“Overlove” – at elske stærkt.

En af de ting, jeg har kæmpet meget med gennem årene – og stadig ikke har lært at håndtere – er tvangstanker. De kommer selvfølgelig i forskellige grader og jeg lader mig normalt ikke hidse op af, at min hjerne prøver at dirigere rundt med mig, da det er blevet mig en vane. Ligesom med de forskellige tvangshandlinger jeg ikke har kunnet fralægge mig, har jeg istedet lært at leve med dem.

Jeg begyndte at have tvangstanker som 14-15 årig… Måske tidligere, men jeg kan ikke huske det. Dengang omhandlede tankerne primært, at jeg ville komme slemt til skade af uforklarlige årsager. Jeg stoppede bevidst med at gøre forskellige ting; at løbe – da jeg var bange for at falde, at cykle – da jeg var bange for at blive kørt ned, at gå ud om aftenen – da jeg var bange for at blive…ja – slået ihjel.
Det lyder måske ret banalt og overdramatiseret, men det var ikke desto mindre min virkelighed. Jeg følte mig ikke specielt dramatisk – nærmere sær og ensom. Sådan en gang hjerne-bræk kunne jeg jo ikke fortælle andre om. Jeg var sikker på, at blive spærret inde hvis nogen fandt ud af, hvordan mine tanker rumsterede rundt i knolden på mig. Så jeg gjorde som enhver usikker teenage-pige med dårligt selvværd; jeg gemte det væk. Skabte en lille, lukket kasse i mit hoved, hvor der var plads til alle de tanker, som ikke måtte se dagens lys.
Nogle dage sprang kassen op, af sig selv. Simpelthen fordi den var blevet overfyldt. Jeg tror også det var deromkring, hvor min debut som cutter fandt sted. Simpelthen fordi der ikke var andre måder at få tankerne væk og hjernesmerterne ud af systemet på. Men det er en helt anden historie…

Som mit liv har udviklet sig og qua den psykiatriske og medicinske behandling jeg har modtaget, er tvangstankerne dog gevaldigt minimerede. I hvert fald for en tid.

D. 16/9-2014 kom en lille sol til verden. For en stund blev alting rosenrødt – mit hjerte svævede og skyerne i mit sind lettede. Han var det smukkeste i verden. Han var mit livs kærlighed. Min Milo, mit barn, mit liv.

…Mit ansvar. Mit. Egentligt et ansvar og en opgave, som jeg ikke var i tvivl om, at jeg kunne magte. Mit liv havde indtil da ikke været en specielt stor succes, men dette vidste jeg, at jeg kunne gennemføre med bravour. Men hvorfor var jeg så så bange?

Angsten for at miste kom som et slag i mit hoved og i løbet af ganske få dage blev mine tvangstanker tiltagende og jeg fik dødsangst som aldrig før.
Fuldstændig ligeglad med mit eget liv, ve og vel, men i konstant bekymring (okay – panisk angst) for Milos velbefindende.
Jeg kunne ikke beskytte ham. For jeg var ikke bange for, at nogen ville gøre ham ondt eller skade ham. I hvert fald ingen udefra – det var mig selv. Jeg var min egen frygt. Ikke fordi jeg havde lyst – på nogen måde – til at gøre nogensomhelst former for skade på dette lille smukke væsen, men min hjerne… Den gik mildest talt amok.

Den overproducerede konstant billeder og små seancer for mit indre øje, hvor jeg gjorde ting ved mit eget barn, som jeg end ikke har lyst til, skal stå skrevet. Jeg blev så bange for mig selv. Bange for, at miste besindelsen og samtidig blive sindssyg – eller allerede være det. Og jeg græd; jeg elskede dette lille agern mere end livet selv og så var det dét min hjerne gik op i? At jeg tabte Milo på gulvet med vilje eller glemte ham i badekaret (nogle af de mindre voldsomme tanker).

