Poetisk pis (eller noget der minder derom).

Nogle gange ville jeg ønske jeg troede på en gud, så jeg havde én at give skylden. En jeg kunne be’ til og som jeg ville tro på, hørte mine bønner. 

Charles Bukowski sagde, at “Alt for ofte, er den eneste udvej, at falde i søvn.”
Og sådan har jeg det. Jeg har lyst til at lukke mine øjne og vågne op til en anden virkelighed, end den jeg står med. Jeg har ikke lyst til, at forholde mig til de realiteter der er mig givet og den hverdag der venter på mig.

Min indre engel fortæller mig, at jeg nok skal klare det og at jeg har lært meget, måske endda nok til at leve et “normalt” liv (hvad det så end indebærer). Men i en stille stund lister den indre djævel helt tæt på mit øre, og hvisker deri alt hvad jeg ikke kan..
Og selvom jeg kæmper med sværd og kanoner, er djævlen for snedig og vinder. Igen.

Der er et indre skænderi. Et husspetakel. Et hjerterums-rabalder. For ligesom Nietzsche sagde det, er jeg også altid i en alt for intens diskussion med mig selv.
Jeg taler for og imod. Jeg argumenterer og opstiller facts. Jeg regner ud og trækker fra. Jeg bliver oprørt og berørt. Og bekræftiget. Bekræftiget i, at ingen gud – eksisterende eller ej – kan hjælpe. Jeg mister pusten og min kampgejst. Vifter med det lille hvide flag der indikerer, at jeg har givet fortabt.
Og hvad gør man, når man er et utroligt ægte menneske, i en forfærdelig falsk verden?
Og når ens værste frygt bliver, at resten verden en dag vil se mig, som jeg ser mig selv?

Ja – det vil jeg gerne vide.

Reklamer
Poetisk pis (eller noget der minder derom).

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s