Nowords, MLBP❤

Jeg er sjældent ordfattig. Oftere det modsatte. Jeg elsker ord og sprog. Jeg elsker det talte og det skrevne. Jeg elsker musikkens, naturens og kærlighedens sprog. Jeg går op i ord. Jeg har skrevet et væld af sange og digte gennem de sidste 10-12 år. De beskriver primært mine følelser; kærlighed, ensomhed, frustration, forelskelse und so weiter… Jeg ser mig selv som en ordekvilibrist – Ikke fordi jeg skriver uden fejl, men fordi jeg elsker at finde nye ordsammensætninger, metaforer, tolkninger og andre finurligheder. Jeg elsker at udtrykke mig med specielle, gennemtænkte ord, der formulerer præcist hvordan jeg har det, og ikke bare med en almindelig floskel.

Men jeg har en indrømmelse; Jeg er ordløs. Ordfattig. I ord-udu og metafor-fjern. Jeg ville så gerne skrive dig en sang, et digt eller bare et vers. Noget der kan beskrive mine inderste følelser og tanker – det du giver mig, min Milo. Men her kommer jeg til korte. Jeg har ingen ord. Ingen der rammer præcist de følelser du giver mig. Så megen glæde og lykke som min sølle mor-krop kan rumme, fylder du mig op med, bare ved et enkelt blik. Mit liv med dig er en sang, hvortil der hver dag kommer nye vers. Vers af uendelig kærlighed, lykke, stolthed, beundring, morskab og omsorg. Når dine små hænder holder om min nakke og du ligger dit hoved mod mit, når du vinker farvel og råber gennem hele vuggestuen at du elsker mig og når vi deler alle dine små sejre dag efter dag – hvad end det er at rydde op eller tage sko på – så stopper mit hjerte. Alting fryser et sekund og lykken bobler i min krop. Tænk at jeg har dig. Mit hjertebarn. Æblebarn. Måske en dag kan jeg skrive en sang – når mine følelser kan følge med. Lige nu er der ikke tid og rum. Kun legetid og hjerterum. Og det er nok. Du er glad. Og jeg er glad. Du, Milo, min. Mit livs melodi.

Nowords, MLBP❤

Jeg er her stadig.

Og i bedste velgående, endda.

Holddaheltkæft, hvor tiden er fløjet. Det er alt-alt for lang tid siden, at jeg har lavet en ordentligt update af min gøren og laden! Mest fordi jeg har haft travlt, men dog også fordi bloggen har været min måde, at hjælpe mig selv gennem svære perioder og forskellige dilemmer, samt sindssyge tanker og disses indvirkning på mit liv.
Og… der er bare ikke så meget af den slags mere. Alle de ting I tidligere har kunnet læse om; hvordan min angst styrede min hverdag, hvordan depressionen kunne komme snigende og ikke mindst hvordan mit selvbillede så ud, har ændret sig markant – med tiden, selvfølgelig.

Det har været rigtig meget – og rigtig hårdt – arbejde at nå hertil. Jeg har ladet min hjerne gå på overarbejde dagligt, eksponeret mig selv og mine følelser, sprunget ud i livet og håbet på det bedste. Og jeg har sejret! Jeg er stadig på Lungemedicinsk sengeafsnit, men nu som fastansat. For 2 måneder siden fik jeg tilbuddet, som jeg så inderligt havde gået og håbet på! F.*.c.k.i.n.g ja! Det skete sgu. Jeg havde et fantistisk job og jeg får endda lov at beholde det. Ikke fordi jeg har plaget mig til det, men fordi jeg er skidegod til det jeg gør. Fordi jeg har formået, at gøre mig uundværlig. Og hvor sejt er det liiige?…. Herre-erre sejt med sejt på! Tag den, fortids-Stine. Du kunne. Du gjorde det. Du gør det. Og jeg elsker det! Jeg elsker den almindelige, røvsyge hverdag med røvsyge pligter og gøremål. Jeg elsker den daglige tromme’rum. Jeg befinder mig godt i det. Jeg frygter ikke. Bliver ikke angst. Jeg er glad. Jeg har plads. Jeg er fri.

Og… jeg kunne blive ved med at tale om, hvor sej jeg selv er, men så meget selvværd kommer ikke over natten og det betyder selvfølgelig heller ikke, at jeg er helt borderline-fri, selvom det til tider føles sådan. Jeg må stadig tage min daglige dosis Venlafaxin og jeg kan (åbenbart) heller ikke køre med tog (endnu) uden at få angstanfald. Men… Når jeg ser tilbage, er det her jo bagateller. Vigtige bagateller, men… Det er okay. Fordi jeg har indhold. Og jeg kan give indholdet betydning. Og det betyder mere end noget andet. Det ruster mig til nedture, angstanfald og dårlige dage. Fordi jeg ved, at jeg kommer igennem det. Jeg ved, at der venter noget bedre bagefter og jeg ved, at jeg kan. Jeg kan. Jeg kunne. Jeg gjorde det. Jeg gør det!

