Kære Hr. Minister

Jeg sidder med en tanke om at skrive et brev. Jeg ved bare ikke hvem jeg skal adressere det til. Slagelses borgmester? En eller anden instans på Christiansborg? Min sagsbehandler (som jeg ikke har)? Eller bare mig selv, for at få overblik.

Da jeg fandt ud af, at jeg ikke længere skulle arbejde på Lungemedicinsk gik jeg straks igang med at undersøge hvordan jeg skulle forholde mig – efter adskillige tudeture, selvfølgelig…

Jeg havde en klar forventning om, at jeg ikke bare skulle hjem og sidde i den dér forbandede sofa. Igen. Så jeg gik igang med at ringe. Først til Jobcenteret, der fortalte mig, at de så absolut intet kunne gøre for mig – på trods af, at jeg gav klart udtryk for, at jeg behøvede én, der kunne hjælpe mig med alt det der job-halløj, som jeg ikke er så bevendt med, eftersom min ansættelse på Lungemedicinsk startede som en arbejdsprøvning og at jeg inden da havde været sygemeldt i lige godt 4 år. Ydermere var der liiige den dér lille hurdle med nye mennesker, nye omstændigheder og nye rutiner (eller manglen på samme), som er utroligt grænseoverskridende for mig. Okay, lad os bare sige skræmmende, på grænsen til “Jeg-sætter-mig-ned-og-tuder-fordi-jeg-ikke-kan-overskue-alle-de-indtryk”. Så jobcenteret var i hvert fald ikke en mulighed – de sagde dog til mig, at eftersom jeg “kun” var i stand til at arbejde 28 timer om ugen, så var jeg altså ikke arbejdsdygtig og skulle derfor sygemelde mig!?

GODT, at jeg har min A-kasse, som jeg dernæst ringede til, for at brokke mig over jobcenterets konklusion på, at jeg skal være syg(emeldt) – selvom jeg ikke er det. I hvert fald ikke så meget til at blive tilkendt Flex-job.

A-kassens besked var dog ikke just opmuntrende; Jo jo, det var da rigtigt nok, at jeg skulle sygemeldes. Hvis ikke du kan arbejde 37 timer om ugen, så er du uarbejdsdygtig, og du kan ikke blive meldt ledig. Ergo – jeg skulle smides i den kasse jeg har arbejdet så hårdt på at komme op af – “du er syg, Stine“.
Dog prøvede jeg at italesætte, at jeg har brug for en at tale med, der kunne hjælpe mig igennem den her fase, så jeg blev bedst muligt beredt til, hvad end jeg herefter skulle kastes ud i. Men… Jeg skulle jo på sygedagpenge – og det var altså kommunen der sad på den pengekasse, hvorfor A-kassen ingen hjælp eller assistance kunne tilbyde – “Lovgivning, du ved nok!”.

Sygemeldt blev jeg, og som jeg skrev i mit forrige indlæg, giver det kun anledning til yderligere bekymring og flere dårlige dage krydret med svindende motivation og mørkere tanker.

Bevares – A-kassen informerede mig da om, at jeg ville blive indkaldt til møde på jobcenteret, hvor jeg ville få en sygedagpengekonsulent.
Der gik da også kun halvanden måned før dette skete. Kan du fornemme hvor langt ind i sofaens grå betræk jeg nu var forsvundet?

D. 7/11 kl. 13.30 stod jeg så på jobcenteret og ventede på det menneske, der skulle afgøre min fremtid – eller i det mindste fortælle mig, hvordan jeg selv kunne navigere rundt i det hersens sygemeldingssystem. Hun hed Jean, så da en kæmpe mand af afrikansk etnicitet tonede frem og storsmilende råbte mit navn op, blev jeg sgu en kende forvirret. Ikke desto mindre virkede han super-rar og jeg fulgte håbefuldt med, til det eneste ledige kontor i bygningsfaciliteten – dog må det nævnes for morskabens skyld i den daværende situation – at der kun manglede en kost og fejebakke for, at lokalet kunne gå efter titlen som kosteskab. Meget nærværende. Især når man, som jeg, er ellevild for at sidde indelukket og tæt med fremmede mennesker – hurra!

