“Overlove” – at elske stærkt.

En af de ting, jeg har kæmpet meget med gennem årene – og stadig ikke har lært at håndtere – er tvangstanker. De kommer selvfølgelig i forskellige grader og jeg lader mig normalt ikke hidse op af, at min hjerne prøver at dirigere rundt med mig, da det er blevet mig en vane. Ligesom med de forskellige tvangshandlinger jeg ikke har kunnet fralægge mig, har jeg istedet lært at leve med dem.

Jeg begyndte at have tvangstanker som 14-15 årig… Måske tidligere, men jeg kan ikke huske det. Dengang omhandlede tankerne primært, at jeg ville komme slemt til skade af uforklarlige årsager. Jeg stoppede bevidst med at gøre forskellige ting; at løbe – da jeg var bange for at falde, at cykle – da jeg var bange for at blive kørt ned, at gå ud om aftenen – da jeg var bange for at blive…ja – slået ihjel.
Det lyder måske ret banalt og overdramatiseret, men det var ikke desto mindre min virkelighed. Jeg følte mig ikke specielt dramatisk – nærmere sær og ensom. Sådan en gang hjerne-bræk kunne jeg jo ikke fortælle andre om. Jeg var sikker på, at blive spærret inde hvis nogen fandt ud af, hvordan mine tanker rumsterede rundt i knolden på mig. Så jeg gjorde som enhver usikker teenage-pige med dårligt selvværd; jeg gemte det væk. Skabte en lille, lukket kasse i mit hoved, hvor der var plads til alle de tanker, som ikke måtte se dagens lys.
Nogle dage sprang kassen op, af sig selv. Simpelthen fordi den var blevet overfyldt. Jeg tror også det var deromkring, hvor min debut som cutter fandt sted. Simpelthen fordi der ikke var andre måder at få tankerne væk og hjernesmerterne ud af systemet på. Men det er en helt anden historie…

Som mit liv har udviklet sig og qua den psykiatriske og medicinske behandling jeg har modtaget, er tvangstankerne dog gevaldigt minimerede. I hvert fald for en tid.

D. 16/9-2014 kom en lille sol til verden. For en stund blev alting rosenrødt – mit hjerte svævede og skyerne i mit sind lettede. Han var det smukkeste i verden. Han var mit livs kærlighed. Min Milo, mit barn, mit liv.

…Mit ansvar. Mit. Egentligt et ansvar og en opgave, som jeg ikke var i tvivl om, at jeg kunne magte. Mit liv havde indtil da ikke været en specielt stor succes, men dette vidste jeg, at jeg kunne gennemføre med bravour. Men hvorfor var jeg så så bange?

Angsten for at miste kom som et slag i mit hoved og i løbet af ganske få dage blev mine tvangstanker tiltagende og jeg fik dødsangst som aldrig før.
Fuldstændig ligeglad med mit eget liv, ve og vel, men i konstant bekymring (okay – panisk angst) for Milos velbefindende.
Jeg kunne ikke beskytte ham. For jeg var ikke bange for, at nogen ville gøre ham ondt eller skade ham. I hvert fald ingen udefra – det var mig selv. Jeg var min egen frygt. Ikke fordi jeg havde lyst – på nogen måde – til at gøre nogensomhelst former for skade på dette lille smukke væsen, men min hjerne… Den gik mildest talt amok.

Den overproducerede konstant billeder og små seancer for mit indre øje, hvor jeg gjorde ting ved mit eget barn, som jeg end ikke har lyst til, skal stå skrevet. Jeg blev så bange for mig selv. Bange for, at miste besindelsen og samtidig blive sindssyg – eller allerede være det. Og jeg græd; jeg elskede dette lille agern mere end livet selv og så var det dét min hjerne gik op i? At jeg tabte Milo på gulvet med vilje eller glemte ham i badekaret (nogle af de mindre voldsomme tanker).

Og jeg hadede mig selv. Jeg havde lyst til at kradse mine øjne ud, fordi jeg ikke fortjente at se hans livsbekræftende smil eller flytte. Ja, bare flytte min vej og lade Lars (den forælder der ikke tankemæssigt prøvede at slå sit eget barn ihjel) klare det hele selv.