Jeg er her stadig.

Ledig og rask.

Disse er mine to nye titler. Og de går hånd i hånd.
I dag har jeg kontaktet min sagsbehandler for at tilkendegive, at jeg – fra dags dato – står til rådighed for arbejdsmarkedet og at jeg ikke længere er for syg til at varetage et arbejde.

Dette kommer ikke som et chok for nogen, da det har været skemalagt i et par måneder, at jeg skulle ud af sygedagpengesystemet på denne dato. Alligevel er det lidt underligt. Hvorend jeg ikke har ønsket det, har både sygemelding og uarbejds-dygtighed været en del af min identitet de sidste 3,5 år. Jeg har været fritaget for ansvar fra omverdenen og for min egen fremtid. Men nu er det slut. Og det er egentlig helt okay.

Jeg ved jo godt hvordan (min) verden hænger sammen. Ja, jeg er til rådighed for arbejdsmarkedet – men jeg har grænser – ligesom så mange andre. Og ja, jeg er raskmeldt – dette betyder ikke at jeg er sygdomsfri, men at jeg har lært at acceptere min borderline og kende mine egne evner og begrænsninger.

Heldigt for mig, har jeg gennem det sidste års tid været igennem en helt fantastisk proces. Jeg har været i jobtræning (praktik) på Lungemedicinsk Sengeafsnit, som servicemedarbejder. Noget jeg aldrig i mit liv havde forestillet mig, at kunne magte. Da sagsbehandler i sin tid fortalte mig om praktikken, gik jeg mildest talt i chok og var lige ved at nægte. Jeg kunne ikke omgå så mange mennesker hver dag – og så syge mennesker!

Modvilligt accepterede jeg pratikken og, på trods af min frygt for nederlag, mødte jeg troligt op hver dag. 8 timer om ugen. 4 timer tirsdag og 4 timer torsdag.

Jeg har aller-sidste arbejdsdag d. 28/3. Nu er jeg afsted hver dag fra 8.45-14.15. Jeg kan godt. Åbenbart. Jeg har gjort det, jeg troede var umuligt. Jeg tager afsted hver morgen og passer et job, som jeg elsker. Jeg ville ønske jeg kunne gøre dette hver dag, i resten af mit liv. Jeg er kompetent, vellidt og dygtig. Jeg kan. Det er SÅ sejt. Jeg gjorde det! Der er mere i denne verden, end min egen hjerne – og jeg har fundet det. Tak.

Ledig og rask.

Prinsesse-dreng.

Jeg kommer sådan til at tænke på Inspirationsguiden “Børnehaver med plads til Pippiprinser og piratprinsesser“. Denne drog jeg god nytte af, i min uddannelse til pædagog – både i mit faglige arbejde og opgaveskrivning, men også til at danne min egen personlige holdning om emnet.

Hvis ikke overskriften har givet sig selv, handler dette indlæg om min smukke Milo. Den lille fede – der hverken er lille og fed mere – er nemlig dét Jesper Olesen (forfatter) beskriver som værende en pippiprins.

For knapt en måned siden, begyndte Milo at få en vældig interesse i alt tøj der ikke lignede hans eget. Han har i forvejen altid været glad for at låne diverse armbånd, halskæder, hårbånd og spænder af hans mor. Dette har han selvfølgelig fået lov til. Egentlig har der aldrig været et spørgsmål om, hvorvidt han skulle have lov. Det virkede ligeså naturligt, som at tage sokker på om morgenen. 

Så…. kommer der et tidspunkt, hvor man må sige stop? Skal man begynde at tænke over, hvordan ens barn opfører sig, rent kønsmæssigt? Skal man lede ham/hende tilbage til udgangspunktet for det “rigtige”? Hvad er det rigtige? Og hvem afgør dette?

Nej. Nej og nej. Intet er hverken rigtigt eller forkert. Og den eneste der kan afgøre hvordan det skal føles, er min Milo.

Jeg ha’ lysse’ød kjole på, mor!“. Det sagde han til mig, efter vi havde været i mødregruppe sidste weekend, hvor han blev så begejstret for en af de andre pigers kjoler, at han lånte den og havde den på hele dagen. Han var lykkelig.

I sidste uge gik jeg i H&M og købte 2 kjoler til ham. En hvid med prikker og en lyserød med korte ærmer. Da jeg hentede ham i vuggestue, fortalte jeg hvad jeg havde købt til ham. Han har aldrig cyklet så hurtigt hjem før. Hans glæde var ikke til at skjule. Og hver dag lige siden, har han spist, løbet og leget med kjole på. Han er også begyndt at snakke om neglelak.

Og det er helt okay! Min dreng skal ikke lære at båndlægge sine følelser og udtryk. Han skal vise verden hvem han er, og være ligeså skidestolt, som hans mor er. Ligesom alle andre børn, er han unik og helt perfekt som han er. Med eller uden kjole. 