Jean snakkede og stillede en masse spørgsmål, som jeg selvfølgelig allerede havde besvaret i den sygemeldingsblanket jeg havde udfyldt for nogle uger siden. Ved siden af, havde han den tilsendte lægeerklæring liggende, hvorpå der stod/står at jeg har 2 skånehensyn:

1) Arbejdsuge på maks 28 timer.
2) Arbejdsplads der ikke kræver offentlig transport, primært indenfor bygrænsen.

Da Jean finder ud af, at jeg er sygemeldt, selvom jeg er i stand til at arbejde 28 t/ugentligt bliver han meget uforstående – Han fatter simpelthen ikke den vejledning jeg har fået. Han griner lidt af de andre instansers manglende viden og smider da også et “hold kæft, hvor åndssvagt” ind i samtalen. Okay, den her mand ved hvilken klemme jeg sidder i og virker målrettet på, at hjælpe mig ud af den. Han er i hvert fald ligeså uforstående overfor situationen, som jeg selv er. Det må være en god motivationsfaktor til at få ændret på tingene. Der går heller ikke mange sekunder før han fortæller mig, hvad der nu skal ske. A-kassen har fejlinformeret mig og man kan sagtens melde sig ledig, selvom man “kun” kan arbejde 28 timer om ugen!
I forlængelse af samtalen, logger han på det meget avancerede og krypterede (læs;langsomme) “personale-jobnet“, hvorfra han afslutter min sygemelding pr. dags dato. Fedt, fedt, fedt… Så skal jeg bare selv gå på job-net dagen efter og melde mig ledig!

Som sagt, får jeg meldt mig ledig på job-net dagen efter – måtte dog ringe til jobcenteret først, der informerede mig om, at jeg ikke selv kunne melde mig ledig, når jeg havde været sygemeldt. Hm, nok bare en teknisk fejl.

Derefter ringer jeg til A-kassen, for at bede om et møde, nu hvor jeg er meldt ledig. De næste mange (4-5) samtaler jeg har med forskellige fagforenings- og A-kassefolk er en noget indviklet og hjernefordrejet suppedas. Jeg bliver hylet fuldstændig ud af den; først får jeg af vide, at det sygedagpengekonsulenten (hende der var en ham) har sagt til mig, overhovedet ikke passer og det er en lodret løgn han har givet mig (måske for at få mig ud af deres system, kan jeg ikke lade være med at tænke selv)..
For det andet, skal jeg ringe til ham (Jean) og bede ham trække raskmeldingen tilbage – hvilket han selvfølgelig ikke vil, da jeg endelig sidst på dagen får fat på ham. Han siger, at det ikke er hans problem hvad A-kassen siger, fordi at jeg nu er ledig – og hvis det er problematisk for mig, må jeg jo gå ned og søge kontanthjælp.

Det er ingen hemmelighed at økonomi også spiller en rolle i dette og UNDSKYLD MIG; jeg har edderspark’me ikke meldt mig ind I – og betalt til – en A-kasse der ikke vil give mig dagpenge og en kommune der kun vil give mig kontanthjælp, fordi jeg lige pludselig står “mellem to stole“, som A-kassens socialafdeling informerer mig om.
Hun fortæller også, at der desværre er et hul i lovgivningen på dette område; at der ikke er nogle skrevne regler for “personer som mig“, der ikke passer ned i én af de to forpulede kasser, der er at vælge imellem; enten er du rask ellers må du være syg.
Du passer – endnu engang – ikke ind i samfundets tanke om, hvordan tingene skal være skruet sammen. For rask til Flexjob og for syg til dagpenge. Og hvor efterlader det mig så lige?

Ja, jeg ved det faktisk ikke… Jo, imellem to stole i metaforisk betegnelse, men i den føromtalte belastende grå sofa, i virkelighedens verden.

