Fra tænke-tid til tanke-tvang.

Et monster der gemmer sig, ikke under min seng eller bag brusegardinet, kigger frem.

Det er ikke monsteret fra mine mareridt, uhyret i nattens mulm og mørke eller psykopaten fra gårsdagens late-night film…

Det er monsteret i mit hoved. Det monster der kommer frem, når min hjerne ikke bliver aktiveret og ikke er optaget af noget andet..

Jeg er bange for min tankevirksomhed. Bange for, hvad der sker når jeg ikke er opslugt af forskellige aktiviteter og ikke kan aflede mig selv.
For så er der plads til tankerne og der er ingen steder at flygte hen.

Normalt, når disse tvangstanker opstår, hvilket sker jævnligt, er jeg i stand til at skubbe dem væk. Jeg sætter noget musik på, skriver et indlæg på bloggen, leger med babyen eller ilderen, snakker med Lars om det, vasker noget tøj, synger en sang etc..
Og det er godt. For disse tvangstanker har intet formål. Udover at ødelægge mig. Gøre mig angst, usikker og ked af det…

Men nogle gange hænder det, at jeg er ude af stand til at tage afstand fra disse tanker. Sidst jeg var i sådan en situation, var jeg på vej til møde med min mentor på jobcenteret. Da jeg ikke ejer en cykel og offentlig transport skræmmer mig, valgte jeg at tage turen på gå-ben. En tur der tager ca. 30 minutter. Alene. Med mig selv. Og som det store fjols jeg er, havde jeg selvfølgelig glemt min mp3-afspiller. Så blev dén flugtmulighed ligesom fjernet. Øv.

Men altså, jeg går afsted og da jeg er nået halvvejs derud, bliver jeg bevidst om, at der foregår ting oppe i mit hoved. Min hjerne er, imod min vilje, igang med at kreere en fortælling eller et scenarie, om man vil.. Jeg prøver at aflede mig selv. Tvinge min hjerne til, at tænke på noget andet.. “Øh, hvad skal vi spise i dag, hvad er klokken, hvad skal jeg snakke med min mentor om, hvordan er vejret, hvem er præsident i USA, hvorfor er der huller i en ost og er der vand på Mars?
Men lige lidt hjælper det. Min hjerne bliver ved med at vinde over sig selv og jeg kan ikke tvinge tvangen væk. Ja, det lyder sgu lidt underligt. Men så prøv lige at forestil dig, hvordan det er at være i mit hoved…

Men altså, tvangstankerne vinder, og jeg begynder igen at se dette opstillede scenarie for mig;

Jeg sidder i en kirke. Klokken er 11 om formiddagen. Der proppet med mennesker på alle bænke. Først tænker jeg at det er mærkeligt, at jeg opholder mig i en kirke – på første række – hvilket ikke er noget jeg normalt gør mig i. Indtil jeg opdager kisten.
Foran alteret står en lille kiste. Den er hvid. Med små udskæringer i. Rundt om kisten ligger blomster. Allevegne. Store, flotte calaer – den samme blomst jeg havde i min brudebuket, da Lars og jeg blev gift.
Og det undrer mig. Jeg synes det er en mærkelig blomst at have med til en begravelse. Jeg tænker, at det må være fordi blomsten må betyde noget særligt for den, der skal begraves..
Folk er stille og en sang begynder pludselig at spille. Ikke fra orgelet, men fra en lille afspiller i et hjørne. Det er Benny Andersens digt “Barndommens Land“, der roligt flyder ud af højtalerne.
Den samme sang, som jeg for 6 måneder siden, fik klistret op på Milos værelse, over hans seng. Og først der går det op for mig…

Hold nu kæft, hvor var det frygteligt. Det var selvfølgelig Milo. Min Milo. Mit æble-barn. Min engel og mit alting.

Da jeg nåede ud til jobcenteret, var jeg helt udmattet. Mine skuldre var sunket til jorden, mit blik var rettet mod gulvet og mine øjne var helt våde (jeg havde åbenbart grædt, mens jeg gik). Og ALT foregik bare i mit hoved. Intet af det var virkeligt. Men hvad fanden er så formålet?!?

Selvfølgelig er det en skræmmende tanke, at der skal ske ens barn noget, og jeg tænker, at det må være en tanke som alle forældre, må have haft på et tidspunkt i deres liv. Men så har deres logik vundet, og de har indset at intet af det var realistisk og levet videre. Glade og ubekymrede. Men min hjerne bliver bare ved. Skaber en hel forestilling, hvis eneste formål er, at bringe mig i knæ og gøre mig så bange og ked af det, at alt andet er ligegyldigt.

Og jeg synes ikke det er retfærdigt. Jeg taler generelt ikke om retfærdighed, da det ikke rigtig nytter noget at sige “Det er ikke retfærdigt, at jeg har det sådan her“, fordi det ændrer jo ikke på tingenes tilstand. MEN! Jesus på lokum med en kæp i  røven, hvor jeg synes det her er uretfærdigt! Jeg vil ikke have de her tanker, jeg vil ikke tvinges af MIG SELV til, at se min baby på den måde. Han er smuk, dejlig og skal leve til han en dag er en gammel, sur mand med rynker i hele skærmen! Og det ved jeg også, at han højst sandsynligt kommer til, men det er godt nok hårdt, at bare fordi man rent faktisk har lidt plads i hjernen, at den så skal fremtrylle sådanne tvangstanker, så lede at selv satan ville få mareridt..

Reklamer
Fra tænke-tid til tanke-tvang.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s