Hjernepine.

Der går tit en ung fyr forbi altanen, når jeg sidder og ryger min morgensmøg. Jeg kan høre ham inden han kommer til syne og jeg ved, at han har en dårlig dag. Han råber meget højt. Han skælder ud. Han er alene og han er sur på verden. Han er upåvirket af andre menneskers tilstedeværelse, men skælder samtidig alle dem ud, han møder i sine drømme. Det er en hårfin grænse. Mellem virkelighed og hjernebræk. Nogle gange kan han ikke skille det ad, og kommer til at råbe af hans mareridts uhyrer midt på Klostergades fortov. Jeg ved hvordan han har det. Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind. Jeg er bare i stand til at styre det – nogenlunde. Jeg tror ikke han kender nogen udenfor drømmeverdenen. Der er ingen til at fortælle ham, at hans mareridt er et produkt af en alt for skrøbelig og belastet sindstilstand. Derfor råber han til verden. Det gør jeg også, men råbene høres kun af mig selv. Folk tager afstand til ham. Synes han er sær. Bliver bange for ham. Fordi han lukker op og lukker ud. Det nytter ikke noget, at alle hører ham, men ingen lytter. Han er det, der sker med os andre, hvis vi ikke får afløb for vores indre. Får delt vores sorg, glæde og frustration. Vi bliver tomme skaller og så snart en revne dukker op, krakelerer hele overfladen. Derfor skriver jeg.

Jeg er ikke ved at miste besindelsen. Mine fødder er stadig plantet i jorden, omend ikke så solidt som førhen. Jeg kan stå op hver dag og gøre de ting jeg skal, qua at jeg er et menneske. Men det er hårdere end det plejer at være. Det tager længere tid at komme i fokus. At “tune ind” – finde min frekvens for at få den reneste lyd.

I slutningen af september ’17 begyndte noget at rumstere i mig. Noget jeg ikke havde mærket i lang tid. Jeg prøvede at dysse det ned; at affeje det som en normal process i et førhen plaget sind. Men det blev ved og forstærkedes kun. Jeg tyede til gamle hjælpeværktøjer og strategier jeg havde lært i min tid på psykiatrisk. Intet virkede og jeg blev ængstelig. Det værste var mine mareridt. Mareridt der startede som “almindelige” feber-drømme, men hurtigt udviklede sig til grænsepsykotiske virkelighedsforvrængninger – umulige at slippe af med, selv i vågen tilstand.

Natten til d. 14. november ’17, drømte jeg om Milo. Han var glad og smuk som altid. Vi kørte i tog. En gammel sporvogn, faktisk. Hver togvogn hang sammen med den næste forbundet af tykke kæder, med ca. 1 meters afstand imellem.
Milo sad på sædet ved siden af mig, og kiggede ud af vinduet. Hans hår hvirvlede vildt omkring i blæsten fra de åbne vinduer i vognen.
Jeg tror vi kørte omkring 35 km/t. Pludselig fik vinden fat i mit eget hår, som også begyndte at svirre rundt for øjnene af mig. Da jeg omsider fik det kontrolleret var Milo selvfølgelig væk. Jeg fik først øje på ham, da det var for sent. Han gik på line. På togkæderne mellem vognene. Det blæste kraftigt. Han fik øje på mig. Han smilede i hele hovedet og så fik han overbalance… Toget buldrede videre og resten kan jeg ikke skrive ned. Jeg har gennemlevet det i mine tanker så mange gange, set det ske for mit indre øje og mærket blæsten i mit hår. jeg slipper det aldrg. Men da jeg stod op den morgen, var drømmen virkelig. Den åd mig op indefra. Jeg kunne ikke abstrahere. Jeg kunne kun se Milo falde af sporvognen. Høre hans skrig kombineret med mit eget.

Efter halvanden time på arbejde måtte jeg opgive ævred. Jeg kunne knapt støtte på mine ben. Tankerne blev til virkelige hændelser i mit hoved og jeg kunne ikke trække vejret eller hive mig selv op. Jeg skulle væk.

Og væk kom jeg. Til Psykiatrisk Akutmodtagelse. Samtale med en sygeplejerske. Så en anden. En vagt der holdt øje med mig. Mon jeg var sindssyg? Samtale med en lægestuderende; “Tag flere piller og sov”.