Lars ringer også til A-kassen og jeg ringer til dem igen og igen… og bliver stillet om – igen og igen. Kommunen er hægtet helt af nu. De taler alligevel om ting, de ikke kender til, siger en af de mange jeg snakker med i A-kassen. Så summa summarum er, at jeg nu må deltidsforsikres, da jeg derefter godt kan blive meldt ledig. Dog kan man stadig ikke tage højde for de få skånehensyn jeg har… Come on, jeg er jo ikke en eller anden primadonna, der kræver champagne i arbejdstiden, 10 langstilkede roser i vaser hver dag eller frokost levereret til min private personalestue. Nej – jeg vil bare gerne have et job og komme ud af min sofa igen! Jeg er ikke kræsen – jeg har lært at jeg kan meget mere end jeg selv tror. Men hvad hjælper det, at jeg er den eneste der tror? Og hvad hjælper det egentlig at tro? Tro flytter ikke bjerge og det gør systemet satme heller ikke.

Så nu er jeg træt. Jeg er godt og grundigt møghamrende min-hjerne-smuldrer-træt. Jeg er ikke ynkelig, men jeg kender mine begrænsninger. Jeg ved hvad jeg kan håndtere og jeg kender mig selv og mine alarmklokker godt nok, til at vide hvornår jeg skal slappe af, for ikke at havne i psykiatrisk regi eller indtage Truxal i mængder der gør mig til en levende død.

En A-kassedame ringede til mig i formiddags. Hun ville selv ringe til kommunen og prøve at finde en afklaring på alt det her. Haha – som om.

Så jeg bliver nødt til at spørge;
Hvorfor, Hr. Minister?

Hilsen hende, der er syg uden at være det og rask uden at være det.

Kære Hr. Minister

Jeg er her stadig.

Og i bedste velgående, endda.

Holddaheltkæft, hvor tiden er fløjet. Det er alt-alt for lang tid siden, at jeg har lavet en ordentligt update af min gøren og laden! Mest fordi jeg har haft travlt, men dog også fordi bloggen har været min måde, at hjælpe mig selv gennem svære perioder og forskellige dilemmer, samt sindssyge tanker og disses indvirkning på mit liv.
Og… der er bare ikke så meget af den slags mere. Alle de ting I tidligere har kunnet læse om; hvordan min angst styrede min hverdag, hvordan depressionen kunne komme snigende og ikke mindst hvordan mit selvbillede så ud, har ændret sig markant – med tiden, selvfølgelig.

Det har været rigtig meget – og rigtig hårdt – arbejde at nå hertil. Jeg har ladet min hjerne gå på overarbejde dagligt, eksponeret mig selv og mine følelser, sprunget ud i livet og håbet på det bedste. Og jeg har sejret! Jeg er stadig på Lungemedicinsk sengeafsnit, men nu som fastansat. For 2 måneder siden fik jeg tilbuddet, som jeg så inderligt havde gået og håbet på! F.*.c.k.i.n.g ja! Det skete sgu. Jeg havde et fantistisk job og jeg får endda lov at beholde det. Ikke fordi jeg har plaget mig til det, men fordi jeg er skidegod til det jeg gør. Fordi jeg har formået, at gøre mig uundværlig. Og hvor sejt er det liiige?…. Herre-erre sejt med sejt på! Tag den, fortids-Stine. Du kunne. Du gjorde det. Du gør det. Og jeg elsker det! Jeg elsker den almindelige, røvsyge hverdag med røvsyge pligter og gøremål. Jeg elsker den daglige tromme’rum. Jeg befinder mig godt i det. Jeg frygter ikke. Bliver ikke angst. Jeg er glad. Jeg har plads. Jeg er fri.

