Statusopdatering på mit liv.

Okay, ikke fordi det skal være fuldstændig firkantet,struktureret og skemalagt
(hvilket jeg ellers er fortaler for), har jeg besluttet mig for,
at lave en status på min nuværende livssituation.
Det lyder måske vældig drastisk og nærmest indre-terapeutisk. Til dels.

Jeg poster den ikke på facebook, så folk må jo læse det, hvis de tilfældigt er inde og vende på siden her. Nej, jeg har brug for lige at nedfælde, hvordan det hele egentlig går. Og dette er nok det mest oplagte forum.
Både fordi, at jeg her har min fineste samling af hjernebræk og følelsesforvirring, men også fordi det er her, hvor folk jeg kender og holder af, har en chance for at følge med, på behøring afstand. Og dét er okay.

Husk lige det; Det er okay at følge med på behørig afstand.
Det er okay, at du ikke ringer i tide og utide, for at høre hvordan det går og hvordan jeg har det. Jeg har ikke brug for tvungen/samvittighedspræget omsorg.
De der er tættest på mig, dvs. min far, mor, søster og mand giver mig den bekræftigelse, accept og forståelse jeg har behov for. Jeg er ikke opmærksomhedskrævende, så behovet for alles besyv er mig ikke nødvendigt. Ikke dermed sagt, at jeg ikke værdsætter det – Jo da, det skal bare være oprigtigt. Og så skal du ikke være bange.
Hvis du ikke spørger, får du ingen svar.
Og jeg stiller mig sgu ikke op i forsamlingen og råber;

“SÅ, FOLKENS! Nu er jeres allesammens angstprægede, borderline-diagnosticerede, OCD-adfærdshandlende, pillespisende Stine ankommet!! QUESTION ME!!!!!”
.
.. Næppe!

Og så er det jo smart, at man kan følge med her, fordi du slipper for at spørge. Og jeg slipper for at gentage mig selv 800 gange.

Nå.. Det var den dér status.
Når jeg ganske hurtigt tænker mig om, så synes jeg egentlig at det hele går ganske fortrinligt. Jeg er lige gået (3 timer!!) op i tid og synes kun at det er rart.
Mine arbejdsopgaver er udholdelige, mine kollegaer skidesøde, der er en kaffeautomat og jeg kan stadig nå at hente fedlingen til normal tid.
Men ja, det er sgu da også hårdt, men ikke så hårdt, at jeg har behov for at tale om det. Det er hårdt at stå tidligt op, at være væk en hel dag, at komme bagud med tøjvasken og få mindre “mig-tid”. Men jeg tror sgu, at det er det hele værd. For jeg er glad. Gladere end jeg har været i lang tid. I tirsdags tog jeg på arbejde, selvom jeg havde ondt i halsen (fik efterfølgende afvide af min læge, at jeg havde streptokokker og viralia, så skulle nok ha’ blevet hjemme). Men hvad sker der lige for det?! Jeg tog AFSTED selvom jeg var halv-syg. Det var ikke sket for 3 år siden. Dengang ejede jeg ingen arbejdsglæde, vilje eller udholdenhed. Noget alle de der terapigrupper på Psyk ha’hjulpet mig…

Og hvad angår Milo/Mimse/Fedlingen/Inke-Minke/DenLilleFede:
Han er glad. Og det er trods alt i verden vigtigst. Han er glad, smuk og utroligt elskelig. Han kan ikke bare gå – han løber. Han kan ikke bare smile – han griner. Og han gør det godt. Han gør mig stolt. Og han gør mig til den mor, jeg gerne vil være. Hende der jagter ham rundt i stuen, mens han hviner af glæde. Så kender jeg mig selv. Det er der jeg vil være, og lige nu er det dér jeg er. Og jeg nyder det.

I dag har jeg været på arbejde og gjort det godt.
I dag har jeg jagtet en jubel-skrigende Milo rundt i stuen.
I dag var en god dag. I dag var jeg mig.

Reklamer
Statusopdatering på mit liv.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s