Og jeg hadede mig selv. Jeg havde lyst til at kradse mine øjne ud, fordi jeg ikke fortjente at se hans livsbekræftende smil eller flytte. Ja, bare flytte min vej og lade Lars (den forælder der ikke tankemæssigt prøvede at slå sit eget barn ihjel) klare det hele selv.

Dét er tvangstanker. Men jeg har ikke beskrevet dem nært så præcist som de føles. Det er en umulig opgave at få andre til at forstå den eksakte følelse vi selv besidder. Derfor vil jeg dele den her video med jer. Jeg så den for første gang i dag. Og jeg græd som pisket – fordi jeg for første gang i mit liv, har set – udefra – hvordan det er at leve med en hjerne i krig og et hjerte i frygt.
Så jeg har en bøn; Se den her video som Lucas Helth og Clara Tufte har lavet. Den handler om netop dette emne. At slås med sin hjerne – og tabe.

Tak.

Reklamer
“Overlove” – at elske stærkt.

Hjernepine.

Der går tit en ung fyr forbi altanen, når jeg sidder og ryger min morgensmøg. Jeg kan høre ham inden han kommer til syne og jeg ved, at han har en dårlig dag. Han råber meget højt. Han skælder ud. Han er alene og han er sur på verden. Han er upåvirket af andre menneskers tilstedeværelse, men skælder samtidig alle dem ud, han møder i sine drømme. Det er en hårfin grænse. Mellem virkelighed og hjernebræk. Nogle gange kan han ikke skille det ad, og kommer til at råbe af hans mareridts uhyrer midt på Klostergades fortov. Jeg ved hvordan han har det. Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind. Jeg er bare i stand til at styre det – nogenlunde. Jeg tror ikke han kender nogen udenfor drømmeverdenen. Der er ingen til at fortælle ham, at hans mareridt er et produkt af en alt for skrøbelig og belastet sindstilstand. Derfor råber han til verden. Det gør jeg også, men råbene høres kun af mig selv. Folk tager afstand til ham. Synes han er sær. Bliver bange for ham. Fordi han lukker op og lukker ud. Det nytter ikke noget, at alle hører ham, men ingen lytter. Han er det, der sker med os andre, hvis vi ikke får afløb for vores indre. Får delt vores sorg, glæde og frustration. Vi bliver tomme skaller og så snart en revne dukker op, krakelerer hele overfladen. Derfor skriver jeg.

Jeg er ikke ved at miste besindelsen. Mine fødder er stadig plantet i jorden, omend ikke så solidt som førhen. Jeg kan stå op hver dag og gøre de ting jeg skal, qua at jeg er et menneske. Men det er hårdere end det plejer at være. Det tager længere tid at komme i fokus. At “tune ind” – finde min frekvens for at få den reneste lyd.

I slutningen af september ’17 begyndte noget at rumstere i mig. Noget jeg ikke havde mærket i lang tid. Jeg prøvede at dysse det ned; at affeje det som en normal process i et førhen plaget sind. Men det blev ved og forstærkedes kun. Jeg tyede til gamle hjælpeværktøjer og strategier jeg havde lært i min tid på psykiatrisk. Intet virkede og jeg blev ængstelig. Det værste var mine mareridt. Mareridt der startede som “almindelige” feber-drømme, men hurtigt udviklede sig til grænsepsykotiske virkelighedsforvrængninger – umulige at slippe af med, selv i vågen tilstand.