Og… jeg kunne blive ved med at tale om, hvor sej jeg selv er, men så meget selvværd kommer ikke over natten og det betyder selvfølgelig heller ikke, at jeg er helt borderline-fri, selvom det til tider føles sådan. Jeg må stadig tage min daglige dosis Venlafaxin og jeg kan (åbenbart) heller ikke køre med tog (endnu) uden at få angstanfald. Men… Når jeg ser tilbage, er det her jo bagateller. Vigtige bagateller, men… Det er okay. Fordi jeg har indhold. Og jeg kan give indholdet betydning. Og det betyder mere end noget andet. Det ruster mig til nedture, angstanfald og dårlige dage. Fordi jeg ved, at jeg kommer igennem det. Jeg ved, at der venter noget bedre bagefter og jeg ved, at jeg kan. Jeg kan. Jeg kunne. Jeg gjorde det. Jeg gør det!

Jeg er her stadig.

Smittefare.

Der står en lille æske på bordet. Den er malet i de dejligste farver; Jeg kommer straks til at tænke på havets klare, dybblå farve, duften af nyslået græs i forskellige grønne nuancer og hvide dyneagtige skyer der beskytter mod den strålende sols gullige glans. Det eneste der bryder æskens nostalgiske udseende, er den lille lås der er monteret foran, så ingen kan bryde den op. Selvom den blot er en lås som mange andre, får denne mig til, at tænke på dunkle, misformede tordenskyer i horisonten – et varsel om uvejr; væltede træer, oversvømmede hjem og bange anelser.
Nøglen til æsken ligger i min lomme. Jeg undrer mig over, hvorfor den endnu ikke – helt af sig selv – er sprunget op i låsen og har åbnet æsken. Jeg tror den har krafterne til det. Måske er det eneste der holder den tibage, mit eget stærke håb om, at netop dette ikke må ske. Æsken må ikke åbnes og nøglen burde forlængst være destrueret. Men ligemeget hvorhen jeg kaster nøglen, vender den altid tilbage i bukselommen. Den menes at høre til her. Hos mig. Jeg er dens vogter og den eneste der kan åbne æsken er mig.

Mit sind er nøglen.
Æsken, med alle dens smukke farver, er min søn.

_________________________________________________

Der findes mange former for angst, så mange at jeg endnu ikke selv har oplevet halvdelen af dem. Jeg var engang forpint af socialfobi, panikangst og kraftig angst for min angst i sig selv. Jeg fik med tiden oparbejdet forskellige værktøjer til at tone det ned på et menneskeligt niveau med. Et niveau som jeg i dag kan leve med, uden de store armbevægelser. Men denne angst er anderledes. Den er virkelig på en anden måde, end store menneskemængder, frygten for en fremmed bag mit brusegardin eller mareridtet om, at få et panikanfald midt i køen i Bilka. Det er angsten for mig selv. For min hjerne. Og angsten for, at denne lille smukke skabning, der sidder midt på stuegulvet og leger med biler, bliver smittet af mig. Smittet af mit svage sind, min elendige følelseshåndtering og min evne til, at gøre alting på en bestemt måde, uden nogen slinger i valsen, da helvede ellers vil bryde løs.

“Arvelighed spiller en vis rolle. Hvis man har en far eller mor, der har haft OCD, har man selv en risiko, der er tre-fem gange højere end ellers for at få sygdommen, dvs. at risikoen så er ca. 10 procent.” – http://www.netpsykiater.dk/HTMsgdf/ocd.htm

“Nogle undersøgelser har vist, at personer med borderline har biologiske forandringer i visse dele af hjernen og ændringer i hjernens biologiske processer. Om disse forandringer skyldes sygdommen eller omvendt kan være svært at afgøre. Undersøgelser har også vist, at sygdommen har en arvelig komponent. Det vil sige, at risikoen for at udvikle lidelsen er større, hvis familiemedlemmer også har borderline.” –http://www.psykiatrifonden.dk

Jeg holder mig tilbage. Jeg lader ham rode, som kun en 2 årig kan gøre, uden at rydde op efter ham næsten inden hans leg er færdig.  Jeg har lært mig selv, ikke at tørre ham om munden hvert 5. minut og undgår også at tørre næse på ham hele tiden, om den løber eller ej. Jeg er bange for, at gøre ham taktilsky; At tillægge ham et tankesæt, der fortæller ham, at man ikke kan være barn og have indtørret tandpasta på kinden.

