Kollaps.

Dette indlæg omhandler den weekend, der netop  er overstået.
Det bliver for mig, et rigtig hårdt indlæg at skrive og for nogle, måske også et hårdt indlæg at læse. Det bliver meget ærligt og jeg vil forsøge at beskrive mine tanker og handlinger, så godt som muligt. Ikke alt der er sket, kan jeg huske, da jeg tit forsvinder væk, når smerten bliver for stor.

Det er lørdag formiddag. Jeg skulle egentlig ha’ været i legejunglen med mødregruppen, men da et par børn var blevet syge, var der enighed om at udsætte turen. Selvom jeg havde glædet mig, var det også en kæmpe lettelse, da jeg i forvejen var meget presset i skallen over, hvordan resten af dagen ville forløbe, eftersom jeg skulle være alene med hele tre unger. Lars skulle til julefrokost og skulle allerede køre hjemmefra kl. 12.30 – og ville nok først komme hjem igen engang i løbet af natten. Det var egentlig okay. Han trængte til det. At komme ud og få en pause fra den dagligdags rutine og bare være fritaget, for en gangs skyld. Han havde spurgt mig flere gange op til, om det var “okay”, at han tog afsted, når nu jeg skulle klare det hele herhjemme selv, og jeg sagde, at selvfølgelig var dét det!

Nu da mødregruppe-aftalen gik i vasken, lavede Lars’ store dreng en legeaftale og Lars tog ud for at aflevere ham, da klokken var 10.45.
Jeg fandt pludselig mig selv stående ude i vores gang, totalt stresset over hvordan resten af dagen skulle gå. Klokken var nu blevet 11.15 og Lars skulle både nå at gøre sig klar og det-ene-og-det-andet inden han skulle afsted. Så hvornår skulle der lige være tid til, at jeg kunne smutte ud og ryge en smøg og få 5 minutters pause, inden jeg blev overladt til mig selv? Jeg ringede til Lars for at høre, hvor han blev af, og han fortalte at han var hjemme lige straks. Lyden af hans stemme fik følelserne til at vælte op i mig. I samme sekund som jeg lagde røret på, begyndte Milo at græde. Han var skidetræt. Måske grundet hans mors mentale fravær. Jeg skulle styre mig, for ikke at sætte mig ned og tude og som en quick-løsning på den lill fedes skrigeri, hev jeg en Danonino-yoghurt ud af køleskabet. Jeg orkede ikke at placere ham i højstolen ved spisebordet, så vi nåede ikke længere end gangen. Der satte jeg ham på gulvet og sank ned ved siden af ham, hvorefter han lystigt slubrede dette hersens forsødede mælkeprodukt i sig.

Døren gik op og Lars kom hjem igen. Han gik ind i stuen og sagde hej til den mellem’ste, som sad og så fjernsyn, og kom derefter ud i gangen til mig igen. Det er herfra det begynder at blive sløret for mig.
Lars når knapt nok at sige noget til mig, før tårerne sprøjter ud af øjnene på mig. Han krammer mig, og jeg gemmer mit ansigt i hans arme. Ikke pga. trygheden, men fordi Milo ikke må se mig sådan her.

Jeg kan mærke at Lars’ trøst ikke hjælper, og rejser mig og går ud på badeværelset og lukker døren. Og synker sammen. Jeg ryster overalt og tårerne vil ikke stoppe. Jeg siger flere gange til mig selv, at jeg skal tage mig sammen. Vi har travlt. Lars skal nå at gøre sig klar, så jeg bliver nødt til at gå ud og tage Milo. Men jeg kan ikke! Jeg vil så gerne, men jeg kan ikke. Lars har placeret Milo i stuen og kommer ud til mig. Han forstår vist ikke hvad der sker. Jeg bebrejder ham ikke.
Han prøver på bedste vis, at få mig til at snakke, imens han holder om mig. Men jeg kan ikke magte det. Han skal skride af helvedes til. Han holder mig så stramt (tror jeg), at det føles som om, han har spændt mig fast. Jeg spjætter med arme og ben, for at slippe fri og skubber ham væk fra mig. Da han igen prøver at holde om mig, slår jeg ham flere gange på armene og brystet.

Jeg vil ikke referere, hvad vi snakker om. Jeg kan ikke huske det. Jeg kan kun huske, at Lars gør alt hvad han kan, for at få mig til at slappe af, og jeg svarer ham meget grimt igen flere gange. Og så siger jeg, “jeg kan ikke.” Han bliver ved med at spørge ind til, hvad det er jeg ikke kan, men jeg kan ikke engang svare.

