Kære Hr. Minister

Jeg sidder med en tanke om at skrive et brev. Jeg ved bare ikke hvem jeg skal adressere det til. Slagelses borgmester? En eller anden instans på Christiansborg? Min sagsbehandler (som jeg ikke har)? Eller bare mig selv, for at få overblik.

Da jeg fandt ud af, at jeg ikke længere skulle arbejde på Lungemedicinsk gik jeg straks igang med at undersøge hvordan jeg skulle forholde mig – efter adskillige tudeture, selvfølgelig…

Jeg havde en klar forventning om, at jeg ikke bare skulle hjem og sidde i den dér forbandede sofa. Igen. Så jeg gik igang med at ringe. Først til Jobcenteret, der fortalte mig, at de så absolut intet kunne gøre for mig – på trods af, at jeg gav klart udtryk for, at jeg behøvede én, der kunne hjælpe mig med alt det der job-halløj, som jeg ikke er så bevendt med, eftersom min ansættelse på Lungemedicinsk startede som en arbejdsprøvning og at jeg inden da havde været sygemeldt i lige godt 4 år. Ydermere var der liiige den dér lille hurdle med nye mennesker, nye omstændigheder og nye rutiner (eller manglen på samme), som er utroligt grænseoverskridende for mig. Okay, lad os bare sige skræmmende, på grænsen til “Jeg-sætter-mig-ned-og-tuder-fordi-jeg-ikke-kan-overskue-alle-de-indtryk”. Så jobcenteret var i hvert fald ikke en mulighed – de sagde dog til mig, at eftersom jeg “kun” var i stand til at arbejde 28 timer om ugen, så var jeg altså ikke arbejdsdygtig og skulle derfor sygemelde mig!?

GODT, at jeg har min A-kasse, som jeg dernæst ringede til, for at brokke mig over jobcenterets konklusion på, at jeg skal være syg(emeldt) – selvom jeg ikke er det. I hvert fald ikke så meget til at blive tilkendt Flex-job.

A-kassens besked var dog ikke just opmuntrende; Jo jo, det var da rigtigt nok, at jeg skulle sygemeldes. Hvis ikke du kan arbejde 37 timer om ugen, så er du uarbejdsdygtig, og du kan ikke blive meldt ledig. Ergo – jeg skulle smides i den kasse jeg har arbejdet så hårdt på at komme op af – “du er syg, Stine“.
Dog prøvede jeg at italesætte, at jeg har brug for en at tale med, der kunne hjælpe mig igennem den her fase, så jeg blev bedst muligt beredt til, hvad end jeg herefter skulle kastes ud i. Men… Jeg skulle jo på sygedagpenge – og det var altså kommunen der sad på den pengekasse, hvorfor A-kassen ingen hjælp eller assistance kunne tilbyde – “Lovgivning, du ved nok!”.

Sygemeldt blev jeg, og som jeg skrev i mit forrige indlæg, giver det kun anledning til yderligere bekymring og flere dårlige dage krydret med svindende motivation og mørkere tanker.

Bevares – A-kassen informerede mig da om, at jeg ville blive indkaldt til møde på jobcenteret, hvor jeg ville få en sygedagpengekonsulent.
Der gik da også kun halvanden måned før dette skete. Kan du fornemme hvor langt ind i sofaens grå betræk jeg nu var forsvundet?

D. 7/11 kl. 13.30 stod jeg så på jobcenteret og ventede på det menneske, der skulle afgøre min fremtid – eller i det mindste fortælle mig, hvordan jeg selv kunne navigere rundt i det hersens sygemeldingssystem. Hun hed Jean, så da en kæmpe mand af afrikansk etnicitet tonede frem og storsmilende råbte mit navn op, blev jeg sgu en kende forvirret. Ikke desto mindre virkede han super-rar og jeg fulgte håbefuldt med, til det eneste ledige kontor i bygningsfaciliteten – dog må det nævnes for morskabens skyld i den daværende situation – at der kun manglede en kost og fejebakke for, at lokalet kunne gå efter titlen som kosteskab. Meget nærværende. Især når man, som jeg, er ellevild for at sidde indelukket og tæt med fremmede mennesker – hurra!