Da Milo var omkring 15 mdr. gammel, ryddede han selv alt sit legetøj op; Bilerne i bilkassen, klodserne i klodskassen, bamserne i kurven osv… Først blev jeg utrolig stolt. “Se, min dreng er så dygtig til at rydde op.” Hurtigt derefter kom en anden tanke på spil: Hvad nu hvis han gør det, fordi han ikke kan lade være? Så sent som igår aftes, gik han helt i spåner fordi han ikke havde fået lov til at lægge sin lastbil ned i kassen til de andre.  Så jeg lod ham gøre det. Af frygt for, at det ville give ham mareridt, hvis ikke han gjorde. Ligesom jeg selv kan få helt ondt i maven og sved på panden, hvis jeg har trukket den ene gardin for langt ned i forhold til de andre. Men jeg prøver ikke at vise ham det. Prøver, ikke at lade ham få styringen. Han skal vide at jeg bestemmer; ikke bare fordi jeg kan, men fordi jeg er i stand til at se, hvor meget ens hjerne kan påvirke én. Men jeg er ikke hjerneforsker. Jeg ved ikke, om det er bedst at lade ham gøre disse småting eller stoppe ham og destruere situationen. For jeg ved slet ikke, om det er begyndende OCD, eller om han blot gør disse ting, fordi han er Milo. Og at det så er mig der overtænker, overreagerer og overvurderer i den pågældende situation.

Jeg håber, at han blot ser mig som en mor; Hende der smør’ de bedste leverpostej-med-rødbede-madder, hende der puster på de grimme “av’-av’ere'” og hende der gerne vil være med til, at tumle rundt i sengen, lege med biler og bygge legohuse.

Den mor vil jeg gerne være. Og det er jeg. Og jeg håber, at det er det han ser; at de andre ting efterhånden har en så lille rolle i mit liv, at man ikke kan mærke det, med mindre man er mig…

Smittefare.

En æra endt.

Ja, lidt en æra kan jeg vel godt kalde det. Om ikke andet, en meget (følelsesmæssigt) lærerig tid. Jeg taler selvfølgelig om min tid, som patient/bruger i Distriktpsykiatrien – nærmere betegnet Psykiatisk Klinik i Slagelse.

Da jeg i Juli, 2013 blev visiteret til opstart i gruppeterapi samt indiviulle terapeutiske samtaler i psykiatrisk regi, ville jeg aldrig have forudsagt den personlige udvikling der har fundet sted. Jeg var bange, fuld af mistillid og havde ingen form for tro på bedring. Læs resten “En æra endt.”

En æra endt.

Risikoadfærd.

Jeg har valgt, at lave et indlæg omhandlende nogle af de symptomer man kan være underlagt, når man har en bordeline personlighedsstruktur og de adfærdsmønstre som man kan tilegne sig gennem livet. Jeg vil selvfølgelig kun tage udgangspunkt i det, der vedrører mit eget liv. For nogle vil det måske lyde underligt, at der er deciderede symptomer tilknyttet sygdommen. MEN så husk lige på, at bare fordi det er éns sind og ikke ens arm der er brækket, bliver det ikke mindre legitimt af den årsag. Læs resten “Risikoadfærd.”

Risikoadfærd.

endelig

Okay.. Nu gør jeg det. Dette indlæg bliver det første jeg deler på facebook. Jeg er SÅ nervøs. Nervøs for den feedback jeg får – og ikke får. Hele bloggen er kommet op og køre, alle indlæg er lagt ind og den venter nu bare på, at jeg smider bomben i hovedet på venner og familie.

Grunden til, at min nervøsitet er så stor er, som tidligere nævnt, da mange (de fleste) i min omgangskreds ikke engang er klar over, at jeg er sygemeldt eller har borderline. Fordi jeg har løjet. Læs resten “endelig”

endelig