Jeg får et kort øjeblik kigget ned på min ene arm. Mit håndled er fyldt med bidemærker og knoerne på hånden er helt røde, efter jeg har banket dem ned i gulvet. Hvornår gjorde jeg det?
Jeg vælger at søge et mere sikkert sted hen og sætter mig ind i sengen. Lars følger efter og prøver stadig at være konstruktiv. Hans plan er jo stadig at tage til julefrokost og få mig til at blive normalt fungerende igen. Klokken er nu 12. Han fortæller mig, at han går ned for at putte Milo, hvorefter han altså skal gøre sig klar, så han kan komme afsted.

Lars ville aldrig udsætte mig for noget, der var så slemt at jeg ikke kunne klare det. På nuværende tidspunkt tror jeg bare ikke, han er klar over, hvor slemt det er. Han kommer op til mig igen, efter Milo sover og finder mig liggende i sengen under dynen. Jeg græder stadig. Bare tanken om, at han går fra mig er ubærlig. Han kan sgu da forhelvede ikke bare efterlade mig her, den kæmpe idiot!! Hvad satan tænker han på? Hvordan kan sådan en latterlig lorte-julefrokost være vigtigere end mig???? Jeg ligger her og føler jeg skal dø. Og har i perioder også lyst til det…

Men samtidig. Er det så den person jeg gerne vil være? Hende der ligger og tuder, fordi hendes mand ikke må gå? Hende der bruger feje tricks for at holde fast på ham? Okay, der er ingen feje tricks over det, men hvad nu hvis folk tror det? Er det mig, der skal være hende? Åbenbart. Ego-Stine. Jeg spærrer min mand inde, fordi han er bange for at gå fra mig. Fed måde at føre et ægteskab på. Hurra for det!

Lars ligger sig i sengen ved siden af mig, han beroliger mig det bedste han har lært og giver mig den Truxal, som jeg åbenbart har sagt ja til at tage. Han siger, at jeg skal lægge mig til at sove, og det gør jeg.

Da jeg vågner op en times tid senere har jeg det ligeså elendigt. Jeg kan ingenting. Jeg kan ikke bevæge mig. Ikke snakke. Ikke tage ansvar…

Lige pludselig har min mor været forbi. Hun har hentet Milo og taget ham med ned til sig. Jeg snakkede vist også med hende?
Jeg ringer også på et tidspunkt ud til PAM (psykiatisk akut modtagelse), men får af vide, at jeg nok bare har julestress og lægger hurtigt på igen. Dog med anbefalingen om, at tage en Truxal yderligere. Måske to. Så det gør jeg. Jeg sover lidt mere. Kæmper med min hjerne og mine følelser. Vender og drejer mig i sengen. Vrider mig. Sparker ud efter ingenting. Savner Milo. Savner Lars. Er bange for mig selv. Jeg hader mig selv. Lars er hjemme. Han burde være til julefrokost. Men fordi jeg ikke kunne styre mit ego, sidder han nu inde i stuen og må føle sig godt og grundigt til grin. Men det er jo mig der er til grin. Mig der har fået ham til det. Mig der er den modbydelige kone. Jeg isolerer ham. Fratager ham hans frie valg og siger “hjælp, jeg kan ikke uden dig“.

Men det føler jeg jo heller ikke at jeg kan. Jeg bliver så lille. Minimal. Jeg kan være i hans jakkelomme. Krølle mig sammen og være tæt på ham hele tiden. Uden frygt for omverdenen, for her er trygt og rart. Tæt på ham jeg elsker. Men det fører ingen vegne og jeg ved det. Men jeg er magtesløs og føler ingen evner til at reagere på nogetsomhelst. Jeg ligger bare. Glor tomt ud i luften og mærker min selvforagt stige.

Jeg springer meget i handlingen nu, men jeg har rigtig svært ved at finde hoved og hale i resten af denne suppe. Så nu er det altså mandag. Klokken er 12.41. Jeg sidder i min sofa. Drengene kom hjem til deres mor en dag tidligere end de plejer, Milo blev igen igår passet af min mor og nu er det mandag. Milo er i vuggestue og Lars på arbejde. Og jeg sidder her. Jeg er stadig lige tom indeni. Jeg græder ikke mere. Måske fordi jeg er for udmattet. Jeg ved det ikke. Jeg skal på psyk imorgen. Det er nok meget godt. Lige nu, har jeg allermest lyst til, at lade mig indlægge. Jeg får sikkert bare af vide, at jeg ikke er syg nok. Så kan jeg jo lige så godt sidde herhjemme og sige ingenting. Jeg savner Lars. Jeg ville ønske han var her nu. Jeg hader mig selv. Og jeg hader at være alene med mig selv, når jeg hader mig selv.

