Julefred?

Nu har julefreden sænket sig. Freden har i hvert fald.
For egentlig, er der ikke noget ord i min indre ordbog, der hedder “julefred“.
Julen er for mig hverken en god, dårlig eller fredelig ting. Jeg er græsk-katolsk. I hvert fald rent interessemæssigt.
Julen er for dem, der tror. Og dem der er ligeglade.

For mig, svarer det lidt til, at få døbt sin barn i en kirke, uden at tro på gud. Hvorfor Milo heller ikke er døbt. Det bliver ikke mig, der tvinger en bestemt trosretning ned over hovedet på ham. Men nu er det jo julen det handler om. Jeg køber gaver, laver risengrød, pynter op i sidste øjeblik og piller lortet ned igen dagen efter juleaften. For mig er det noget der skal overståes. Jeg har intet behov for at fejre Jesus’ fødselsdag. Det har Milo heller ikke. Men uanset hvordan man vender og drejer det, er det en tradition så fastbunden til vores kultur, at jeg ikke ønsker at ekskludere min søn fra den. Kald mig gerne dobbeltmoralsk. Ydermere havde vi også Lars’ to drenge på juleferie, hvilket gør presset en del større. Flere forventninger og mere “tvungen” hygge..

Lars’ krop valgte d. 21 at reagere på, at han havde fået juleferie, ved at tildele ham en ordentlig omgang influenza. Dagen inden drengene kom på ferie. Panik. Jeg orkede det sgu ærlig talt ikke… Ikke pga. børnene, men grundet Lars’ tilstand. Han lå bare og var ynkelig. Rigtig mandesyg og meget energiforladt. Jesus på lokum! Og hvad fanden bildte han sig egentlig ind?! At blive syg på sådan et tidspunkt? Det kunne han vel for fanden godt se, ikke var skide smart. Havde han så bare regnet med, at jeg skulle klare det hele? Jeg, som følte mig presset til det yderste i forvejen, med alt det her julelort. Sådan tænkte jeg. I mine følelsers vold. Min logik ville lave varm the med honning til ham, massere hans skuldre og give ham ro til at få det bedre. Men ikke mine følelser. De var fornærmede. Så for ikke at lade ham mærke for meget til min irritation, valgte jeg d. 23 at tage Milo med ned til mine forældre, og bruge dagen der. I fred og ro. Uden nogen klynkende mand og to store børn, der forventede at blive aktiveret fra morgen til aften (okay, “forventede” er måske så meget sagt, da de er herrenemme at tilfredsstille, men jeg havde en idé om, at de forventede alt muligt).

Og det var da også meget rart at komme lidt ud af lejligheden og se nogle andre mennesker. Selvom de var ligeså julestressede som alle andre.
For at tale hele elendigheden ned, var selve juleaften faktisk ganske udemærket. Børnene fik nogle rigtig fine gaver, ligeledes gjorde Lars og jeg selv og Milo opførte sig yderst eksemplarisk hele dagen/aftenen. De efterfølgende dage blev en enkelt julefrokost overstået og julepynten pillet ned. Den 27. kom drengene igen hjem til deres mor og havde haft en dejlig ferie, på trods af småstresset Stine og influenza-ramt far.
Nu er det den 29. og jeg mærker julefreden sænke sig. For nu er det slut, færdigt, overstået. Ahhh… Et helt år, før jeg endnu engang skal trækkes igennem dette helvede, som egentlig bare består i, at:

1. Rende forvirret rundt og købe en masse ligegyldige lortegaver.
2. Æde julemad til man brækker sig, uden omtanke eller tanke på andre end sig selv og
3. Bytte alle de julegaver man har fået (på trods af, den utrolige glæde man viste da man pakkede lortet ud)

Lars er omsider ved at blive rask og vi laver absolut ikke en skid. Vi leger med den lille fede – nyder at bruge så meget tid med ham, ser “Blacklist” og spiser slik og tænder stearinlys. Puuurfect!

Dét er julefred. Freden, roen og harmonien der sænker sig, når det hele er overstået. Stilhed efter stormen…

Reklamer
Julefred?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s