Svagpisser?

Stress-inkontinens, har ikke noget med det, vi normalt forbinder med stress at gøre. Egentlig er det svenske ord anstrengelses-inkontinens mere logisk, da det præcist fortæller om inkontinenssituationen.” – Kontinensforeningen.

Gud fri mig vel!
Okay, det er jo ikke ligefrem fordi, det kommer som et chok for mig, at jeg er lidt begrænset efter Milos fødsel. Men ligefrem at kalde det inkontinens… Det er sgu da at presse citronen. I bogstaveligste forstand.
Ikke detso mindre, var det den besked jeg fik, hos mit besøg hos bækkenbunds-fysioterapeuten, i forbindelse med mit ugentlige besøg på genoptræningscenteret, hvor jeg er tilknyttet, grunden den dér skide skulder (som faktisk er i bedring).

Det første jeg tænkte da jeg hørte ordet, var, at jeg fra nu af må betragte mig selv som en dame +80, og at mine dage på trampolinen med Milo, er et overstået kapitel.
Man bliver sgu da ikke inkontinent i en alder af 27….
Men jo. Når man har født et barn, der har losset ens blære ud af kurs, så ser det sgu sådan ud. (Og ja, jeg HAR lavet div. bækkenbundsøvelser, efterfølgende)
Det er ikke fordi jeg går og sjatpisser i tide og utide – det kan jeg skam godt kontrollere – men bed mig om at hoppe, hoste eller løbe og jeg takker pænt nej. Jeg ville hjertens gerne og takke nej til at nyse – men det er åbentbart ikke mit eget valg. Ligeledes er der sikkert mange der har brugt udtrykket “Jeg grinte så meget, at jeg var ved at tisse i bukserne“. Pff…. Been there, done that. Bare spørg min lillesøster, der stadig trækker på smilebåndet over dén historie. Og det er faktisk okay.
– Griner din søster af dig, fordi du ikke kan holde på vandet? Nej. Min søster griner af mig, fordi jeg griner så meget, at jeg ikke kan holde på vandet. Og værre er det faktisk ikke. Det gør ikke ondt, det er ikke farligt og det er yderst sjældent at jeg ender i en sådan situation. Ikke fordi jeg aldrig griner, men fordi jeg dog stadig har en smule kropskontrol tilbage. Så du behøver ikke at glo mig nervøst i skrævet, næste gang jeg trækker på smilebåndet 😉

Men altså, eftersom fysioterapeuten fortalte mig at jeg sagtens kan finde ud af at lave de dérsens knibeøvelser (gad vide hvordan hun fandt ud af det!?), men tilgengæld sagde direkte til mig; “Du er lidt en klovn til at slappe af“, blev jeg mere rolig – så er der altså en løsning. Hendes løsning var dog, at hvisde nye øvelser ikke hjalp, så kunne jeg – når jeg vel og mærke var blevet noget ældre – få en slynge opereret fast, rundt om urinrøret, som hjælp.
En slynge er sgu da noget man får på, når man har brækket en arm! Men det er så konklusionen; Fødslen af Milo har skubbet min blære ud af kurs, hvilket gør mig til en svagpisser, der skal ha’ filetten i gips. Vorherre til hest.

Men jeg ved, at jeg langt fra er den eneste der bokser med problematikker som denne. Det gør på mange måder situationen mere tålelig. Så high-fives til alle dem der ikke kan hoppe trampolin eller få et grineflip. Om ikke andet, så kan I sende jeres børn ned til Købmanden og købe maxi-bind til jer, når de er gamle nok. Det er den perfekte hævn…

Reklamer
Svagpisser?

Ro.

Et par timers stilhed. Uden stillingtagen. Uden barn eller flere. Uden tv eller musik. Bare stilhed. Jeg kan nærmest mærke, hvordan min hjerneaktivitet daler ned på et menneskeligt niveau. Mit, ellers konstant opmærksomme blik, hviler nu kun på skærmen. På mine egne ord. På mig. Egoisme er én af de mindst anvendte egenskaber jeg besidder..

