Hjernepine.

Der går tit en ung fyr forbi altanen, når jeg sidder og ryger min morgensmøg. Jeg kan høre ham inden han kommer til syne og jeg ved, at han har en dårlig dag. Han råber meget højt. Han skælder ud. Han er alene og han er sur på verden. Han er upåvirket af andre menneskers tilstedeværelse, men skælder samtidig alle dem ud, han møder i sine drømme. Det er en hårfin grænse. Mellem virkelighed og hjernebræk. Nogle gange kan han ikke skille det ad, og kommer til at råbe af hans mareridts uhyrer midt på Klostergades fortov. Jeg ved hvordan han har det. Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind. Jeg er bare i stand til at styre det – nogenlunde. Jeg tror ikke han kender nogen udenfor drømmeverdenen. Der er ingen til at fortælle ham, at hans mareridt er et produkt af en alt for skrøbelig og belastet sindstilstand. Derfor råber han til verden. Det gør jeg også, men råbene høres kun af mig selv. Folk tager afstand til ham. Synes han er sær. Bliver bange for ham. Fordi han lukker op og lukker ud. Det nytter ikke noget, at alle hører ham, men ingen lytter. Han er det, der sker med os andre, hvis vi ikke får afløb for vores indre. Får delt vores sorg, glæde og frustration. Vi bliver tomme skaller og så snart en revne dukker op, krakelerer hele overfladen. Derfor skriver jeg.

Jeg er ikke ved at miste besindelsen. Mine fødder er stadig plantet i jorden, omend ikke så solidt som førhen. Jeg kan stå op hver dag og gøre de ting jeg skal, qua at jeg er et menneske. Men det er hårdere end det plejer at være. Det tager længere tid at komme i fokus. At “tune ind” – finde min frekvens for at få den reneste lyd.

I slutningen af september ’17 begyndte noget at rumstere i mig. Noget jeg ikke havde mærket i lang tid. Jeg prøvede at dysse det ned; at affeje det som en normal process i et førhen plaget sind. Men det blev ved og forstærkedes kun. Jeg tyede til gamle hjælpeværktøjer og strategier jeg havde lært i min tid på psykiatrisk. Intet virkede og jeg blev ængstelig. Det værste var mine mareridt. Mareridt der startede som “almindelige” feber-drømme, men hurtigt udviklede sig til grænsepsykotiske virkelighedsforvrængninger – umulige at slippe af med, selv i vågen tilstand.

Natten til d. 14. november ’17, drømte jeg om Milo. Han var glad og smuk som altid. Vi kørte i tog. En gammel sporvogn, faktisk. Hver togvogn hang sammen med den næste forbundet af tykke kæder, med ca. 1 meters afstand imellem.
Milo sad på sædet ved siden af mig, og kiggede ud af vinduet. Hans hår hvirvlede vildt omkring i blæsten fra de åbne vinduer i vognen.
Jeg tror vi kørte omkring 35 km/t. Pludselig fik vinden fat i mit eget hår, som også begyndte at svirre rundt for øjnene af mig. Da jeg omsider fik det kontrolleret var Milo selvfølgelig væk. Jeg fik først øje på ham, da det var for sent. Han gik på line. På togkæderne mellem vognene. Det blæste kraftigt. Han fik øje på mig. Han smilede i hele hovedet og så fik han overbalance… Toget buldrede videre og resten kan jeg ikke skrive ned. Jeg har gennemlevet det i mine tanker så mange gange, set det ske for mit indre øje og mærket blæsten i mit hår. jeg slipper det aldrg. Men da jeg stod op den morgen, var drømmen virkelig. Den åd mig op indefra. Jeg kunne ikke abstrahere. Jeg kunne kun se Milo falde af sporvognen. Høre hans skrig kombineret med mit eget.

Efter halvanden time på arbejde måtte jeg opgive ævred. Jeg kunne knapt støtte på mine ben. Tankerne blev til virkelige hændelser i mit hoved og jeg kunne ikke trække vejret eller hive mig selv op. Jeg skulle væk.

Og væk kom jeg. Til Psykiatrisk Akutmodtagelse. Samtale med en sygeplejerske. Så en anden. En vagt der holdt øje med mig. Mon jeg var sindssyg? Samtale med en lægestuderende; “Tag flere piller og sov”.

