Tomhed.

Tomhed. Når noget er tomt. Uden indhold. Som når man, inden plastikflaskens indtog, sad og kæmpede med, at banke de sidste dråber ketchup ud af glasflasken. Nogle gange kom der intet, og man måtte give op og smide flasken ud. Andre gange, mens man sad dér og bankede på flaskens bund, som en anden idiot, væltede det pludselig ud og alt var derefter indfedtet i tomat-glasur. Okay.. Det var altså en total underlig, metaforisk beskrivelse af, hvordan jeg har det i dag;

Tomt. Jeg ved ikke om jeg tør “banke på flasken”, fordi jeg ved ikke om det efterfølgende vil betyde et totalt out-burst af følelser, jeg ikke kan kontrollere. Eller, om det vil betyde, at jeg opdager at jeg ingenting føler og derved ligeså godt kan placere mig selv, i bunken med let brandbart…

Jeg var igår til individuel samtale på psykiatrisk klinik – ligesom jeg plejer. Gruppeterapiforløbet er netop afsluttet, så jeg havde bedt om at få forløbet forlænget. Min terapeut kunne godt se meningen i det, men det kan regeringen åbenbart ikke, idet jeg har fået tildelt min “andel” af psykiatrisk støtte… Hurra, migirøven!

Okay, det kan jeg leve med. Jeg skal trodsalt videre og kan ikke blive ved med at gentage de samme procedurer… Der hvor filmen knækker for mig, er da jeg efterfølgende bliver bevidst om, at de to ting hænger sammen; altså gruppeterapi og individuelle samtaler.
Så i og med, at min gruppeterapi er finito, skal mine individuelle samtaler med min terapeut altså også til at fade ud… Ej, men forfandendaogså!!!!

Jeg har jo BRUG for de samtaler. Det er sgu 2-3 gange om måneden. Det er der, jeg kan lade op, være ærlig, fjerne masken, vise mine tanker, græde, være stille, have det dårligt og have det godt – uden at blive dømt eller stemplet. Og nu skal det tages fra mig.
Jeg tudede da jeg fik det af vide, og selvom min terapeut siger, at hun synes jeg er klar, til at “komme videre”, kunne jeg godt se på hende, at hun blev berørt.
Vi har sgu også kendt hinanden i 2,5 år. Hun er ikke min veninde eller sparingspartner. Hun er min hjælp. Den der ved, at min hjerne er fuldstændig kaotisk til tider og som kan få det dårlige til at gå væk. Det tror jeg bare ikke, jeg kan uden hende. Fucking lort.

Jeg er ikke klar til, at blive overladt til mig selv. Til at tage vare på mig selv og klare mine problemer selv. Jeg øver mig stadig.

Selvfølgelig er der masser af ting, der har ændret sig i tidens løb – ting jeg ER blevet bedre til. Jeg er, for det første, stoppet med at skamme mig over min diagnose. Det er ret væsentligt, da det ellers er lidt svært at være til…
Jeg har fortalt Milos vuggestuepædagoger, at jeg har borderline, så de stopper med at spørge ind til min jobsituation hele tiden, og jeg slipper for at lyve… Og jeg er blevet bedre til at se ind i mig selv… Men ikke god nok.

Jeg ved heller ikke, hvordan eller hvornår det er godt nok…

Men det er ikke nu. Ikke endnu.
Så jeg er bange. Bange for imorgen. Og i overmorgen.  Og dagen efter. For samtaler på jobcenteret, samtaler med min mentor og med resten af omverdenen. Bange for, at stå alene og skulle forsvare mig selv. Bange for, at få tilbagefald og få det endnu værre.
Bange for virkeligheden.

Så jeg føler mig tom. Uden indhold. Uden mening. Ligegyldig. Spildt…
Og hvad fanden gør man så? .. Ja, man sætter sig ned og skriver et indlæg på bloggen, for egenterapiens skyld.. Og når det så heller ikke hjælper? Jaeh.. Så venter man på at få det bedre. Men det kræver kræfter. Så jeg må nok hellere begynde at lede efter dem..

Reklamer
Tomhed.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s