Reklamer
Kollaps.

3 thoughts on “Kollaps.

  1. Din kone siger:

    Det var meget hårdt at læse. Har bare lyst til at kramme dig og sige det hele nok skal blive okay. Siddet og græder da din smerte gør ondt på mig. Jeg elsker dig.

    Like

  2. Tina Polykarp Grandjean siger:

    Kære Stine… Jeg føler med dig…. Psykiatrisk skal man kæmpe en kamp med for at få dem til at forstå, hvor syg man er…. At du er tom indeni er et MEGET dårligt tegn, og ydmygelsen man føler over sin egen opførsel bagefter er altovervældende… du må ikke slide dig selv op med, at andre ikke kan forstå at du er syg, hvis bare de accepterer det og elsker dig, så er det dét du må lære at nøjes med… for hvordan skal de nogensinde kunne sætte sig ind i dét, hvis de ikke selv har prøvet det? jeg kæmpede i meget lang tid med mig selv, før jeg accepterede, at jeg er syg… at mine voldsomme “anfald” ikke kan kategoriseres, som man plejer at gøre, hvis man ikke er syg.. jeg havde ikke et flip, jeg var ingen dramaqueen, og alligevel brugte jeg så meget energi på, at andre mennesker ikke måtte tænke sådan om mig..Men til sidst lagde jeg det fra mig… Mit liv ville aldrig blive det samme igen.. mit sind ville aldrig få ro på samme måde igen, men så længe jeg tager min medicin hver dag, så føler jeg at noget af Tina stadig eksisterer… både den gamles og den nye… Kære Stine, du er alt for hård ved dig selv, hold op med det! At være intelligent hjælper ikke når tankemylderet farer rundt i hovedet på dig, og du er meget intelligent… Du er nødt til at huske at mærke efter, præcis som du faktisk gør, men husk også at sige fra.. det er ok… træk vejret ned i maven, igen og igen indtil det hjælper… bed om hjælp når du har brug for det, igen og igen… de er der for dig… og lige pludselig en dag, så føler du dig ikke helt så magtesløs, når det hele går skævt indeni, for dem omkring dig, skal jo nok være der… hvis de har valgt et liv med dig, ved de også at julefrokosten måske ryger sig en tur, men sådan er det bare.. du er vigtigst… altid…. at miste kontrollen føles uhyggeligt for mennesker som os. Ikke at kunne lægge følelser væk, når man har brug for det. Men det bliver bedre med tiden. men det tager laaaaaang tid. Jeg har stadig dødsangst, jeg har stadig tankemylder, men min medicin gør mit liv leveværdigt… Måske er værdigheden væk mens jeg ligger dér på gulvet og vrider mig og skaber mig som et lille barn, fordi jeg er skrækslagen og har mistet kontrollen. Men det er kun et øjeblik af mit liv… En time senere er jeg ok igen, fordi jeg får medicin… Jeg håber, at du vil blive ved med at banke psyk på døren, for du er den eneste, der ved præcis hvordan du har det… Jeg sender dig alle de varmeste tanker og knus jeg kan opdrive… Møs til dig Stine, du er en fighter…

    Like

    1. Hej Tina.
      Rigtig dejligt, at du giver dig tid til at saette dig ned og laese min historie. Det saetter jeg virkelig pris paa! Jeg ved hvordan du har kaempet i mange aar og hvor FLOT du har kaempet. Jeg kaemper ogsaa. For at bevare mig selv. Bevare de vaerdier jeg tror paa og det liv jeg gerne vil have. Maaske lykkes det en dag. Jeg kan kun haabe at mine kampe vil baere frugt. Ligesom jeg synes at dine har gjort. Jrg ved godt, at man ikke noedvendigvis bliver lykkelig af at faa mand og barn. Og hvor taabelig man foeler sig, over ikke bare at vaere tilfreds med det man har. Men det er svart naar man mangler sig selv. Jeg har heldigvis ogsaa medicin til at holde mig paa jorden. Og ekstra medicin til at holde mig under skyerne, paa rigtig daarlige dage. Men jeg klarer det. Selv naar det ser vaerst ud. Det skal jeg.
      Tusind tak for aerligheden i din kommentar. Det havde jeg brug for at hoere. Det er altid rart at vide, at man ikke er slene. Og saa ved du ogsaa, at du ikke er alene ❤

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s