Risikoadfærd.

Jeg har valgt, at lave et indlæg omhandlende nogle af de symptomer man kan være underlagt, når man har en bordeline personlighedsstruktur og de adfærdsmønstre som man kan tilegne sig gennem livet. Jeg vil selvfølgelig kun tage udgangspunkt i det, der vedrører mit eget liv. For nogle vil det måske lyde underligt, at der er deciderede symptomer tilknyttet sygdommen. MEN så husk lige på, at bare fordi det er éns sind og ikke ens arm der er brækket, bliver det ikke mindre legitimt af den årsag.

Jeg vil nogle steder i indlægget referere til hæftet “Borderline – et liv med flere torne“, fra foreningen SIND. Dette vil blive markeret med *.
Som patient i Psykiatrien og borderliner, kan jeg stå inde for denne bogs faktaside. Dog skal det nævnes, at det er sjældent at man som borderliner lider af alle symptomer på een gang.

Jeg er via min behandling i psykiatrien blevet meget bevidst om, hvilke personlighedstræk der er mine “egne”, og hvilke jeg har tillært mig i forbindelse med, at håndtere min psykiske ustabilitet.

En risikoadfærd jeg altid har benyttet mig meget af, er undgåelsen af at være alene*. Også kaldet separationsangst. Et ord man egentlig ofte forbinder med et lille barn, der skal lære at undvære sin mor. Sådan kan det også føles til tider, skal jeg sige Jer! En følelse af, at man ikke er istand til at være alene. Ikke er i stand til, at træffe beslutninger selv eller trøste sig selv. Risikoen for, at gøre noget dumt, når der ikke er nogen til, at tale en fra det. Og trygheden i, at blive afledt af andre menneskers tilstedeværelse, så ikke man mærker tomheden indeni. Og det er dejligt, at have mennesker tæt ved sig hele tiden, bare ikke når det bliver på bekostning af ens selvværd og selvrespekt. Jeg har mange gange, tidligere i mit liv, måtte gå på kompromis med mine egne behov, for at tilfredsstille andres. De vidste ikke, at jeg ikke ville det samme som dem, da jeg aldrig sagde noget. Frygten for, at de ville vende mig ryggen var for stor. Hellere være nogens nikkedukke. Istedet for ingens.

Intense og ustabile forhold* er også et “symptom” (eller en risikoadfærd) jeg har gjort mig meget i.
En del af årsagen til dette, stammer nok fra den føromtalte separationsangst. Frygten for, at ende op i en lille lejlighed, 40 år gammel, med en samling af porcelænsfigurer i vindueskarmen, 23 katte i sofaen og alt for meget vasketøj.
Så jeg har hele min ungdom og en del af mit voksenliv kæmpet en ufattelig kamp for, aldrig at ende op alene. Et dårligt, ustabilt, selvudslettende, dødsdømt forhold (hvad end det var til kærester eller veninder), var bedre end intet forhold.
Så ja, jeg har nok fundet mig i lidt mere end de fleste ville have gjort. Jeg har været god til at tage en maske på og til at lade som om, alt var i den skønneste orden. Alle mine drømme om fremtid med bryllup, børn, bil og bolig, skulle jo ikke ødelægges af en utro kæreste eller en kæreste med stort temperament. Så jeg holdt ud. Så længe jeg kunne i hvert fald. I de fleste af de forhold jeg har haft, – og det er mange(!!!) – har jeg været sikker på at NU havde jeg mødt min eneste ene. Ham hér skulle jeg dele resten af mit liv med og det kunne kun gå for langsomt. Jeg har truffet beslutninger alt for hurtigt, flyttet sammen med fyre alt for hurtigt, været ringforlovet 3 gange, planlagt baby-fremtid endnu flere gange (oftest alene) og endt alene lige så mange gange. Jeg har haft sex med alt for mange fyre, været alt for ukritisk og godtroende et utal af gange og idealiseret diverse partnere som var de guds gave til kvinden. Øv, hvor er det bare røvirriterende at se tilbage på. Jeg skammer mig sgu. Og borderline skal aldrig være en undskyldning. Men for mig bliver det en forklaring. En forklaring på, hvorfor jeg havde dette behov. Hvorfor jeg var så pissedårlig til at være alene. Og hvorfor, at jeg de fleste gange på trods af kærester og one-night stands alligevel følte mig Palle alene i verden

Affektlabilitet* er det sidste jeg vil nævne i denne omgang. Ordet i sig selv, betyder egentlig bare, at jeg er en idiot til at kontrollere, genkende og moderere mine følelser.

Nogle dage føler jeg alting på én gang. Andre dage føler jeg intet. Og jeg ved ikke hvad der er værst; At drukne i bølgerne, eller at dø af tørst.

Sort/hvid – Enten/eller. Sådan var det ikke kun engang. Sådan er det for mig, stadig. Der er intet mellemstadie. Ingen gråzone. Det er enten rigtig-mega-total-euroforisk-vidunderligt eller pisse-lorte-slå-mig-ihjel-nedtursagtigt! Men jeg arbejder på det. Arbejder på, at mærke den lille glæde og den lille irritation. Og hver gang det sker, er en succes. Fordi.. Nogle gange er det faktisk okay, ikke at være helt oppe og ringe og rende rundt med et stort, hvidt tandpastasmil og andre gange, er det faktisk også fint, at kunne beherske sig nok, til at fortælle folk, når de overtræder ens grænser, istedet for at blive så vred at man lukker sig inde og tuder i 4 dage!

Der er selvfølgelig et hav af symptomer, adfærdsmønstre og faktuelle standarder for folk som mig, men disse tre er alligevel nogle af dem, jeg må/har måtte kæmpe mest med. Hvis du kender/har kendt mig, vil du måske sidde og tænke “Ahh.. Så det var derfor!” Det har jeg i hvert fald et lille håb om 🙂

Reklamer
Risikoadfærd.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s