slå mig ihjel. Slå jer selv ihjel. Flygt. Forsvind. Stop. Nej. Hjælp.” Det tænker jeg i drømmen. Imens jeg ligger sammensunket på gulvet, grædende og rystende, og håber på, at mit liv snart er forbi.
Og så vågner jeg. Med hamrende hjerte og angst i hele kroppen. Jeg lytter. Ved den mindste bevægelse fra Lars ved min side, eller Milo i sin seng farer jeg sammen og min krop går i paniktilstand. Lars vågner. Beroliger mig. Det hjælper og inden længe falder jeg i søvn igen.

Nu er klokken 10.36 og angsten sidder stadig i min krop. Lars er taget på arbejde og Milo er i vuggestue. Han bliver hentet af min lillesøster i dag, så jeg ser ham først igen i aften. Det er måske meget godt, så jeg har lidt ekstra tid til at komme mig. Det er nemlig hårdt. Hårdt at kæmpe mod sig selv. Mod de følelser der opstår, fuldstændig uanfægtet, i ens krop. Det er hårdt at forstå hvorfor. Og endnu hårdere at skulle acceptere, at dette er en del af mit liv.

Jeg venter. Venter på, at angsten fortager sig, så jeg ikke længere behøver at være så opmærksom. Jeg hører hver eneste lyd i lejligheden. Ser hver bevægelse der finder sted. Ser også en del bevægelse, der sikkert ikke finder sted. Jeg er årvågen. I alarmberedskab. Mine antenner er ude, klar til at registrere det mindste tegn på fare. Jeg aner ikke hvad faren er, bare at den kan komme hvert sekund. Jeg må aktivere mig selv. Lade tankerne kredse om alt andet, f.eks. denne blog. På den måde slipper jeg af med angsten. Jeg må ignorere den. Fornægte den. Forlade den og ikke frygte den. Kan jeg det? Jeg ved det ikke. Jeg ved, at angsten nok har fortaget sig fuldstændig omkring middagstid. Men om det er fordi jeg kæmper for, at den skal forsvinde eller om det bare er tiden der arbejder for mig, ved jeg ikke. Jeg er også ligeglad. Bare det forsvinder. Så kan jeg jo håbe på, at næste nat bliver mindre smertefuld og at jeg derved får en bedre start på dagen. Måske. Ingen ved det.

Sikke noget lort. Ikke at have kontrol over, hvad der kommer til at ske fremover. Det er ikke fedt. Især ikke for sådan et udpræget kontrolmenneske som jeg…

Reklamer
Angst.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s