Jeg blev ikke mindre angst af den grund. Jeg tog 2 truxal og gik i seng. Alt for ofte, er den eneste løsning søvn. Jeg kan hverken tale mig ud af smerten eller arbejde mig ud af angsten. Den har bidt sig fast og jeg må opnå hjernefred for at få tankefred – altså søvn. Samtidig med, at søvn ikke tiltaler mig, grundet frygten for mareridtenes tilbagevenden. Det er pest eller kolera. Og et latterligt håb om, at det hele er forsvundet når jeg vågner næste gang. Men det er det ikke. Tværtimod. Jeg tror Milo er kommet slemt til skade. Jeg vågner med et sæt – er bange for at jeg har glemt at hente ham i børnehaven, selvom det er Lars der skal hente. Jeg vil ringe derned. Spørge om han er okay. Høre hans stemme og vide, at han er i live. I live…. Jeg er bange. Bange for at mit barn dør, når ikke han er i min varetægt. Tankerne bliver ved dag for dag. Arbejdet ringer: “Kommer du snart?”. Min mor ringer: “Hvordan har du det?“. Min omverden fortæller mig, at jeg skal have det godt. Jeg vil gerne have det godt. Jeg har det ikke godt. Hvordan får man det godt? Kan man lære at styre sine drømme, eller endda sine tanker? Kan man lære at leve med angsten? Den har jeg levet med i mange år. Det har været et elendigt bekendtskab, men jeg har lært at udholde det. Nu kan jeg ikke holde det ud. Intet virker. Alt vælter. Jeg får flere piller; “Stemningsstabiliserende“. Jeg giver det en chance. Tiden går. Måske bliver jeg mere stabil. Måske vænner jeg mig endnu engang til tankerne. Får dem på afstand, så jeg kan anskue dem objektivt. Men det sker jo aldrig. Hvordan kan et menneske se på sine egne følelser uden subjektivitet? Hvordan kan man undgå at føle sine følelser, når intensiteten er så høj? Lægge låg på. Det kan jeg godt. Jeg er nærmest verdensmester. Hvilket egentlig var med til at skabe alle de her problemer i første omgang. Ved ikke at tale eller føle. At leve sit liv på autopilot, uden at se hvor jeg er på vej hen eller hvor jeg kan ende.

Så nu venter jeg. På hvad ved jeg ikke helt. På at det bliver bedre. Eller værre. På en reaktion fra mig selv, så jeg kan få en status. En opdatering fra mit indre.
Jeg er blevet revisiteret til psyk. klinik. Det venter jeg også på. Hvis ikke helvede når at fryse til is inden da..

Jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke længere har brug for at få at vide, at det er okay, at jeg er psykisk syg. Jeg ved godt, det ikke er selvskabt (langt hen af vejen), jeg ved at min borderline vil blive ved med at titte frem i større eller mindre grad, når jeg bliver presset. Men denne gang var jeg ikke presset. Jeg havde det godt. Jeg kunne arbejde, elske min familie og passe på mig selv og min hverdag. Og alligevel blev tingene vendt på hovedet af min “kan-du-da-for-helvede-ikke-bare-lade-mig-være-i-fred“-hjerne. Jeg ved ikke hvad der trickede mig eller hvorfor mareridtene og dødsangsten overhovedet kom i første omgang. De var der bare. Indstillet på, at flytte ind.
Og det er dér problemet ligger. At jeg ikke kan få fred. Jeg er okay med min psyke og de ting (ocd, ptsd, depression) der nogle gange følger med. Men jeg er træt.
Trær af, at skulle aflede mig selv. At kæmpe for befrielse, når jeg ender op som fange igen, før eller siden… Det er hårdt.

Det er hårdt at opretholde en facade overfor sin omverden. Ikke for min skyld, men for deres. For at skåne andre, for den belastning det er, at have mig på sidelinjen. Og det kan være en belastning – ikke at kunne deltage i tingene derhjemme, at miste lysten til at stå op, at sidde på sit job og glo tomt ud i luften eller at elske sin søn, uden at have overskud til, at vise ham det.

Alting bliver bedre med tiden. Men tid er menneskeskabt. Og mennesker har følelser. Og følelser lader sig ikke kontrollere. Uanset hvilken form de kommer i.
Derfor råber den unge fyr til himlen, når han går på gaden og derfor råber jeg tilbage til min hjerne, når jeg ligger i min seng om aftenen…

Reklamer
Hjernepine.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s