Dét er tvangstanker. Men jeg har ikke beskrevet dem nært så præcist som de føles. Det er en umulig opgave at få andre til at forstå den eksakte følelse vi selv besidder. Derfor vil jeg dele den her video med jer. Jeg så den for første gang i dag. Og jeg græd som pisket – fordi jeg for første gang i mit liv, har set – udefra – hvordan det er at leve med en hjerne i krig og et hjerte i frygt.
Så jeg har en bøn; Se den her video som Lucas Helth og Clara Tufte har lavet. Den handler om netop dette emne. At slås med sin hjerne – og tabe.

Tak.

Reklamer
“Overlove” – at elske stærkt.

Hjernepine.

Der går tit en ung fyr forbi altanen, når jeg sidder og ryger min morgensmøg. Jeg kan høre ham inden han kommer til syne og jeg ved, at han har en dårlig dag. Han råber meget højt. Han skælder ud. Han er alene og han er sur på verden. Han er upåvirket af andre menneskers tilstedeværelse, men skælder samtidig alle dem ud, han møder i sine drømme. Det er en hårfin grænse. Mellem virkelighed og hjernebræk. Nogle gange kan han ikke skille det ad, og kommer til at råbe af hans mareridts uhyrer midt på Klostergades fortov. Jeg ved hvordan han har det. Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind. Jeg er bare i stand til at styre det – nogenlunde. Jeg tror ikke han kender nogen udenfor drømmeverdenen. Der er ingen til at fortælle ham, at hans mareridt er et produkt af en alt for skrøbelig og belastet sindstilstand. Derfor råber han til verden. Det gør jeg også, men råbene høres kun af mig selv. Folk tager afstand til ham. Synes han er sær. Bliver bange for ham. Fordi han lukker op og lukker ud. Det nytter ikke noget, at alle hører ham, men ingen lytter. Han er det, der sker med os andre, hvis vi ikke får afløb for vores indre. Får delt vores sorg, glæde og frustration. Vi bliver tomme skaller og så snart en revne dukker op, krakelerer hele overfladen. Derfor skriver jeg.

Jeg er ikke ved at miste besindelsen. Mine fødder er stadig plantet i jorden, omend ikke så solidt som førhen. Jeg kan stå op hver dag og gøre de ting jeg skal, qua at jeg er et menneske. Men det er hårdere end det plejer at være. Det tager længere tid at komme i fokus. At “tune ind” – finde min frekvens for at få den reneste lyd.

I slutningen af september ’17 begyndte noget at rumstere i mig. Noget jeg ikke havde mærket i lang tid. Jeg prøvede at dysse det ned; at affeje det som en normal process i et førhen plaget sind. Men det blev ved og forstærkedes kun. Jeg tyede til gamle hjælpeværktøjer og strategier jeg havde lært i min tid på psykiatrisk. Intet virkede og jeg blev ængstelig. Det værste var mine mareridt. Mareridt der startede som “almindelige” feber-drømme, men hurtigt udviklede sig til grænsepsykotiske virkelighedsforvrængninger – umulige at slippe af med, selv i vågen tilstand.

Natten til d. 14. november ’17, drømte jeg om Milo. Han var glad og smuk som altid. Vi kørte i tog. En gammel sporvogn, faktisk. Hver togvogn hang sammen med den næste forbundet af tykke kæder, med ca. 1 meters afstand imellem.
Milo sad på sædet ved siden af mig, og kiggede ud af vinduet. Hans hår hvirvlede vildt omkring i blæsten fra de åbne vinduer i vognen.
Jeg tror vi kørte omkring 35 km/t. Pludselig fik vinden fat i mit eget hår, som også begyndte at svirre rundt for øjnene af mig. Da jeg omsider fik det kontrolleret var Milo selvfølgelig væk. Jeg fik først øje på ham, da det var for sent. Han gik på line. På togkæderne mellem vognene. Det blæste kraftigt. Han fik øje på mig. Han smilede i hele hovedet og så fik han overbalance… Toget buldrede videre og resten kan jeg ikke skrive ned. Jeg har gennemlevet det i mine tanker så mange gange, set det ske for mit indre øje og mærket blæsten i mit hår. jeg slipper det aldrg. Men da jeg stod op den morgen, var drømmen virkelig. Den åd mig op indefra. Jeg kunne ikke abstrahere. Jeg kunne kun se Milo falde af sporvognen. Høre hans skrig kombineret med mit eget.

