En æra endt.

Ja, lidt en æra kan jeg vel godt kalde det. Om ikke andet, en meget (følelsesmæssigt) lærerig tid. Jeg taler selvfølgelig om min tid, som patient/bruger i Distriktpsykiatrien – nærmere betegnet Psykiatisk Klinik i Slagelse.

Da jeg i Juli, 2013 blev visiteret til opstart i gruppeterapi samt indiviulle terapeutiske samtaler i psykiatrisk regi, ville jeg aldrig have forudsagt den personlige udvikling der har fundet sted. Jeg var bange, fuld af mistillid og havde ingen form for tro på bedring.

Jeg sloges dagligt med mine indre dæmoner. Jeg hørte ting, der ikke var der, jeg lod min hjerne spille mig et puds (eller syv), havde tanker om selvskadende adfærd (jeg ikke efterlevede), begyndte at isolere mig, drak mig fuld ved enhver given lejlighed og hadede mig selv og alle der sagde at jeg var god nok.

Jeg kæmpede flere gange dagligt med angsten og frygten for samme. Meget af tiden var jeg ikke angst – jeg var angst for angsten. Hvorfor jeg heller ej forlod min lejlighed. Min OCD blomstrede i fuldt flor – alting havde sin plads og jeg havde en bestemt måde at alting blev gjort på. Ellers ville nogen nok dø. Om ikke andet, komme slemt til skade.

Lidt post-traumatisk stress skulle jeg ikke snydes for, da visse ting også kunne “tricke” min diagnose; Hvis min mand havde spist noget bestemt mad, hvis jeg hørte en bestemt sang eller hvis blot jeg kom i tanke om en tidligere episode af mit liv. Da blev jeg kastet direkte tilbage til oprindelsen. Og tro mig – et flashback og PTSD er ikke det samme….

Jeg er stadig mere følelsesmæssigt påvirkelig end mange andre. Jeg tager stadig medicin hver morgen og jeg har stadigt behov for, at holde strengt fokus på mit eget ve og vel. Men jeg har sagt farvel. Farvel til Pskykiatrien og farvel til min terapeut. På eget initiativ.

Jeg har måtte sande, ikke at kunne hive mere læring om min egen person ud, derfra. Jeg har lært mere om mig selv i disse 3 år, end flere mennesker lærer på et helt liv. Jeg kender mig selv. Jeg kender mine grænser, mine værdier og mine følelsesmæssige signalklokker. Jeg mærker mig selv. Det har jeg aldrig prøvet før.

Da min terapeut og jeg, igår, sagde farvel til hinanden i en stor omfavnelse fik jeg tårer i øjnene. Da jeg var gået ud af døren, stortudede jeg.

Frygten for, at min borderline blusser op, vil altid være der.
Men stoltheden over den sejr jeg nu har opnået vil aldrig forsvinde.

Reklamer
En æra endt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s