Jean snakkede og stillede en masse spørgsmål, som jeg selvfølgelig allerede havde besvaret i den sygemeldingsblanket jeg havde udfyldt for nogle uger siden. Ved siden af, havde han den tilsendte lægeerklæring liggende, hvorpå der stod/står at jeg har 2 skånehensyn:

1) Arbejdsuge på maks 28 timer.
2) Arbejdsplads der ikke kræver offentlig transport, primært indenfor bygrænsen.

Da Jean finder ud af, at jeg er sygemeldt, selvom jeg er i stand til at arbejde 28 t/ugentligt bliver han meget uforstående – Han fatter simpelthen ikke den vejledning jeg har fået. Han griner lidt af de andre instansers manglende viden og smider da også et “hold kæft, hvor åndssvagt” ind i samtalen. Okay, den her mand ved hvilken klemme jeg sidder i og virker målrettet på, at hjælpe mig ud af den. Han er i hvert fald ligeså uforstående overfor situationen, som jeg selv er. Det må være en god motivationsfaktor til at få ændret på tingene. Der går heller ikke mange sekunder før han fortæller mig, hvad der nu skal ske. A-kassen har fejlinformeret mig og man kan sagtens melde sig ledig, selvom man “kun” kan arbejde 28 timer om ugen!
I forlængelse af samtalen, logger han på det meget avancerede og krypterede (læs;langsomme) “personale-jobnet“, hvorfra han afslutter min sygemelding pr. dags dato. Fedt, fedt, fedt… Så skal jeg bare selv gå på job-net dagen efter og melde mig ledig!

Som sagt, får jeg meldt mig ledig på job-net dagen efter – måtte dog ringe til jobcenteret først, der informerede mig om, at jeg ikke selv kunne melde mig ledig, når jeg havde været sygemeldt. Hm, nok bare en teknisk fejl.

Derefter ringer jeg til A-kassen, for at bede om et møde, nu hvor jeg er meldt ledig. De næste mange (4-5) samtaler jeg har med forskellige fagforenings- og A-kassefolk er en noget indviklet og hjernefordrejet suppedas. Jeg bliver hylet fuldstændig ud af den; først får jeg af vide, at det sygedagpengekonsulenten (hende der var en ham) har sagt til mig, overhovedet ikke passer og det er en lodret løgn han har givet mig (måske for at få mig ud af deres system, kan jeg ikke lade være med at tænke selv)..
For det andet, skal jeg ringe til ham (Jean) og bede ham trække raskmeldingen tilbage – hvilket han selvfølgelig ikke vil, da jeg endelig sidst på dagen får fat på ham. Han siger, at det ikke er hans problem hvad A-kassen siger, fordi at jeg nu er ledig – og hvis det er problematisk for mig, må jeg jo gå ned og søge kontanthjælp.

Det er ingen hemmelighed at økonomi også spiller en rolle i dette og UNDSKYLD MIG; jeg har edderspark’me ikke meldt mig ind I – og betalt til – en A-kasse der ikke vil give mig dagpenge og en kommune der kun vil give mig kontanthjælp, fordi jeg lige pludselig står “mellem to stole“, som A-kassens socialafdeling informerer mig om.
Hun fortæller også, at der desværre er et hul i lovgivningen på dette område; at der ikke er nogle skrevne regler for “personer som mig“, der ikke passer ned i én af de to forpulede kasser, der er at vælge imellem; enten er du rask ellers må du være syg.
Du passer – endnu engang – ikke ind i samfundets tanke om, hvordan tingene skal være skruet sammen. For rask til Flexjob og for syg til dagpenge. Og hvor efterlader det mig så lige?

Ja, jeg ved det faktisk ikke… Jo, imellem to stole i metaforisk betegnelse, men i den føromtalte belastende grå sofa, i virkelighedens verden.