Jeg blev ikke mindre angst af den grund. Jeg tog 2 truxal og gik i seng. Alt for ofte, er den eneste løsning søvn. Jeg kan hverken tale mig ud af smerten eller arbejde mig ud af angsten. Den har bidt sig fast og jeg må opnå hjernefred for at få tankefred – altså søvn. Samtidig med, at søvn ikke tiltaler mig, grundet frygten for mareridtenes tilbagevenden. Det er pest eller kolera. Og et latterligt håb om, at det hele er forsvundet når jeg vågner næste gang. Men det er det ikke. Tværtimod. Jeg tror Milo er kommet slemt til skade. Jeg vågner med et sæt – er bange for at jeg har glemt at hente ham i børnehaven, selvom det er Lars der skal hente. Jeg vil ringe derned. Spørge om han er okay. Høre hans stemme og vide, at han er i live. I live…. Jeg er bange. Bange for at mit barn dør, når ikke han er i min varetægt. Tankerne bliver ved dag for dag. Arbejdet ringer: “Kommer du snart?”. Min mor ringer: “Hvordan har du det?“. Min omverden fortæller mig, at jeg skal have det godt. Jeg vil gerne have det godt. Jeg har det ikke godt. Hvordan får man det godt? Kan man lære at styre sine drømme, eller endda sine tanker? Kan man lære at leve med angsten? Den har jeg levet med i mange år. Det har været et elendigt bekendtskab, men jeg har lært at udholde det. Nu kan jeg ikke holde det ud. Intet virker. Alt vælter. Jeg får flere piller; “Stemningsstabiliserende“. Jeg giver det en chance. Tiden går. Måske bliver jeg mere stabil. Måske vænner jeg mig endnu engang til tankerne. Får dem på afstand, så jeg kan anskue dem objektivt. Men det sker jo aldrig. Hvordan kan et menneske se på sine egne følelser uden subjektivitet? Hvordan kan man undgå at føle sine følelser, når intensiteten er så høj? Lægge låg på. Det kan jeg godt. Jeg er nærmest verdensmester. Hvilket egentlig var med til at skabe alle de her problemer i første omgang. Ved ikke at tale eller føle. At leve sit liv på autopilot, uden at se hvor jeg er på vej hen eller hvor jeg kan ende.

Så nu venter jeg. På hvad ved jeg ikke helt. På at det bliver bedre. Eller værre. På en reaktion fra mig selv, så jeg kan få en status. En opdatering fra mit indre.
Jeg er blevet revisiteret til psyk. klinik. Det venter jeg også på. Hvis ikke helvede når at fryse til is inden da..

Jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke længere har brug for at få at vide, at det er okay, at jeg er psykisk syg. Jeg ved godt, det ikke er selvskabt (langt hen af vejen), jeg ved at min borderline vil blive ved med at titte frem i større eller mindre grad, når jeg bliver presset. Men denne gang var jeg ikke presset. Jeg havde det godt. Jeg kunne arbejde, elske min familie og passe på mig selv og min hverdag. Og alligevel blev tingene vendt på hovedet af min “kan-du-da-for-helvede-ikke-bare-lade-mig-være-i-fred“-hjerne. Jeg ved ikke hvad der trickede mig eller hvorfor mareridtene og dødsangsten overhovedet kom i første omgang. De var der bare. Indstillet på, at flytte ind.
Og det er dér problemet ligger. At jeg ikke kan få fred. Jeg er okay med min psyke og de ting (ocd, ptsd, depression) der nogle gange følger med. Men jeg er træt.
Trær af, at skulle aflede mig selv. At kæmpe for befrielse, når jeg ender op som fange igen, før eller siden… Det er hårdt.

Det er hårdt at opretholde en facade overfor sin omverden. Ikke for min skyld, men for deres. For at skåne andre, for den belastning det er, at have mig på sidelinjen. Og det kan være en belastning – ikke at kunne deltage i tingene derhjemme, at miste lysten til at stå op, at sidde på sit job og glo tomt ud i luften eller at elske sin søn, uden at have overskud til, at vise ham det.

Alting bliver bedre med tiden. Men tid er menneskeskabt. Og mennesker har følelser. Og følelser lader sig ikke kontrollere. Uanset hvilken form de kommer i.
Derfor råber den unge fyr til himlen, når han går på gaden og derfor råber jeg tilbage til min hjerne, når jeg ligger i min seng om aftenen…

Hjernepine.

Jeg er her stadig.

Og i bedste velgående, endda.