Den lille fede har været hjemme de sidste 3 uger. Kun med få vuggestuedage iblandt. Først fik han skoldkopper, dernæst infektion i det nedre øjenlåg (som først blev tolket som øjenbetændelse og dernæst bygkorn – på trods af, at han nærmst var blind i 3 dage og rendte rundt og sagde; “Mor, mooaarr, ikke se noget!”. ) Da vi så endelig fik penicillin til ham, var det først det 3. præparat der virkede. Det første var en stor pille, som ikke engang jeg selv ville kunne sluge og i anden omgang skulle han drikke noget der smagte af rævepis – hvorefter han brækkede sig i lårtykke stråler (på sin far, høhø). Tilsidst fik vi udskrevet Imacilin (medicinens svar på candyfloss) og ungen ville endelig indtage lortet, uden det kom op igen. Herefter skulle der gå 3 dage, hvorefter hans øje endelig så nogenlunde normalt ud. Desværre/men med det held Milo har, var det ikke slut endnu. Hans temperatur lå stadig på 39-40 stykker og han ville hverken have is eller kakao. SÅ blev hans mor sgu bekymret! For 3. gang måtte vi til lægevagten, der kunne konstatere at han havde fået en virus samt røde knopper over hele kroppen. Skoldkopper havde han jo lige haft, så konklusionen blev, at han havde mønteksem. Hvad fanden det så end er. “Giv det tid og kærlig pleje“- mig i røven, Fru vagtlæge! Men da man åbenbart ikke kan returnere defekte børn, måtte vi traske hjem igen.

Milo er heldigvis en sej gut og har været helt på toppen i et par dage nu. Den første dag, hvor han ikke havde feber længere, begyndte jeg at få ondt i halsen. Det er nu 3 dage siden og her sidder jeg FOR 7. GANG I ÅR(!!!!) med betændelse i tungemandlerne.
Det er godt, at vi ikke på forhånd, når vi bliver født, får en liste med alle de ting vi kommer til at fejle i vores liv og hvor mange dage vi kommer til at bruge i sygdommens tegn. Hvis jeg havde vidst det, havde jeg nok aldrig haft noget livsmod.

Det er utroligt drænende at være syg hele tiden. Især fordi jeg lige er startet op fra en 2 måneders sygemelding i praktikken, da jeg – som den fænomenale mor jeg er – skulle rutsje ned af baby-rutsjebanen i anlægget. Never again!
Det har resulteret i 2 forskubbede nakkehvirvler, en afklemt skulder, hængende ledbånd og en muskulatur i hele dette område, der nægter at arbejde sammen. Herudover, har jeg spenderet over 5000 kr. på diverse ture til Kiropraktor, fysioterapeut og massør. Tak for dén hjælp. Efter mit besøg hos Ortopæderne i Holbæk, blev jeg dog bevilliget et gratis genoptræningsforløb. Og jeg tror det hjælper. Eller håber.

Dette betyder desværre, at jeg har måtte starte min praktik op igen, helt fra bunden. Og jeg var næsten i mål – 31 timer skal jeg arbejde ugentligt. Jeg var på 28. Nu er jeg på 10. Men det er okay. Jeg kan lide at være derude og de kan lide mig (det siger de i hvert fald). Så jeg er blevet forlænget til og med januar. Så jeg har god tid til, at lade min skulder vænne sig til, at bevæge sig, for helt ærligt så føler jeg mig sgu ret handicappet.  Jeg er heldigvis kommet over det punkt, hvor jeg hverken kunne vaske hår eller hive en trøje ned over hovedet. Men smerterne er ikke væk endnu. At jeg så i tillæg både får Morfin og sovepiller, for at fungere i dagligdagen, det er en anden snak. Ikke en snak jeg orker at tage stilling til, da det er det der fungerer her og nu.

Så lige nu nyder jeg stilheden. Det eneste jeg kan høre, er computerens summen. Jeg kigger ned på tastaturet og prøver at fokusere på knapperne, men de flyder sammen. Jeg er træt. Jeg glæder mig til hverdagen. Til at aflevere Mimle i vuggestue.
Og til at komme hjem til en lejlighed uden lyd.
Uden lyden af et sygt, grædende barn, eller lyden af et termometer der bipper 39,8. Ingen lyde af de samme røvsyge afsnit af “Blaze og Monstermaskinerne“, på Nikelodeon eller filmen “Biler“, som vi mindst har set 784 gange. Jeg glæder mig til at blive menneske igen. Lige nu er jeg zombie-mum. Og på trods af, at det er halloween, så er jeg godt træt af al den rædsel..

Ro.