Lars ringer også til A-kassen og jeg ringer til dem igen og igen… og bliver stillet om – igen og igen. Kommunen er hægtet helt af nu. De taler alligevel om ting, de ikke kender til, siger en af de mange jeg snakker med i A-kassen. Så summa summarum er, at jeg nu må deltidsforsikres, da jeg derefter godt kan blive meldt ledig. Dog kan man stadig ikke tage højde for de få skånehensyn jeg har… Come on, jeg er jo ikke en eller anden primadonna, der kræver champagne i arbejdstiden, 10 langstilkede roser i vaser hver dag eller frokost levereret til min private personalestue. Nej – jeg vil bare gerne have et job og komme ud af min sofa igen! Jeg er ikke kræsen – jeg har lært at jeg kan meget mere end jeg selv tror. Men hvad hjælper det, at jeg er den eneste der tror? Og hvad hjælper det egentlig at tro? Tro flytter ikke bjerge og det gør systemet satme heller ikke.

Så nu er jeg træt. Jeg er godt og grundigt møghamrende min-hjerne-smuldrer-træt. Jeg er ikke ynkelig, men jeg kender mine begrænsninger. Jeg ved hvad jeg kan håndtere og jeg kender mig selv og mine alarmklokker godt nok, til at vide hvornår jeg skal slappe af, for ikke at havne i psykiatrisk regi eller indtage Truxal i mængder der gør mig til en levende død.

En A-kassedame ringede til mig i formiddags. Hun ville selv ringe til kommunen og prøve at finde en afklaring på alt det her. Haha – som om.

Så jeg bliver nødt til at spørge;
Hvorfor, Hr. Minister?

Hilsen hende, der er syg uden at være det og rask uden at være det.

Kære Hr. Minister

Forfra.

Nu sidder jeg her igen. Den samme grå sofa, som ellers de sidste par år har været et kærkomment sted for afslapning og hygge. Sådan er den ikke længere. Den minder mig mere og mere om det fængsel jeg engang var indespærret i.

Siden afslutningen på min sygemelding tilbage i februar 2016, har jeg arbejdet som husassistent på Slagelse Sygehus. Det stoppede jeg med sidst i september 2018. Fordi “lorte-spasser-latterlige-“alle-skal-kunne-det-samme”– Region Sjælland har besluttet, at der ikke længere skal være husassistenter på sygehusene. Bevares, jeg kunne da tage uddannelsen som servicemedarbejder; 37 timer om ugen (haha – min hjerne griner af mig), 2½ år og ingen garanti for, at jeg kunne vende tilbage til min “egen” afdeling. Ja, go’daw do! … Så jeg tudede mig gennem min sidste tid på afdelingen.

Jeg havde fundet min plads. Der hvor jeg trivedes allerbedst og hvor jeg gav mening for mig selv – og andre. Jeg kunne noget, jeg var værdsat og vigtigst af alt; jeg var normal. Jeg stod tidligt op, gik på arbejde, gik træt hjem til aftensmad og madpakker der skulle smøres. Og elskede det. Jeg elskede at være en del af et fællesskab, at være uundværlig og ligeværdig.

Nu er jeg en sten der er blevet kastet i havet og ringene spreder sig længere og længere væk fra mig.

Fordi jeg “kun” kan arbejde 28 timer om ugen, må jeg ikke være ledig. Så skal man sygemeldes, siger A-kassen og kommunen. Så det bliver jeg. Jeg er syg… igen. Det må jeg jo være, siden jeg ikke opfylder kommunens krav om, hvordan tingene se ud, førend at jeg kan tillade at kalde mig rask.

Jeg har prøvet at forholde mig konstruktivt til min situation. Noget har jeg da lært. Jeg har ambitioner, planer og noter skrevet ned, som jeg vil tage med på Jobcenteret.
Men tiden går…. Også selvom jeg har ringet og presset på. Jeg kan ikke få en sagsbehandler på Jobcenteret, da jeg jo ikke er ledig. Jeg kan få en sygedagpenge-konsulent, når der altså er kommet styr på alle mine papirer mv.
Nu er der gået 36 dage. Og på dag 38 skal jeg til samtale.