Natten til d. 14. november ’17, drømte jeg om Milo. Han var glad og smuk som altid. Vi kørte i tog. En gammel sporvogn, faktisk. Hver togvogn hang sammen med den næste forbundet af tykke kæder, med ca. 1 meters afstand imellem.
Milo sad på sædet ved siden af mig, og kiggede ud af vinduet. Hans hår hvirvlede vildt omkring i blæsten fra de åbne vinduer i vognen.
Jeg tror vi kørte omkring 35 km/t. Pludselig fik vinden fat i mit eget hår, som også begyndte at svirre rundt for øjnene af mig. Da jeg omsider fik det kontrolleret var Milo selvfølgelig væk. Jeg fik først øje på ham, da det var for sent. Han gik på line. På togkæderne mellem vognene. Det blæste kraftigt. Han fik øje på mig. Han smilede i hele hovedet og så fik han overbalance… Toget buldrede videre og resten kan jeg ikke skrive ned. Jeg har gennemlevet det i mine tanker så mange gange, set det ske for mit indre øje og mærket blæsten i mit hår. jeg slipper det aldrg. Men da jeg stod op den morgen, var drømmen virkelig. Den åd mig op indefra. Jeg kunne ikke abstrahere. Jeg kunne kun se Milo falde af sporvognen. Høre hans skrig kombineret med mit eget.

Efter halvanden time på arbejde måtte jeg opgive ævred. Jeg kunne knapt støtte på mine ben. Tankerne blev til virkelige hændelser i mit hoved og jeg kunne ikke trække vejret eller hive mig selv op. Jeg skulle væk.

Og væk kom jeg. Til Psykiatrisk Akutmodtagelse. Samtale med en sygeplejerske. Så en anden. En vagt der holdt øje med mig. Mon jeg var sindssyg? Samtale med en lægestuderende; “Tag flere piller og sov”.

Jeg blev ikke mindre angst af den grund. Jeg tog 2 truxal og gik i seng. Alt for ofte, er den eneste løsning søvn. Jeg kan hverken tale mig ud af smerten eller arbejde mig ud af angsten. Den har bidt sig fast og jeg må opnå hjernefred for at få tankefred – altså søvn. Samtidig med, at søvn ikke tiltaler mig, grundet frygten for mareridtenes tilbagevenden. Det er pest eller kolera. Og et latterligt håb om, at det hele er forsvundet når jeg vågner næste gang. Men det er det ikke. Tværtimod. Jeg tror Milo er kommet slemt til skade. Jeg vågner med et sæt – er bange for at jeg har glemt at hente ham i børnehaven, selvom det er Lars der skal hente. Jeg vil ringe derned. Spørge om han er okay. Høre hans stemme og vide, at han er i live. I live…. Jeg er bange. Bange for at mit barn dør, når ikke han er i min varetægt. Tankerne bliver ved dag for dag. Arbejdet ringer: “Kommer du snart?”. Min mor ringer: “Hvordan har du det?“. Min omverden fortæller mig, at jeg skal have det godt. Jeg vil gerne have det godt. Jeg har det ikke godt. Hvordan får man det godt? Kan man lære at styre sine drømme, eller endda sine tanker? Kan man lære at leve med angsten? Den har jeg levet med i mange år. Det har været et elendigt bekendtskab, men jeg har lært at udholde det. Nu kan jeg ikke holde det ud. Intet virker. Alt vælter. Jeg får flere piller; “Stemningsstabiliserende“. Jeg giver det en chance. Tiden går. Måske bliver jeg mere stabil. Måske vænner jeg mig endnu engang til tankerne. Får dem på afstand, så jeg kan anskue dem objektivt. Men det sker jo aldrig. Hvordan kan et menneske se på sine egne følelser uden subjektivitet? Hvordan kan man undgå at føle sine følelser, når intensiteten er så høj? Lægge låg på. Det kan jeg godt. Jeg er nærmest verdensmester. Hvilket egentlig var med til at skabe alle de her problemer i første omgang. Ved ikke at tale eller føle. At leve sit liv på autopilot, uden at se hvor jeg er på vej hen eller hvor jeg kan ende.

Så nu venter jeg. På hvad ved jeg ikke helt. På at det bliver bedre. Eller værre. På en reaktion fra mig selv, så jeg kan få en status. En opdatering fra mit indre.
Jeg er blevet revisiteret til psyk. klinik. Det venter jeg også på. Hvis ikke helvede når at fryse til is inden da..

Jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke længere har brug for at få at vide, at det er okay, at jeg er psykisk syg. Jeg ved godt, det ikke er selvskabt (langt hen af vejen), jeg ved at min borderline vil blive ved med at titte frem i større eller mindre grad, når jeg bliver presset. Men denne gang var jeg ikke presset. Jeg havde det godt. Jeg kunne arbejde, elske min familie og passe på mig selv og min hverdag. Og alligevel blev tingene vendt på hovedet af min “kan-du-da-for-helvede-ikke-bare-lade-mig-være-i-fred“-hjerne. Jeg ved ikke hvad der trickede mig eller hvorfor mareridtene og dødsangsten overhovedet kom i første omgang. De var der bare. Indstillet på, at flytte ind.
Og det er dér problemet ligger. At jeg ikke kan få fred. Jeg er okay med min psyke og de ting (ocd, ptsd, depression) der nogle gange følger med. Men jeg er træt.
Trær af, at skulle aflede mig selv. At kæmpe for befrielse, når jeg ender op som fange igen, før eller siden… Det er hårdt.

Det er hårdt at opretholde en facade overfor sin omverden. Ikke for min skyld, men for deres. For at skåne andre, for den belastning det er, at have mig på sidelinjen. Og det kan være en belastning – ikke at kunne deltage i tingene derhjemme, at miste lysten til at stå op, at sidde på sit job og glo tomt ud i luften eller at elske sin søn, uden at have overskud til, at vise ham det.

Alting bliver bedre med tiden. Men tid er menneskeskabt. Og mennesker har følelser. Og følelser lader sig ikke kontrollere. Uanset hvilken form de kommer i.
Derfor råber den unge fyr til himlen, når han går på gaden og derfor råber jeg tilbage til min hjerne, når jeg ligger i min seng om aftenen…

Hjernepine.

Prinsesse-dreng.

Jeg kommer sådan til at tænke på Inspirationsguiden “Børnehaver med plads til Pippiprinser og piratprinsesser“. Denne drog jeg god nytte af, i min uddannelse til pædagog – både i mit faglige arbejde og opgaveskrivning, men også til at danne min egen personlige holdning om emnet.

Hvis ikke overskriften har givet sig selv, handler dette indlæg om min smukke Milo. Den lille fede – der hverken er lille og fed mere – er nemlig dét Jesper Olesen (forfatter) beskriver som værende en pippiprins.

For knapt en måned siden, begyndte Milo at få en vældig interesse i alt tøj der ikke lignede hans eget. Han har i forvejen altid været glad for at låne diverse armbånd, halskæder, hårbånd og spænder af hans mor. Dette har han selvfølgelig fået lov til. Egentlig har der aldrig været et spørgsmål om, hvorvidt han skulle have lov. Det virkede ligeså naturligt, som at tage sokker på om morgenen. 

Så…. kommer der et tidspunkt, hvor man må sige stop? Skal man begynde at tænke over, hvordan ens barn opfører sig, rent kønsmæssigt? Skal man lede ham/hende tilbage til udgangspunktet for det “rigtige”? Hvad er det rigtige? Og hvem afgør dette?

Nej. Nej og nej. Intet er hverken rigtigt eller forkert. Og den eneste der kan afgøre hvordan det skal føles, er min Milo.

Jeg ha’ lysse’ød kjole på, mor!“. Det sagde han til mig, efter vi havde været i mødregruppe sidste weekend, hvor han blev så begejstret for en af de andre pigers kjoler, at han lånte den og havde den på hele dagen. Han var lykkelig.