Efter halvanden time på arbejde måtte jeg opgive ævred. Jeg kunne knapt støtte på mine ben. Tankerne blev til virkelige hændelser i mit hoved og jeg kunne ikke trække vejret eller hive mig selv op. Jeg skulle væk.

Og væk kom jeg. Til Psykiatrisk Akutmodtagelse. Samtale med en sygeplejerske. Så en anden. En vagt der holdt øje med mig. Mon jeg var sindssyg? Samtale med en lægestuderende; “Tag flere piller og sov”.

Jeg blev ikke mindre angst af den grund. Jeg tog 2 truxal og gik i seng. Alt for ofte, er den eneste løsning søvn. Jeg kan hverken tale mig ud af smerten eller arbejde mig ud af angsten. Den har bidt sig fast og jeg må opnå hjernefred for at få tankefred – altså søvn. Samtidig med, at søvn ikke tiltaler mig, grundet frygten for mareridtenes tilbagevenden. Det er pest eller kolera. Og et latterligt håb om, at det hele er forsvundet når jeg vågner næste gang. Men det er det ikke. Tværtimod. Jeg tror Milo er kommet slemt til skade. Jeg vågner med et sæt – er bange for at jeg har glemt at hente ham i børnehaven, selvom det er Lars der skal hente. Jeg vil ringe derned. Spørge om han er okay. Høre hans stemme og vide, at han er i live. I live…. Jeg er bange. Bange for at mit barn dør, når ikke han er i min varetægt. Tankerne bliver ved dag for dag. Arbejdet ringer: “Kommer du snart?”. Min mor ringer: “Hvordan har du det?“. Min omverden fortæller mig, at jeg skal have det godt. Jeg vil gerne have det godt. Jeg har det ikke godt. Hvordan får man det godt? Kan man lære at styre sine drømme, eller endda sine tanker? Kan man lære at leve med angsten? Den har jeg levet med i mange år. Det har været et elendigt bekendtskab, men jeg har lært at udholde det. Nu kan jeg ikke holde det ud. Intet virker. Alt vælter. Jeg får flere piller; “Stemningsstabiliserende“. Jeg giver det en chance. Tiden går. Måske bliver jeg mere stabil. Måske vænner jeg mig endnu engang til tankerne. Får dem på afstand, så jeg kan anskue dem objektivt. Men det sker jo aldrig. Hvordan kan et menneske se på sine egne følelser uden subjektivitet? Hvordan kan man undgå at føle sine følelser, når intensiteten er så høj? Lægge låg på. Det kan jeg godt. Jeg er nærmest verdensmester. Hvilket egentlig var med til at skabe alle de her problemer i første omgang. Ved ikke at tale eller føle. At leve sit liv på autopilot, uden at se hvor jeg er på vej hen eller hvor jeg kan ende.

Så nu venter jeg. På hvad ved jeg ikke helt. På at det bliver bedre. Eller værre. På en reaktion fra mig selv, så jeg kan få en status. En opdatering fra mit indre.
Jeg er blevet revisiteret til psyk. klinik. Det venter jeg også på. Hvis ikke helvede når at fryse til is inden da..

Jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke længere har brug for at få at vide, at det er okay, at jeg er psykisk syg. Jeg ved godt, det ikke er selvskabt (langt hen af vejen), jeg ved at min borderline vil blive ved med at titte frem i større eller mindre grad, når jeg bliver presset. Men denne gang var jeg ikke presset. Jeg havde det godt. Jeg kunne arbejde, elske min familie og passe på mig selv og min hverdag. Og alligevel blev tingene vendt på hovedet af min “kan-du-da-for-helvede-ikke-bare-lade-mig-være-i-fred“-hjerne. Jeg ved ikke hvad der trickede mig eller hvorfor mareridtene og dødsangsten overhovedet kom i første omgang. De var der bare. Indstillet på, at flytte ind.
Og det er dér problemet ligger. At jeg ikke kan få fred. Jeg er okay med min psyke og de ting (ocd, ptsd, depression) der nogle gange følger med. Men jeg er træt.
Trær af, at skulle aflede mig selv. At kæmpe for befrielse, når jeg ender op som fange igen, før eller siden… Det er hårdt.

