ALDRIG igen!

Klokken er 19.53 og den lille fede ligger i sin seng, i færd med at skrige lungerne op gennem halsen. Sådan har det været hver aften i ca. 2 uger nu.
Efter et sted mellem kl.-endelig og kl.-så-hold-dog-kæft falder han i søvn. Når vi når det punkt sidder jeg oftest med bankende hjerte og tårer i øjnene. Ikke fordi at “det var hårdt”, men fordi jeg ved at der går max 2 timer – så kan vi starte forfra. Derefter vågner han igen omkring midnat. Igen ved 2-tiden og 4-tiden og klokken 5 kan jeg ikke få ham til at blive liggende mere. Han kæmper for at få mig tæt ind til sig. Hvis jeg prøver at ligge ham ned, kravler han ind i min sjæl. Han borer sine små, fede fingre ind i min hud og gør os til ét. De nætter hvor jeg ikke orker “kampen” og tager ham med ind i vores seng, kan han ikke ligge stille. Ligemeget hvad klokken er, så tror han at det er morgen når han kommer ind hos os. Nok fordi han ikke er vant til at samsove. Hvilket egentlig også passer mig fint. Lige for tiden opfører han sig bare som om, at han nærmest er bange for at sove i det hele taget. Og eftersom jeg ikke går ind for “Godnat og sov godt”-metoden, føler jeg mig nødsaget til at opgive. Jeg ved ikke hvor stædig jeg skal være. Jeg ved ikke hvor kærlig jeg “må” være eller hvor konsekvent jeg burde være. Jeg ved ikke en skid! Sådan har jeg det vitterligt.

Det eneste jeg i dette moment ved, er at jeg ALDRIG skal have flere børn;

– Gulsot de første 2 uger
– Forskudt nakkehvirvel de første 3 måneder (=fladt baghoved)
– Kolik de efterfølgende 10 måneder (!!)
– Sart tarm hele hans korte liv + medicinsk behandling (stadigvæk)
– Mellemørebetændelse, børnesår, øjenbetændelse, øjeninfektion, opkast i stride strømme, halsvirus og 40,5 i feber – jævnligt.

Hvem fanden siger nogensinde: “Det var sjovt, lad os prøve igen”????!!!!!
Og når man så føjer til samlingen, at han lige har været i en “Jeg-hader-min-mor”-fase, samt stadig er i en “Det-er-sjovt-at-slå-min-mor”– fase, så æder jeg sgu gerne en ekstra p-pille om dagen, bare for at være på den sikre side!

Og jo, det er sgu både sortseende, pessimistisk og utroligt u-opmuntrende både for andre og mig selv, at se sådan på mit måske-fremtidige, ufødte barn – fordi “Ingen børn er jo ens” og nejnej, det skal da nok passe, men er man dum nok til at tage chancen (læs; risikoen)? Og ja, det er man jo i de fleste tilfælde.

Ikke fordi jeg nu skal vende det hele om på en tallerken og gøre en forfærdelig beretning fuldkommen rosenrød og kvalmende – men… Intet er mere livsbekræftende end når den lille fede;

– Danser ved enhver given lejlighed
– Slår smæld med tungen, når han ser en hest (wtf?)
– Skriger af ren begejstring (det kan han godt)
– Sætter sig på mit skød med en bog og beder mig læse
– Fatter alt hvad jeg siger og gør mig ulækkert stolt. Tit endda.

Og det er lige nu, at jeg skal huske disse ting. Huske, at han godt kan være ok-rar at være sammen med og faktisk det hele værd.

Nu er han heldigvis faldet i søvn… Så må vi se hvornår han vågner igen. Nu er jeg kommet af med noget af min frustration, så der er forhåbentlig en smule mere overskud at tage af, når han igen slår øjnene (læs;lungerne) op.

Reklamer
ALDRIG igen!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s