I sidste uge gik jeg i H&M og købte 2 kjoler til ham. En hvid med prikker og en lyserød med korte ærmer. Da jeg hentede ham i vuggestue, fortalte jeg hvad jeg havde købt til ham. Han har aldrig cyklet så hurtigt hjem før. Hans glæde var ikke til at skjule. Og hver dag lige siden, har han spist, løbet og leget med kjole på. Han er også begyndt at snakke om neglelak.

Og det er helt okay! Min dreng skal ikke lære at båndlægge sine følelser og udtryk. Han skal vise verden hvem han er, og være ligeså skidestolt, som hans mor er. Ligesom alle andre børn, er han unik og helt perfekt som han er. Med eller uden kjole. 

#Frihedtilforskellighed ❤

Prinsesse-dreng.

Smittefare.

Der står en lille æske på bordet. Den er malet i de dejligste farver; Jeg kommer straks til at tænke på havets klare, dybblå farve, duften af nyslået græs i forskellige grønne nuancer og hvide dyneagtige skyer der beskytter mod den strålende sols gullige glans. Det eneste der bryder æskens nostalgiske udseende, er den lille lås der er monteret foran, så ingen kan bryde den op. Selvom den blot er en lås som mange andre, får denne mig til, at tænke på dunkle, misformede tordenskyer i horisonten – et varsel om uvejr; væltede træer, oversvømmede hjem og bange anelser.
Nøglen til æsken ligger i min lomme. Jeg undrer mig over, hvorfor den endnu ikke – helt af sig selv – er sprunget op i låsen og har åbnet æsken. Jeg tror den har krafterne til det. Måske er det eneste der holder den tibage, mit eget stærke håb om, at netop dette ikke må ske. Æsken må ikke åbnes og nøglen burde forlængst være destrueret. Men ligemeget hvorhen jeg kaster nøglen, vender den altid tilbage i bukselommen. Den menes at høre til her. Hos mig. Jeg er dens vogter og den eneste der kan åbne æsken er mig.

Mit sind er nøglen.
Æsken, med alle dens smukke farver, er min søn.

_________________________________________________

Der findes mange former for angst, så mange at jeg endnu ikke selv har oplevet halvdelen af dem. Jeg var engang forpint af socialfobi, panikangst og kraftig angst for min angst i sig selv. Jeg fik med tiden oparbejdet forskellige værktøjer til at tone det ned på et menneskeligt niveau med. Et niveau som jeg i dag kan leve med, uden de store armbevægelser. Men denne angst er anderledes. Den er virkelig på en anden måde, end store menneskemængder, frygten for en fremmed bag mit brusegardin eller mareridtet om, at få et panikanfald midt i køen i Bilka. Det er angsten for mig selv. For min hjerne. Og angsten for, at denne lille smukke skabning, der sidder midt på stuegulvet og leger med biler, bliver smittet af mig. Smittet af mit svage sind, min elendige følelseshåndtering og min evne til, at gøre alting på en bestemt måde, uden nogen slinger i valsen, da helvede ellers vil bryde løs.

“Arvelighed spiller en vis rolle. Hvis man har en far eller mor, der har haft OCD, har man selv en risiko, der er tre-fem gange højere end ellers for at få sygdommen, dvs. at risikoen så er ca. 10 procent.” – http://www.netpsykiater.dk/HTMsgdf/ocd.htm

“Nogle undersøgelser har vist, at personer med borderline har biologiske forandringer i visse dele af hjernen og ændringer i hjernens biologiske processer. Om disse forandringer skyldes sygdommen eller omvendt kan være svært at afgøre. Undersøgelser har også vist, at sygdommen har en arvelig komponent. Det vil sige, at risikoen for at udvikle lidelsen er større, hvis familiemedlemmer også har borderline.” –http://www.psykiatrifonden.dk

Jeg holder mig tilbage. Jeg lader ham rode, som kun en 2 årig kan gøre, uden at rydde op efter ham næsten inden hans leg er færdig.  Jeg har lært mig selv, ikke at tørre ham om munden hvert 5. minut og undgår også at tørre næse på ham hele tiden, om den løber eller ej. Jeg er bange for, at gøre ham taktilsky; At tillægge ham et tankesæt, der fortæller ham, at man ikke kan være barn og have indtørret tandpasta på kinden.