Jeg har tegnet, gjort rent, læst bøger, været syg og været syg igen. Jeg har holdt Milo hjemme fra børnehave, besøgt mine forældre og haft besøg. Men nu kan jeg ikke mere. Ikke fordi jeg er træt af det. Min lyst er bare forsvundet, du’ ved – ligesom “puf! – Du er nu energiforladt og finder ingen glæde i din hverdag.”

Så tak for det – Jeg frygtede at det ville blive sådan, når jeg skulle tilbage i den her forpulede sofa, selvom jeg lod håbet om, at det var et overstået kapitel i mit liv, vare ved… Men lige nu er jeg tom. Jeg føler mig uduelig, fordi jeg sidder på min dertil indrettede hele dagen og ikke engang kan overskue at sætte vasketøjet over. Jeg kan godt huske dengang hele mit liv fungerede sådan. Lige nu har det stået på i en uges tid. Så vidt det er muligt prøver jeg at slå det hen, men selvom jeg henter Milo og Lars kommer hjem fra job, sidder jeg stadig fast i tomheden og følelsen af, at være komplet ligegyldig og evneløs. Utroligt hvordan sådan en forlængst glemt følelse kan vælde op i kroppen på én igen. Lidt lig hvordan bestemte dufte kan bringe fjerne minder til overfladen, efter mange års glemsel.
Imidlertid er dette bare noget jeg ikke har lyst til at huske. Det måtte gerne forblive glemt. Overstået. Væk. Behandlet.

Men følelser kan jo ikke behandles – de kan reguleres. Og jeg har ikke glemt hvordan man gør. Men jeg orker det ikke. Jeg hælder i forvejen både Lamictal og Venlafaxin i hovedet dagligt, det burde være nok til at holde mig stabil, efter flere års kognnitiv behandling og dialektisk adfærdsterapi. Dette skal og være forbigående.

 

“Ringe i vandet;
min bevidsthed breder sig
ud over byen efterhånden
som lysene slukkes i ruderne
og alle biler er kørt forbi

Stenen var solen
der brød horisonten
og mørket flød over
som tidevand.”

Forfra.

Januar = Lort.

Ja, så kort kan det faktisk siges. Og det er egentlig bare det, jeg har gået og sagt til mig selv det meste af måneden. Jeg har ikke haft lyst til at skrive. Eller for den sags skyld dele mine tanker. Men… Når alt kommer til alt, ender jeg med at sidde og bakse med hele lortet indvendig, hvilket jeg godt ved, ikke er godt for noget eller nogen. Så i dag bliver altså dagen, hvor jeg kommer ud med (en del af) alt det, der fylder i mit hoved og har gjort det, det meste af januar. (Bered dig på brok i uanede mængder) ! Continue reading “Januar = Lort.”

Januar = Lort.

Tid (eller manglen på samme)

Okay, jeg har været noget passiv på bloggen det sidste stykke tid. Pardon me, men jeg har simpelthen ikke skænket det en tanke.

Den fysiske (såvel som den psykiske) del af fødselsdags-sygen fortsatte et godt stykke efter mit sidste indlæg, og så synes jeg bare, at jeg har haft skidetravlt…

Men kan man godt have en travl hverdag, selvom man ikke har noget job at stå op til?
Og kan man tillade sig, at postulere, at man har travlt?
.. Gu’ fanden kan man så. Continue reading “Tid (eller manglen på samme)”

Tid (eller manglen på samme)

Små ting

Jeg får i højere og højere grad, bekræftiget overfor mig selv, at det kan være svært at se de små ting i hverdagen.

Tiden går, klokken slår og de negative ting fylder mere og mere. Selvom det ikke nødvendigvis er ting, der vedrører mig personligt, kan jeg ikke lade være med at engagere mig i det, rent mentalt. Al den ballade der pt. raserer landet angående flygtninge-problematikken, blandt andet.

I det gruppeterapi-forløb jeg er tilknyttet via psykiatrien, bliver jeg mere og mere opmærksom på, hvilke ting i hverdagen der egentlig påvirker mig. Continue reading “Små ting”

Små ting