Det er hårdt at opretholde en facade overfor sin omverden. Ikke for min skyld, men for deres. For at skåne andre, for den belastning det er, at have mig på sidelinjen. Og det kan være en belastning – ikke at kunne deltage i tingene derhjemme, at miste lysten til at stå op, at sidde på sit job og glo tomt ud i luften eller at elske sin søn, uden at have overskud til, at vise ham det.

Alting bliver bedre med tiden. Men tid er menneskeskabt. Og mennesker har følelser. Og følelser lader sig ikke kontrollere. Uanset hvilken form de kommer i.
Derfor råber den unge fyr til himlen, når han går på gaden og derfor råber jeg tilbage til min hjerne, når jeg ligger i min seng om aftenen…

Hjernepine.

Nowords, MLBP❤

Jeg er sjældent ordfattig. Oftere det modsatte. Jeg elsker ord og sprog. Jeg elsker det talte og det skrevne. Jeg elsker musikkens, naturens og kærlighedens sprog. Jeg går op i ord. Jeg har skrevet et væld af sange og digte gennem de sidste 10-12 år. De beskriver primært mine følelser; kærlighed, ensomhed, frustration, forelskelse und so weiter… Jeg ser mig selv som en ordekvilibrist – Ikke fordi jeg skriver uden fejl, men fordi jeg elsker at finde nye ordsammensætninger, metaforer, tolkninger og andre finurligheder. Jeg elsker at udtrykke mig med specielle, gennemtænkte ord, der formulerer præcist hvordan jeg har det, og ikke bare med en almindelig floskel.

Men jeg har en indrømmelse; Jeg er ordløs. Ordfattig. I ord-udu og metafor-fjern. Jeg ville så gerne skrive dig en sang, et digt eller bare et vers. Noget der kan beskrive mine inderste følelser og tanker – det du giver mig, min Milo. Men her kommer jeg til korte. Jeg har ingen ord. Ingen der rammer præcist de følelser du giver mig. Så megen glæde og lykke som min sølle mor-krop kan rumme, fylder du mig op med, bare ved et enkelt blik. Mit liv med dig er en sang, hvortil der hver dag kommer nye vers. Vers af uendelig kærlighed, lykke, stolthed, beundring, morskab og omsorg. Når dine små hænder holder om min nakke og du ligger dit hoved mod mit, når du vinker farvel og råber gennem hele vuggestuen at du elsker mig og når vi deler alle dine små sejre dag efter dag – hvad end det er at rydde op eller tage sko på – så stopper mit hjerte. Alting fryser et sekund og lykken bobler i min krop. Tænk at jeg har dig. Mit hjertebarn. Æblebarn. Måske en dag kan jeg skrive en sang – når mine følelser kan følge med. Lige nu er der ikke tid og rum. Kun legetid og hjerterum. Og det er nok. Du er glad. Og jeg er glad. Du, Milo, min. Mit livs melodi.

Nowords, MLBP❤

Jeg er her stadig.

Og i bedste velgående, endda.

Holddaheltkæft, hvor tiden er fløjet. Det er alt-alt for lang tid siden, at jeg har lavet en ordentligt update af min gøren og laden! Mest fordi jeg har haft travlt, men dog også fordi bloggen har været min måde, at hjælpe mig selv gennem svære perioder og forskellige dilemmer, samt sindssyge tanker og disses indvirkning på mit liv.
Og… der er bare ikke så meget af den slags mere. Alle de ting I tidligere har kunnet læse om; hvordan min angst styrede min hverdag, hvordan depressionen kunne komme snigende og ikke mindst hvordan mit selvbillede så ud, har ændret sig markant – med tiden, selvfølgelig.