Da Milo var omkring 15 mdr. gammel, ryddede han selv alt sit legetøj op; Bilerne i bilkassen, klodserne i klodskassen, bamserne i kurven osv… Først blev jeg utrolig stolt. “Se, min dreng er så dygtig til at rydde op.” Hurtigt derefter kom en anden tanke på spil: Hvad nu hvis han gør det, fordi han ikke kan lade være? Så sent som igår aftes, gik han helt i spåner fordi han ikke havde fået lov til at lægge sin lastbil ned i kassen til de andre.  Så jeg lod ham gøre det. Af frygt for, at det ville give ham mareridt, hvis ikke han gjorde. Ligesom jeg selv kan få helt ondt i maven og sved på panden, hvis jeg har trukket den ene gardin for langt ned i forhold til de andre. Men jeg prøver ikke at vise ham det. Prøver, ikke at lade ham få styringen. Han skal vide at jeg bestemmer; ikke bare fordi jeg kan, men fordi jeg er i stand til at se, hvor meget ens hjerne kan påvirke én. Men jeg er ikke hjerneforsker. Jeg ved ikke, om det er bedst at lade ham gøre disse småting eller stoppe ham og destruere situationen. For jeg ved slet ikke, om det er begyndende OCD, eller om han blot gør disse ting, fordi han er Milo. Og at det så er mig der overtænker, overreagerer og overvurderer i den pågældende situation.

Jeg håber, at han blot ser mig som en mor; Hende der smør’ de bedste leverpostej-med-rødbede-madder, hende der puster på de grimme “av’-av’ere'” og hende der gerne vil være med til, at tumle rundt i sengen, lege med biler og bygge legohuse.

Den mor vil jeg gerne være. Og det er jeg. Og jeg håber, at det er det han ser; at de andre ting efterhånden har en så lille rolle i mit liv, at man ikke kan mærke det, med mindre man er mig…

Smittefare.

Ro.

Et par timers stilhed. Uden stillingtagen. Uden barn eller flere. Uden tv eller musik. Bare stilhed. Jeg kan nærmest mærke, hvordan min hjerneaktivitet daler ned på et menneskeligt niveau. Mit, ellers konstant opmærksomme blik, hviler nu kun på skærmen. På mine egne ord. På mig. Egoisme er én af de mindst anvendte egenskaber jeg besidder..

Den lille fede har været hjemme de sidste 3 uger. Kun med få vuggestuedage iblandt. Først fik han skoldkopper, dernæst infektion i det nedre øjenlåg (som først blev tolket som øjenbetændelse og dernæst bygkorn – på trods af, at han nærmst var blind i 3 dage og rendte rundt og sagde; “Mor, mooaarr, ikke se noget!”. ) Da vi så endelig fik penicillin til ham, var det først det 3. præparat der virkede. Det første var en stor pille, som ikke engang jeg selv ville kunne sluge og i anden omgang skulle han drikke noget der smagte af rævepis – hvorefter han brækkede sig i lårtykke stråler (på sin far, høhø). Tilsidst fik vi udskrevet Imacilin (medicinens svar på candyfloss) og ungen ville endelig indtage lortet, uden det kom op igen. Herefter skulle der gå 3 dage, hvorefter hans øje endelig så nogenlunde normalt ud. Desværre/men med det held Milo har, var det ikke slut endnu. Hans temperatur lå stadig på 39-40 stykker og han ville hverken have is eller kakao. SÅ blev hans mor sgu bekymret! For 3. gang måtte vi til lægevagten, der kunne konstatere at han havde fået en virus samt røde knopper over hele kroppen. Skoldkopper havde han jo lige haft, så konklusionen blev, at han havde mønteksem. Hvad fanden det så end er. “Giv det tid og kærlig pleje“- mig i røven, Fru vagtlæge! Men da man åbenbart ikke kan returnere defekte børn, måtte vi traske hjem igen.