Holddaheltkæft, hvor tiden er fløjet. Det er alt-alt for lang tid siden, at jeg har lavet en ordentligt update af min gøren og laden! Mest fordi jeg har haft travlt, men dog også fordi bloggen har været min måde, at hjælpe mig selv gennem svære perioder og forskellige dilemmer, samt sindssyge tanker og disses indvirkning på mit liv.
Og… der er bare ikke så meget af den slags mere. Alle de ting I tidligere har kunnet læse om; hvordan min angst styrede min hverdag, hvordan depressionen kunne komme snigende og ikke mindst hvordan mit selvbillede så ud, har ændret sig markant – med tiden, selvfølgelig.

Det har været rigtig meget – og rigtig hårdt – arbejde at nå hertil. Jeg har ladet min hjerne gå på overarbejde dagligt, eksponeret mig selv og mine følelser, sprunget ud i livet og håbet på det bedste. Og jeg har sejret! Jeg er stadig på Lungemedicinsk sengeafsnit, men nu som fastansat. For 2 måneder siden fik jeg tilbuddet, som jeg så inderligt havde gået og håbet på! F.*.c.k.i.n.g ja! Det skete sgu. Jeg havde et fantistisk job og jeg får endda lov at beholde det. Ikke fordi jeg har plaget mig til det, men fordi jeg er skidegod til det jeg gør. Fordi jeg har formået, at gøre mig uundværlig. Og hvor sejt er det liiige?…. Herre-erre sejt med sejt på! Tag den, fortids-Stine. Du kunne. Du gjorde det. Du gør det. Og jeg elsker det! Jeg elsker den almindelige, røvsyge hverdag med røvsyge pligter og gøremål. Jeg elsker den daglige tromme’rum. Jeg befinder mig godt i det. Jeg frygter ikke. Bliver ikke angst. Jeg er glad. Jeg har plads. Jeg er fri.

Og… jeg kunne blive ved med at tale om, hvor sej jeg selv er, men så meget selvværd kommer ikke over natten og det betyder selvfølgelig heller ikke, at jeg er helt borderline-fri, selvom det til tider føles sådan. Jeg må stadig tage min daglige dosis Venlafaxin og jeg kan (åbenbart) heller ikke køre med tog (endnu) uden at få angstanfald. Men… Når jeg ser tilbage, er det her jo bagateller. Vigtige bagateller, men… Det er okay. Fordi jeg har indhold. Og jeg kan give indholdet betydning. Og det betyder mere end noget andet. Det ruster mig til nedture, angstanfald og dårlige dage. Fordi jeg ved, at jeg kommer igennem det. Jeg ved, at der venter noget bedre bagefter og jeg ved, at jeg kan. Jeg kan. Jeg kunne. Jeg gjorde det. Jeg gør det!

Jeg er her stadig.

Smittefare.

Der står en lille æske på bordet. Den er malet i de dejligste farver; Jeg kommer straks til at tænke på havets klare, dybblå farve, duften af nyslået græs i forskellige grønne nuancer og hvide dyneagtige skyer der beskytter mod den strålende sols gullige glans. Det eneste der bryder æskens nostalgiske udseende, er den lille lås der er monteret foran, så ingen kan bryde den op. Selvom den blot er en lås som mange andre, får denne mig til, at tænke på dunkle, misformede tordenskyer i horisonten – et varsel om uvejr; væltede træer, oversvømmede hjem og bange anelser.
Nøglen til æsken ligger i min lomme. Jeg undrer mig over, hvorfor den endnu ikke – helt af sig selv – er sprunget op i låsen og har åbnet æsken. Jeg tror den har krafterne til det. Måske er det eneste der holder den tibage, mit eget stærke håb om, at netop dette ikke må ske. Æsken må ikke åbnes og nøglen burde forlængst være destrueret. Men ligemeget hvorhen jeg kaster nøglen, vender den altid tilbage i bukselommen. Den menes at høre til her. Hos mig. Jeg er dens vogter og den eneste der kan åbne æsken er mig.

Mit sind er nøglen.
Æsken, med alle dens smukke farver, er min søn.

_________________________________________________

Der findes mange former for angst, så mange at jeg endnu ikke selv har oplevet halvdelen af dem. Jeg var engang forpint af socialfobi, panikangst og kraftig angst for min angst i sig selv. Jeg fik med tiden oparbejdet forskellige værktøjer til at tone det ned på et menneskeligt niveau med. Et niveau som jeg i dag kan leve med, uden de store armbevægelser. Men denne angst er anderledes. Den er virkelig på en anden måde, end store menneskemængder, frygten for en fremmed bag mit brusegardin eller mareridtet om, at få et panikanfald midt i køen i Bilka. Det er angsten for mig selv. For min hjerne. Og angsten for, at denne lille smukke skabning, der sidder midt på stuegulvet og leger med biler, bliver smittet af mig. Smittet af mit svage sind, min elendige følelseshåndtering og min evne til, at gøre alting på en bestemt måde, uden nogen slinger i valsen, da helvede ellers vil bryde løs.

