Ghost

I always see her right beside you
Her fingers in your hair
She’s with you everywhere you go
She’s a ghost
She makes sure you don’t get hurt
By hurting you the most
When I get close to you
She’s a ghost
I wanna make you see
Just how easy it can be
If you trust in me
But she will never let you go
On your own
And when we sleep – she sleeps between us
And when we kiss – she’s in between
When we make love – she loves to see us
And when we sleep – she sleeps between us
And when we kiss – she’s in between
When we make love – she loves to see us
Now I see you right beside her
Your fingers in her hair
You’re with her everywhere she goes
She’s a ghost
I wanna make sure that you don’t get hurt
When she’s hurting you the most
I wanna get close to you
I wanna be your ghost

Jeg vil gerne have at du forstaar teksten.
Den er skrevet af det danske band Jonah Blacksmith.
Det er en af de mest velskrevne sange jeg nogensinde har hoert.

Foerste gang jeg hoerte den i radioen, faldt jeg pladask for den.
Jeg fandt teksten og laeste, mens jeg hoerte nummeret igen.
Jeg broed graedende sammen.

En tekst kan som oftest tolkes paa flere maader, alt afhaengigt af foelelser, tanker og livssyn.
Denne ligger dog – for mig – lige til hoejrebenet.

Dét, at jeg har nogle psykiske udfordringer goer, at jeg tit ser, hoerer og tolker ting paa en anden maade og derfor ogsaa reflekterer anderledes end andre ville goere.

Den her tekst, Ghost, er en psykisk syg kvinde.
Spoegelset er hendes psyke, der beskytter hende, selvom det skader mere end det gavner.
Spoegelset lukker ingen ind i hendes sind og slynger sig taet om hendes krop som en kvaelerslange, hvorfor det er umuligt for hende at leve frit.

“She will never let you go – on your own”.
Det er saa svaert at taenke klart, at traeffe de mest logiske beslutninger, at give sig hen og overlade sig hengivent til verden.

Derfor graed jeg. Fordi det gav saa meget mening. Fordi det var mit liv. Sort paa hvidt.
Jeg er (som regel) god til at udtrykke mine foelelser, men der sker noget i mig, naar et andet menneske er i stand til at tage alle mine foelelser og udtrykke dem, med deres egne ord, uden at kende mig eller min historie.
Det er smukt. Det giver mig en stoerre forstaaelse overfor mig selv og de mennesker jeg omgiver mig mest med.
I dette tilfælde Lars; ham der synger til mig, der altid hjaelper mig, hiver mig ud af moerket og altid har kaempet for at befri mig fra det sind der til tider er moerkt som universets sorteste hul.
Ham der goer, at mit spoegelse fortraekker sig og giver plads til mig.
Til os. Til livet.

Ghost