Milo er heldigvis en sej gut og har været helt på toppen i et par dage nu. Den første dag, hvor han ikke havde feber længere, begyndte jeg at få ondt i halsen. Det er nu 3 dage siden og her sidder jeg FOR 7. GANG I ÅR(!!!!) med betændelse i tungemandlerne.
Det er godt, at vi ikke på forhånd, når vi bliver født, får en liste med alle de ting vi kommer til at fejle i vores liv og hvor mange dage vi kommer til at bruge i sygdommens tegn. Hvis jeg havde vidst det, havde jeg nok aldrig haft noget livsmod.

Det er utroligt drænende at være syg hele tiden. Især fordi jeg lige er startet op fra en 2 måneders sygemelding i praktikken, da jeg – som den fænomenale mor jeg er – skulle rutsje ned af baby-rutsjebanen i anlægget. Never again!
Det har resulteret i 2 forskubbede nakkehvirvler, en afklemt skulder, hængende ledbånd og en muskulatur i hele dette område, der nægter at arbejde sammen. Herudover, har jeg spenderet over 5000 kr. på diverse ture til Kiropraktor, fysioterapeut og massør. Tak for dén hjælp. Efter mit besøg hos Ortopæderne i Holbæk, blev jeg dog bevilliget et gratis genoptræningsforløb. Og jeg tror det hjælper. Eller håber.

Dette betyder desværre, at jeg har måtte starte min praktik op igen, helt fra bunden. Og jeg var næsten i mål – 31 timer skal jeg arbejde ugentligt. Jeg var på 28. Nu er jeg på 10. Men det er okay. Jeg kan lide at være derude og de kan lide mig (det siger de i hvert fald). Så jeg er blevet forlænget til og med januar. Så jeg har god tid til, at lade min skulder vænne sig til, at bevæge sig, for helt ærligt så føler jeg mig sgu ret handicappet.  Jeg er heldigvis kommet over det punkt, hvor jeg hverken kunne vaske hår eller hive en trøje ned over hovedet. Men smerterne er ikke væk endnu. At jeg så i tillæg både får Morfin og sovepiller, for at fungere i dagligdagen, det er en anden snak. Ikke en snak jeg orker at tage stilling til, da det er det der fungerer her og nu.

Så lige nu nyder jeg stilheden. Det eneste jeg kan høre, er computerens summen. Jeg kigger ned på tastaturet og prøver at fokusere på knapperne, men de flyder sammen. Jeg er træt. Jeg glæder mig til hverdagen. Til at aflevere Mimle i vuggestue.
Og til at komme hjem til en lejlighed uden lyd.
Uden lyden af et sygt, grædende barn, eller lyden af et termometer der bipper 39,8. Ingen lyde af de samme røvsyge afsnit af “Blaze og Monstermaskinerne“, på Nikelodeon eller filmen “Biler“, som vi mindst har set 784 gange. Jeg glæder mig til at blive menneske igen. Lige nu er jeg zombie-mum. Og på trods af, at det er halloween, så er jeg godt træt af al den rædsel..

Ro.

All the single ladies!

Som titlen ligger op til, kommer dette indlæg til at omhandle single-kvinder – og helt specifikt singlemødre. Fordi… Hvordan gør I? Og ydermere – Hvor er I bare røvseje!

Jeg lever jo selv i et ganske velfungerende ægteskab med Lars, hvor vi deler tingene lige over; Vi laver begge mad, gør rent, skifter ble, putter fedlingen, handler ind og vasker tøj. Min fornemmelse er dog, at det ikke er alle parforhold, der er ligeså balancerede. Tak Lars ❤ Continue reading “All the single ladies!”

All the single ladies!