“Arvelighed spiller en vis rolle. Hvis man har en far eller mor, der har haft OCD, har man selv en risiko, der er tre-fem gange højere end ellers for at få sygdommen, dvs. at risikoen så er ca. 10 procent.” – http://www.netpsykiater.dk/HTMsgdf/ocd.htm

“Nogle undersøgelser har vist, at personer med borderline har biologiske forandringer i visse dele af hjernen og ændringer i hjernens biologiske processer. Om disse forandringer skyldes sygdommen eller omvendt kan være svært at afgøre. Undersøgelser har også vist, at sygdommen har en arvelig komponent. Det vil sige, at risikoen for at udvikle lidelsen er større, hvis familiemedlemmer også har borderline.” –http://www.psykiatrifonden.dk

Jeg holder mig tilbage. Jeg lader ham rode, som kun en 2 årig kan gøre, uden at rydde op efter ham næsten inden hans leg er færdig.  Jeg har lært mig selv, ikke at tørre ham om munden hvert 5. minut og undgår også at tørre næse på ham hele tiden, om den løber eller ej. Jeg er bange for, at gøre ham taktilsky; At tillægge ham et tankesæt, der fortæller ham, at man ikke kan være barn og have indtørret tandpasta på kinden.

Da Milo var omkring 15 mdr. gammel, ryddede han selv alt sit legetøj op; Bilerne i bilkassen, klodserne i klodskassen, bamserne i kurven osv… Først blev jeg utrolig stolt. “Se, min dreng er så dygtig til at rydde op.” Hurtigt derefter kom en anden tanke på spil: Hvad nu hvis han gør det, fordi han ikke kan lade være? Så sent som igår aftes, gik han helt i spåner fordi han ikke havde fået lov til at lægge sin lastbil ned i kassen til de andre.  Så jeg lod ham gøre det. Af frygt for, at det ville give ham mareridt, hvis ikke han gjorde. Ligesom jeg selv kan få helt ondt i maven og sved på panden, hvis jeg har trukket den ene gardin for langt ned i forhold til de andre. Men jeg prøver ikke at vise ham det. Prøver, ikke at lade ham få styringen. Han skal vide at jeg bestemmer; ikke bare fordi jeg kan, men fordi jeg er i stand til at se, hvor meget ens hjerne kan påvirke én. Men jeg er ikke hjerneforsker. Jeg ved ikke, om det er bedst at lade ham gøre disse småting eller stoppe ham og destruere situationen. For jeg ved slet ikke, om det er begyndende OCD, eller om han blot gør disse ting, fordi han er Milo. Og at det så er mig der overtænker, overreagerer og overvurderer i den pågældende situation.

Jeg håber, at han blot ser mig som en mor; Hende der smør’ de bedste leverpostej-med-rødbede-madder, hende der puster på de grimme “av’-av’ere'” og hende der gerne vil være med til, at tumle rundt i sengen, lege med biler og bygge legohuse.

Den mor vil jeg gerne være. Og det er jeg. Og jeg håber, at det er det han ser; at de andre ting efterhånden har en så lille rolle i mit liv, at man ikke kan mærke det, med mindre man er mig…

Smittefare.

En æra endt.

Ja, lidt en æra kan jeg vel godt kalde det. Om ikke andet, en meget (følelsesmæssigt) lærerig tid. Jeg taler selvfølgelig om min tid, som patient/bruger i Distriktpsykiatrien – nærmere betegnet Psykiatisk Klinik i Slagelse.

Da jeg i Juli, 2013 blev visiteret til opstart i gruppeterapi samt indiviulle terapeutiske samtaler i psykiatrisk regi, ville jeg aldrig have forudsagt den personlige udvikling der har fundet sted. Jeg var bange, fuld af mistillid og havde ingen form for tro på bedring. Continue reading “En æra endt.”

En æra endt.

Angst.

Logisk sans har jeg masser af. Det er nok egentlig det, der er værst ved, at lide af angst – at du samtidig godt ved at den er fuldstændig irrationel og uberettiget. Problemet er bare, at logik er fornuft og angst er en følelse. En følelse så intens, at når den hersker i min hjerne og krop bliver al fornuft og logik ædt op, inden jeg får set mig om. Continue reading “Angst.”

Angst.