#Frihedtilforskellighed ❤

Prinsesse-dreng.

Neverending story

Min souschef har givet mig fri ugen ud.

Min sagsbehandler sagde jeg skulle ringe til min gamle terapeut på psykiatrisk klinik. Min terapeut sagde, at jeg skulle ringe til lægen. Og lægen har givet mig sovepiller. Igen.

“Det er nok fordi, du sover så dårligt, at din hverdag ikke længere synes at hænge sammen”.

Men det er jo ikke kun min hverdag der virker usammenhængende. Min krop er blevet en samlet død masse, hvorfra mit hoved deformt stikker ud. Jeg kan ikke mærke min krop, bortset fra hullet i mit bryst. Jeg har ingen selvstændige tanker, men mit hoved er ved at sprænge i luften over alle de sætninger og ord min hjerne konstant producerer;

“Tag dig nu sammen. Det hjælper ikke noget at græde. Din sygdom er fortid. Du er jo blevet rask igen. Har du spildt 3 år af dit liv, i diverse behandlinger, bare for at starte forfra?! Din terapeut må tro, at du er fuld af løgn. Din sagsbehandler må rulle øjne over, at du ikke bare gennemfører den skide praktik, så du kan komme ud af systemet og din læge er nu helt sikkert overbevist om, at du er en forbandet hypokonder! Så gør lige alle en tjeneste og hank op i dig selv og din selvmedlidende gøren og laden!!”

Men hvordan? Jeg har lyttet til mine indre alarmklokker, jeg har kigget mine huskekort fra gruppeterapien igennem. Jeg har ræsonneret, kalkuleret og defragmenteret mig selv og er kun blevet endnu mere utydelig i spejlet. Jeg er ikke tilstede. Jeg kan ikke tage mig sammen, for der er intet at “tage sammen” i. Så nu venter vi. Venter på sovemedicinens mirakuløse virkning. Så er mit hoved nok hoppet på plads igen, imorgen. 

Neverending story

Tag dig sammen

  1. Tag dig sammen. Tag dig sammen. Tag dig sammen. Tag dig sammen. Tag dig sammen. Tag dig sammen. Tag dig sammen.  Tag dig sammen. 
  2. Tagdigsammentagdigsammentagdigsammentagdigsammentagdigsammentagdigsammentagdigsammentagdigsammentagdigsammen.
  3. Fuck fuck fuck fuck fuck fuck fuck fuck fuck fuck fuck fuck fuck fuck fuck fuck fuck fuck fuck.
  4. Mithovedsidderikkefastpåminkropmithovedsidderikkefastpåminkropmithovedsidderikkefastpåminkropfuckfuclfuckfuckfukfuckfuckfilckfuck!!
  5. Hvorerdubarelatterligbarnligmodstridigspildaftid. Spildaftidspildaftid.
  6. Har du ondt,i hovedet????nej…jegharikkeondtihovedet.dlp1qwaakalslos.
  7. Snydt.
Tag dig sammen

Sovemedicin stop.

Dag1. Elendig nat. Har været vågen 450 gange og de timers søvn jeg fik, blev konstant afbrudt af den lille fede, som har feber. Jeg har ondt overalt i kroppen, efter at ha’ ligget og vendt og drejet mig af led.

Dag2. Mere sammenhængende søvn. Vågnede kun 3-4 gange… Har haft elendige mareridt, der har gjort mig totalt udmattet.

Dag3. Vågnet med knaldende hovedpine. Har haft et af de mest syge mareridt til dato – kan ikke engang få mig selv til, at fortælle om det. Lars fortæller, at han vågnede og holdte om mig, da jeg lå og peb og var badet i sved.

Dag4. Igen vågnet med hovedpine. Søvnen har været fint sammenhængende, men jeg er slet ikke frisk. Jeg drømte om en masse bamser – i drømmen mine – som fik revet deres kroppe fra hovederne. I drømmen græd jeg ustyrligt. Bagefter drømte jeg, at Lars var væk. Med vilje. Som om, at han var stukket af fra mig. Jeg ringede til ham, men hans telefon var slukket. Til sidst gav jeg op og begyndte igen at græde ustyrligt. Jeg vågnede badet i sved og tårer.

Dag5. Jeg er så udmattet oveni mit hoved. Hele min krop gør ondt. Mareridt igen. Denne gang blev jeg voldtaget. Hvem fanden drømmer sådan noget sygt lort? Drømte også, at jeg prøvede at slå Izzey ihjel. Resten kan jeg heller ikke huske. Jeg stinker af sved.

Dag6. Vågnet op med helt enorm hovedpine. Lars hentede 4 piller til mig. Håber snart de virker. Jeg har haft flere forskellige mareridt, men kan heldigvis ikke huske nogle af dem…

Sovemedicin stop.