Det har været rigtig meget – og rigtig hårdt – arbejde at nå hertil. Jeg har ladet min hjerne gå på overarbejde dagligt, eksponeret mig selv og mine følelser, sprunget ud i livet og håbet på det bedste. Og jeg har sejret! Jeg er stadig på Lungemedicinsk sengeafsnit, men nu som fastansat. For 2 måneder siden fik jeg tilbuddet, som jeg så inderligt havde gået og håbet på! F.*.c.k.i.n.g ja! Det skete sgu. Jeg havde et fantistisk job og jeg får endda lov at beholde det. Ikke fordi jeg har plaget mig til det, men fordi jeg er skidegod til det jeg gør. Fordi jeg har formået, at gøre mig uundværlig. Og hvor sejt er det liiige?…. Herre-erre sejt med sejt på! Tag den, fortids-Stine. Du kunne. Du gjorde det. Du gør det. Og jeg elsker det! Jeg elsker den almindelige, røvsyge hverdag med røvsyge pligter og gøremål. Jeg elsker den daglige tromme’rum. Jeg befinder mig godt i det. Jeg frygter ikke. Bliver ikke angst. Jeg er glad. Jeg har plads. Jeg er fri.

Og… jeg kunne blive ved med at tale om, hvor sej jeg selv er, men så meget selvværd kommer ikke over natten og det betyder selvfølgelig heller ikke, at jeg er helt borderline-fri, selvom det til tider føles sådan. Jeg må stadig tage min daglige dosis Venlafaxin og jeg kan (åbenbart) heller ikke køre med tog (endnu) uden at få angstanfald. Men… Når jeg ser tilbage, er det her jo bagateller. Vigtige bagateller, men… Det er okay. Fordi jeg har indhold. Og jeg kan give indholdet betydning. Og det betyder mere end noget andet. Det ruster mig til nedture, angstanfald og dårlige dage. Fordi jeg ved, at jeg kommer igennem det. Jeg ved, at der venter noget bedre bagefter og jeg ved, at jeg kan. Jeg kan. Jeg kunne. Jeg gjorde det. Jeg gør det!

Jeg er her stadig.

Ledig og rask.

Disse er mine to nye titler. Og de går hånd i hånd.
I dag har jeg kontaktet min sagsbehandler for at tilkendegive, at jeg – fra dags dato – står til rådighed for arbejdsmarkedet og at jeg ikke længere er for syg til at varetage et arbejde.

Dette kommer ikke som et chok for nogen, da det har været skemalagt i et par måneder, at jeg skulle ud af sygedagpengesystemet på denne dato. Alligevel er det lidt underligt. Hvorend jeg ikke har ønsket det, har både sygemelding og uarbejds-dygtighed været en del af min identitet de sidste 3,5 år. Jeg har været fritaget for ansvar fra omverdenen og for min egen fremtid. Men nu er det slut. Og det er egentlig helt okay.

Jeg ved jo godt hvordan (min) verden hænger sammen. Ja, jeg er til rådighed for arbejdsmarkedet – men jeg har grænser – ligesom så mange andre. Og ja, jeg er raskmeldt – dette betyder ikke at jeg er sygdomsfri, men at jeg har lært at acceptere min borderline og kende mine egne evner og begrænsninger.

Heldigt for mig, har jeg gennem det sidste års tid været igennem en helt fantastisk proces. Jeg har været i jobtræning (praktik) på Lungemedicinsk Sengeafsnit, som servicemedarbejder. Noget jeg aldrig i mit liv havde forestillet mig, at kunne magte. Da sagsbehandler i sin tid fortalte mig om praktikken, gik jeg mildest talt i chok og var lige ved at nægte. Jeg kunne ikke omgå så mange mennesker hver dag – og så syge mennesker!

Modvilligt accepterede jeg pratikken og, på trods af min frygt for nederlag, mødte jeg troligt op hver dag. 8 timer om ugen. 4 timer tirsdag og 4 timer torsdag.

Jeg har aller-sidste arbejdsdag d. 28/3. Nu er jeg afsted hver dag fra 8.45-14.15. Jeg kan godt. Åbenbart. Jeg har gjort det, jeg troede var umuligt. Jeg tager afsted hver morgen og passer et job, som jeg elsker. Jeg ville ønske jeg kunne gøre dette hver dag, i resten af mit liv. Jeg er kompetent, vellidt og dygtig. Jeg kan. Det er SÅ sejt. Jeg gjorde det! Der er mere i denne verden, end min egen hjerne – og jeg har fundet det. Tak.

Ledig og rask.

Prinsesse-dreng.

