All the single ladies!

Som titlen ligger op til, kommer dette indlæg til at omhandle single-kvinder – og helt specifikt singlemødre. Fordi… Hvordan gør I? Og ydermere – Hvor er I bare røvseje!

Jeg lever jo selv i et ganske velfungerende ægteskab med Lars, hvor vi deler tingene lige over; Vi laver begge mad, gør rent, skifter ble, putter fedlingen, handler ind og vasker tøj. Min fornemmelse er dog, at det ikke er alle parforhold, der er ligeså balancerede. Tak Lars ❤

Dog vil jeg lige tilføje dette:

3 grunde til, at du som mand skal hjælpe til i hjemmet:
1. Du fucking bor der.
2. Du fucking bor der.
3. Du fucking bor der!

Når det så er sagt, er der utroligt mange hjem, hvor den ene forælder – af den ene eller anden grund – er alene (om det er far eller mor, er sådan set underordnet).
Min pointe er, at alle de ting Lars og jeg gør fælles og hjælpes om, gør du alene. Du træffer alle beslutninger enhændigt, har kun din egen indkomst at læne dig op af, du har ingen til at give dig en pause i løbet af dagen og har ingen at dele dine frustrationer over, at ungen nu igen er vågnet for 117. gang i løbet af natten.

Og hold kæft, hvor må det være hårdt. Nu ved jeg godt, at jeg generaliserer pænt meget og at det heldigvis er de færreste, der ikke har en eneste i deres familie eller omgangskreds, at dele alle disse ting med. Men stadigvæk! Jeg kunne ikke gøre det. Det er jeg ret sikker på. Okay, hvis jeg ikke havde et valg, så ville det sgu nok fungere alligevel, men jeg tør slet ikke tænke på hvor stramt jeg ville ha’ det..

I sidste uge var min smækre halvdel i biffen og igår var han til foredrag. Begge arrangementer foregik således, at han forlod den lille fede og jeg selv omkring kl. 18.
Og ja, jeg sagde forlod. Fordi sådan kan det kortvarigt føles.

Og så stod jeg der med tyksakken, der selvfølgelig brugte de første 10 minutter på at rende rundt alle vegne i hytten og råbe “far, far, far“.
HALLO, røvsnaps – jeg aka. din MOR er her altså stadig! Men det virkede sgu ikke til at rage ham en papand…

Tingene foregår naturligvis en smule langsommere, når man er én om at gøre to menneskers arbejde. Ikke fordi jeg ikke kan finde ud af, at lave mad og affodre ungen uden Lars’ tilstedeværelse, men det er bare nemmere at Lars sidder og leger med Milo imens jeg laver mad – istedet for at jeg skal stå med en brandvarm stegepande og et delvist hysterisk (læs: sultent) barn, der klynger sig til mit bukseben og øger risikoen for benspænd markant. Men det lykkedes da.
Heldigvis, for mig, er spisningen en leg, da mit barn elsker mad højere end livet selv – og eftersom at han vil spise selv, kan jeg også få lov til at spise nogenlunde varm mad.
Da vi er færdige med at spise er klokken 18.15… KUN 18.15?!?!?
Ja, lortemor eller ej, så er det faktisk min første tanke…

Selvfølgelig får vi tiden til at gå (afrydning af spisebord og opvask må dog vente).
Da klokken nærmer sig sengetid, begynder jeg at gøre klar som vi plejer og sørger for, at holde fast i alle rutiner, selvom Lars ikke er her. Fedlingen får en ren ble (under kraftig protest), får nattøj på (under kraftig protest) og får børstet tænder (under kraftig protest). Så får han sin godnat-medicin (movicol) og sidder derefter og putter lidt hos mig. Eller… Det vil sige, at han plejer at sidde og putte lidt. Nu er han mere interesseret i at finde sin far og bliver ved med at messe “far, far, far“..
Jeg forklarer ham på pædagogisk vis, at far ikke er hjemme, men kommer hjem senere og Milo svarer; “far, far, far“… Jesus!

Jeg placerer tyksakken i hans seng og putter dynen godt rundt om ham. Jeg står og nusser ham lidt til ro og siger derefter “Nat-nat og sov godt!“.
Jeg forlader værelset og da døren lukkes, starter det, der virker som helvedes opstandelse på jord.. Ungen vil selvfølgelig ikke i seng. Åbenbart.
Hele 8 gange må jeg ind til ham, i løbet af 30 minutter. Og jeg bruger alle mine bedste mor-egenskaber! Men han nægter at overgive sig.
Da han tilsidst falder i søvn, sidder jeg med en lortefølelse af, at jeg har ladet ham græde sig selv i søvn, fordi jeg ikke blev derinde til han sov tungt..
Nu siger han i hvert fald aldrig mor

Og Lars? Hvad fanden laver han?
Jaja, han sidder i biografen/til foredrag og hygger sig VÆLDIG meget!!
Lortemand, der bare efterlader mig alene og forladt.
.. Denne mindre hjerneblødning er heldigvis hurtigt overstået og jeg overfalder ikke Lars med skældud mv. da han kommer hjem. Men han kan vist godt se på mig, at det har været en lang aften.

Han nævnte forleden, at der på hans arbejde planlægges sommerferie med eleverne på skolen, og at han var blevet spurgt om han ville med. I 3-4 dage.
Skal jeg grine eller græde?

Og måske smører jeg lidt tykt på, eller måske er det faktisk lige præcis så hårdt, at gøre alting alene. Måske er det ekstra svært, fordi jeg ikke er god til at håndtere pres på nogen måder. Fordi jeg er lidt ekstra udsat, følelsesmæssigt. Eller har alle sådanne dage? You tell me!

SÅ, singlemødre!! Jeg beundrer jer! Jeg synes det er fantastisk, at I gør hvad I gør, hver evigt eneste dag. Uden at slå jeres børn halvt ihjel eller få en psykose i alt virvaret.
Det var bare lige det jeg ville sige. Godt gået!

Reklamer
All the single ladies!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s