“Overlove” – at elske stærkt.

En af de ting, jeg har kæmpet meget med gennem årene – og stadig ikke har lært at håndtere – er tvangstanker. De kommer selvfølgelig i forskellige grader og jeg lader mig normalt ikke hidse op af, at min hjerne prøver at dirigere rundt med mig, da det er blevet mig en vane. Ligesom med de forskellige tvangshandlinger jeg ikke har kunnet fralægge mig, har jeg istedet lært at leve med dem.

Jeg begyndte at have tvangstanker som 14-15 årig… Måske tidligere, men jeg kan ikke huske det. Dengang omhandlede tankerne primært, at jeg ville komme slemt til skade af uforklarlige årsager. Jeg stoppede bevidst med at gøre forskellige ting; at løbe – da jeg var bange for at falde, at cykle – da jeg var bange for at blive kørt ned, at gå ud om aftenen – da jeg var bange for at blive…ja – slået ihjel.
Det lyder måske ret banalt og overdramatiseret, men det var ikke desto mindre min virkelighed. Jeg følte mig ikke specielt dramatisk – nærmere sær og ensom. Sådan en gang hjerne-bræk kunne jeg jo ikke fortælle andre om. Jeg var sikker på, at blive spærret inde hvis nogen fandt ud af, hvordan mine tanker rumsterede rundt i knolden på mig. Så jeg gjorde som enhver usikker teenage-pige med dårligt selvværd; jeg gemte det væk. Skabte en lille, lukket kasse i mit hoved, hvor der var plads til alle de tanker, som ikke måtte se dagens lys.
Nogle dage sprang kassen op, af sig selv. Simpelthen fordi den var blevet overfyldt. Jeg tror også det var deromkring, hvor min debut som cutter fandt sted. Simpelthen fordi der ikke var andre måder at få tankerne væk og hjernesmerterne ud af systemet på. Men det er en helt anden historie…

Som mit liv har udviklet sig og qua den psykiatriske og medicinske behandling jeg har modtaget, er tvangstankerne dog gevaldigt minimerede. I hvert fald for en tid.

D. 16/9-2014 kom en lille sol til verden. For en stund blev alting rosenrødt – mit hjerte svævede og skyerne i mit sind lettede. Han var det smukkeste i verden. Han var mit livs kærlighed. Min Milo, mit barn, mit liv.

…Mit ansvar. Mit. Egentligt et ansvar og en opgave, som jeg ikke var i tvivl om, at jeg kunne magte. Mit liv havde indtil da ikke været en specielt stor succes, men dette vidste jeg, at jeg kunne gennemføre med bravour. Men hvorfor var jeg så så bange?

Angsten for at miste kom som et slag i mit hoved og i løbet af ganske få dage blev mine tvangstanker tiltagende og jeg fik dødsangst som aldrig før.
Fuldstændig ligeglad med mit eget liv, ve og vel, men i konstant bekymring (okay – panisk angst) for Milos velbefindende.
Jeg kunne ikke beskytte ham. For jeg var ikke bange for, at nogen ville gøre ham ondt eller skade ham. I hvert fald ingen udefra – det var mig selv. Jeg var min egen frygt. Ikke fordi jeg havde lyst – på nogen måde – til at gøre nogensomhelst former for skade på dette lille smukke væsen, men min hjerne… Den gik mildest talt amok.

Den overproducerede konstant billeder og små seancer for mit indre øje, hvor jeg gjorde ting ved mit eget barn, som jeg end ikke har lyst til, skal stå skrevet. Jeg blev så bange for mig selv. Bange for, at miste besindelsen og samtidig blive sindssyg – eller allerede være det. Og jeg græd; jeg elskede dette lille agern mere end livet selv og så var det dét min hjerne gik op i? At jeg tabte Milo på gulvet med vilje eller glemte ham i badekaret (nogle af de mindre voldsomme tanker).

Og jeg hadede mig selv. Jeg havde lyst til at kradse mine øjne ud, fordi jeg ikke fortjente at se hans livsbekræftende smil eller flytte. Ja, bare flytte min vej og lade Lars (den forælder der ikke tankemæssigt prøvede at slå sit eget barn ihjel) klare det hele selv.

Dét er tvangstanker. Men jeg har ikke beskrevet dem nært så præcist som de føles. Det er en umulig opgave at få andre til at forstå den eksakte følelse vi selv besidder. Derfor vil jeg dele den her video med jer. Jeg så den for første gang i dag. Og jeg græd som pisket – fordi jeg for første gang i mit liv, har set – udefra – hvordan det er at leve med en hjerne i krig og et hjerte i frygt.
Så jeg har en bøn; Se den her video som Lucas Helth og Clara Tufte har lavet. Den handler om netop dette emne. At slås med sin hjerne – og tabe.

Tak.

“Overlove” – at elske stærkt.