Jeg kommer sådan til at tænke på Inspirationsguiden “Børnehaver med plads til Pippiprinser og piratprinsesser“. Denne drog jeg god nytte af, i min uddannelse til pædagog – både i mit faglige arbejde og opgaveskrivning, men også til at danne min egen personlige holdning om emnet.

Hvis ikke overskriften har givet sig selv, handler dette indlæg om min smukke Milo. Den lille fede – der hverken er lille og fed mere – er nemlig dét Jesper Olesen (forfatter) beskriver som værende en pippiprins.

For knapt en måned siden, begyndte Milo at få en vældig interesse i alt tøj der ikke lignede hans eget. Han har i forvejen altid været glad for at låne diverse armbånd, halskæder, hårbånd og spænder af hans mor. Dette har han selvfølgelig fået lov til. Egentlig har der aldrig været et spørgsmål om, hvorvidt han skulle have lov. Det virkede ligeså naturligt, som at tage sokker på om morgenen. 

Så…. kommer der et tidspunkt, hvor man må sige stop? Skal man begynde at tænke over, hvordan ens barn opfører sig, rent kønsmæssigt? Skal man lede ham/hende tilbage til udgangspunktet for det “rigtige”? Hvad er det rigtige? Og hvem afgør dette?

Nej. Nej og nej. Intet er hverken rigtigt eller forkert. Og den eneste der kan afgøre hvordan det skal føles, er min Milo.

Jeg ha’ lysse’ød kjole på, mor!“. Det sagde han til mig, efter vi havde været i mødregruppe sidste weekend, hvor han blev så begejstret for en af de andre pigers kjoler, at han lånte den og havde den på hele dagen. Han var lykkelig.

I sidste uge gik jeg i H&M og købte 2 kjoler til ham. En hvid med prikker og en lyserød med korte ærmer. Da jeg hentede ham i vuggestue, fortalte jeg hvad jeg havde købt til ham. Han har aldrig cyklet så hurtigt hjem før. Hans glæde var ikke til at skjule. Og hver dag lige siden, har han spist, løbet og leget med kjole på. Han er også begyndt at snakke om neglelak.

Og det er helt okay! Min dreng skal ikke lære at båndlægge sine følelser og udtryk. Han skal vise verden hvem han er, og være ligeså skidestolt, som hans mor er. Ligesom alle andre børn, er han unik og helt perfekt som han er. Med eller uden kjole. 

#Frihedtilforskellighed ❤

Prinsesse-dreng.

Neverending story

Min souschef har givet mig fri ugen ud.

Min sagsbehandler sagde jeg skulle ringe til min gamle terapeut på psykiatrisk klinik. Min terapeut sagde, at jeg skulle ringe til lægen. Og lægen har givet mig sovepiller. Igen.

“Det er nok fordi, du sover så dårligt, at din hverdag ikke længere synes at hænge sammen”.

Men det er jo ikke kun min hverdag der virker usammenhængende. Min krop er blevet en samlet død masse, hvorfra mit hoved deformt stikker ud. Jeg kan ikke mærke min krop, bortset fra hullet i mit bryst. Jeg har ingen selvstændige tanker, men mit hoved er ved at sprænge i luften over alle de sætninger og ord min hjerne konstant producerer;

“Tag dig nu sammen. Det hjælper ikke noget at græde. Din sygdom er fortid. Du er jo blevet rask igen. Har du spildt 3 år af dit liv, i diverse behandlinger, bare for at starte forfra?! Din terapeut må tro, at du er fuld af løgn. Din sagsbehandler må rulle øjne over, at du ikke bare gennemfører den skide praktik, så du kan komme ud af systemet og din læge er nu helt sikkert overbevist om, at du er en forbandet hypokonder! Så gør lige alle en tjeneste og hank op i dig selv og din selvmedlidende gøren og laden!!”

Men hvordan? Jeg har lyttet til mine indre alarmklokker, jeg har kigget mine huskekort fra gruppeterapien igennem. Jeg har ræsonneret, kalkuleret og defragmenteret mig selv og er kun blevet endnu mere utydelig i spejlet. Jeg er ikke tilstede. Jeg kan ikke tage mig sammen, for der er intet at “tage sammen” i. Så nu venter vi. Venter på sovemedicinens mirakuløse virkning. Så er mit hoved nok hoppet på plads igen, imorgen. 

Neverending story