Nytliv ;

En lille måned siden sidste indlæg. Sikke travlt jeg har haft. Oveni mit hoved, i hvert fald. Jeg har flere gange haft lyst til, at sætte mig ned og skrive i en time eller to, uden nogen form for interferens. Menmenmen…

Fedebarnet har været syg. Og så var han syg igen – og så blev han syg bagefter igeeen!
Vorherre på lokum! Måske er det også derfor, at han skriger som om jeg forlader ham for good, når jeg siger farvel i vuggestuen. Han har tullet rundt herhjemme med sin moar de sidste par uger og vi var nærmest gået i symbiose. Og så er det sgu da hårdt, når hverdagen laver cirkelspark i fjæset på én igen… Også for moren!! Jeg har gået tudende fra vuggestuen i hvert fald 2 gange i denne uge… Pew!
– Jeg håber snart, at det vender så jeg kan gå hjem og nyde min alenetid med god samvittighed. Den alenetid der er tilbage i hvert fald.

Fordi.. Jeg er jo startet i praktik. På Lungemedicinsk Afdeling. Jeg har fået min egen uniform med navn på, jeg sidder blandt læger og sygeplejersker og spiser min mad og jeg hører folk der hoster deres lunger op af halsen i tide og utide.
Okayokay, jeg har godt nok kun 10 timer ugentligt pt, så rent fysisk er ændringen jo ikke kolossal.. Jeg har også hørt flere sige, at “Al opstart er svær” og “Du skal lige igang“.. Oh jo! Sandt er det, men ikke desto mindre, er det langt fra sådan, at det hænger sammen for mig. For mig handler det ikke kun om, at lære at arbejde eller at komme igang igen.. For mig er der mange flere ting i det.

Jeg skal lære at være væk fra min tryghedsbase, lære at have en funktion, lære at spise mad med/foran andre mennesker, lære at være modig, lære at planlægge min tid, lære at have kollegaer – og lære at snakke med dem. Jeg skal lære, ikke at blive påvirket af hvert ord folk siger til mig, lære at man ikke kan alt på ingen tid, lære at fungere optimalt når jeg kommer hjem igen, lære at dette er min fremtid og lære at jeg godt kan. Det er, for mig, et helt nyt liv og en helt ny måde at være til på. Jeg kan ikke huske hvordan man gør alle de her, praktisk talt, basale ting. Ting som alle andre gør hver dag, uden at spilde det en tanke… Det er ting, jeg kæmper for at gennemføre.
Jeg har indtil videre været afsted 4 gange.

Første dag var mit hoved ved at eksplodere, da jeg kom hjem.
Anden dag, græd jeg og var klar til at give op.
Tredje dag, var jeg vedholdende, men bekymret for fremtiden.
Fjerde dag, fik jeg mod og glæder mig til næste gang.

Fordi det er hårdt. Fordi det virker. Fordi jeg har brug for det. OG FORDI JEG KAN!!
Jeg har fucking gjort det. Jeg har været på arbejde 4 gange, indenfor de sidste 2 uger. Jeg er stået op om morgenen, kommet hjem om eftermiddagen, har hentet fedebarnet i vuggeren, lavet aftensmad og er gået i seng. Jeg har levet et almindeligt hverdagsliv uden at bryde (helt) sammen! Det troede jeg faktisk ikke at jeg kunne. Og det er sgu egentlig ret sejt! Haha! SEJT MAND! Jeg er stolt af mig selv. En følelse jeg ikke har mærket i min krop i evigheder. Surreal!

Ikke dermed sagt, at historien ender lykkeligt her (man er vel pessimist).
Jeg skal jo gå op i tid jævnligt, indtil jeg ender på 31 timer. Praktikken varer 6 måneder. Jeg kommer til at få flere og mere komplicerede arbejdsopgaver. Jeg føler ikke, at jeg når halvdelen af de ting jeg gerne vil, herhjemme. Jeg sover af helveds til om natten. Jeg kan ikke falde i søvn, når jeg ligger mig ned og jeg vågner flere gange og vender og drejer mig, imens hele min krop er ved at sprænge af uro. Og når jeg står op om morgenen er jeg slet ikke udhvilet på nogen måde. Ejsh! Jeg håber, at det bare er en kropslig reaktion, på de forandringer der finder sted i mit liv. Det ville vel egentlig også være mærkeligt med sådan en radikal livsændring, uden en reaktion?

Folk måler deres succes i alle mulige forskellige ting. Beløbet på deres bankkonto, antallet af mellemnavne til deres børn, størrelsen på deres bil/potensforlænger eller noget helt fucked’up-fjerde. Mit succeskriterie er, at jeg stadig har lyst til, at stå op om morgenen og at jeg kan komme ud af døren uden at være grædefærdig. Og det er lykkedes mig indtil videre.  Og så vil jeg ikke forlange mere. Indtil videre er det nok for mig. Når jeg så har en fed, forvokset baby (DER GÅR), at kysse på når jeg kommer hjem igen og en mand der støtter mig uanset hvad, så klarer jeg mig. Det er min garanti.
Og nu venter jeg. Så må vi se hvad fremtiden bringer..

Reklamer
Nytliv ;

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s