Prinsesse-dreng.

Jeg kommer sådan til at tænke på Inspirationsguiden “Børnehaver med plads til Pippiprinser og piratprinsesser“. Denne drog jeg god nytte af, i min uddannelse til pædagog – både i mit faglige arbejde og opgaveskrivning, men også til at danne min egen personlige holdning om emnet.

Hvis ikke overskriften har givet sig selv, handler dette indlæg om min smukke Milo. Den lille fede – der hverken er lille og fed mere – er nemlig dét Jesper Olesen (forfatter) beskriver som værende en pippiprins.

For knapt en måned siden, begyndte Milo at få en vældig interesse i alt tøj der ikke lignede hans eget. Han har i forvejen altid været glad for at låne diverse armbånd, halskæder, hårbånd og spænder af hans mor. Dette har han selvfølgelig fået lov til. Egentlig har der aldrig været et spørgsmål om, hvorvidt han skulle have lov. Det virkede ligeså naturligt, som at tage sokker på om morgenen. 

Så…. kommer der et tidspunkt, hvor man må sige stop? Skal man begynde at tænke over, hvordan ens barn opfører sig, rent kønsmæssigt? Skal man lede ham/hende tilbage til udgangspunktet for det “rigtige”? Hvad er det rigtige? Og hvem afgør dette?

Nej. Nej og nej. Intet er hverken rigtigt eller forkert. Og den eneste der kan afgøre hvordan det skal føles, er min Milo.

Jeg ha’ lysse’ød kjole på, mor!“. Det sagde han til mig, efter vi havde været i mødregruppe sidste weekend, hvor han blev så begejstret for en af de andre pigers kjoler, at han lånte den og havde den på hele dagen. Han var lykkelig.

I sidste uge gik jeg i H&M og købte 2 kjoler til ham. En hvid med prikker og en lyserød med korte ærmer. Da jeg hentede ham i vuggestue, fortalte jeg hvad jeg havde købt til ham. Han har aldrig cyklet så hurtigt hjem før. Hans glæde var ikke til at skjule. Og hver dag lige siden, har han spist, løbet og leget med kjole på. Han er også begyndt at snakke om neglelak.

Og det er helt okay! Min dreng skal ikke lære at båndlægge sine følelser og udtryk. Han skal vise verden hvem han er, og være ligeså skidestolt, som hans mor er. Ligesom alle andre børn, er han unik og helt perfekt som han er. Med eller uden kjole. 

#Frihedtilforskellighed ❤

Reklamer
Prinsesse-dreng.

Smittefare.

Der står en lille æske på bordet. Den er malet i de dejligste farver; Jeg kommer straks til at tænke på havets klare, dybblå farve, duften af nyslået græs i forskellige grønne nuancer og hvide dyneagtige skyer der beskytter mod den strålende sols gullige glans. Det eneste der bryder æskens nostalgiske udseende, er den lille lås der er monteret foran, så ingen kan bryde den op. Selvom den blot er en lås som mange andre, får denne mig til, at tænke på dunkle, misformede tordenskyer i horisonten – et varsel om uvejr; væltede træer, oversvømmede hjem og bange anelser.
Nøglen til æsken ligger i min lomme. Jeg undrer mig over, hvorfor den endnu ikke – helt af sig selv – er sprunget op i låsen og har åbnet æsken. Jeg tror den har krafterne til det. Måske er det eneste der holder den tibage, mit eget stærke håb om, at netop dette ikke må ske. Æsken må ikke åbnes og nøglen burde forlængst være destrueret. Men ligemeget hvorhen jeg kaster nøglen, vender den altid tilbage i bukselommen. Den menes at høre til her. Hos mig. Jeg er dens vogter og den eneste der kan åbne æsken er mig.

Mit sind er nøglen.
Æsken, med alle dens smukke farver, er min søn.

_________________________________________________

Der findes mange former for angst, så mange at jeg endnu ikke selv har oplevet halvdelen af dem. Jeg var engang forpint af socialfobi, panikangst og kraftig angst for min angst i sig selv. Jeg fik med tiden oparbejdet forskellige værktøjer til at tone det ned på et menneskeligt niveau med. Et niveau som jeg i dag kan leve med, uden de store armbevægelser. Men denne angst er anderledes. Den er virkelig på en anden måde, end store menneskemængder, frygten for en fremmed bag mit brusegardin eller mareridtet om, at få et panikanfald midt i køen i Bilka. Det er angsten for mig selv. For min hjerne. Og angsten for, at denne lille smukke skabning, der sidder midt på stuegulvet og leger med biler, bliver smittet af mig. Smittet af mit svage sind, min elendige følelseshåndtering og min evne til, at gøre alting på en bestemt måde, uden nogen slinger i valsen, da helvede ellers vil bryde løs.

“Arvelighed spiller en vis rolle. Hvis man har en far eller mor, der har haft OCD, har man selv en risiko, der er tre-fem gange højere end ellers for at få sygdommen, dvs. at risikoen så er ca. 10 procent.” – http://www.netpsykiater.dk/HTMsgdf/ocd.htm

“Nogle undersøgelser har vist, at personer med borderline har biologiske forandringer i visse dele af hjernen og ændringer i hjernens biologiske processer. Om disse forandringer skyldes sygdommen eller omvendt kan være svært at afgøre. Undersøgelser har også vist, at sygdommen har en arvelig komponent. Det vil sige, at risikoen for at udvikle lidelsen er større, hvis familiemedlemmer også har borderline.” –http://www.psykiatrifonden.dk

Jeg holder mig tilbage. Jeg lader ham rode, som kun en 2 årig kan gøre, uden at rydde op efter ham næsten inden hans leg er færdig.  Jeg har lært mig selv, ikke at tørre ham om munden hvert 5. minut og undgår også at tørre næse på ham hele tiden, om den løber eller ej. Jeg er bange for, at gøre ham taktilsky; At tillægge ham et tankesæt, der fortæller ham, at man ikke kan være barn og have indtørret tandpasta på kinden.

Da Milo var omkring 15 mdr. gammel, ryddede han selv alt sit legetøj op; Bilerne i bilkassen, klodserne i klodskassen, bamserne i kurven osv… Først blev jeg utrolig stolt. “Se, min dreng er så dygtig til at rydde op.” Hurtigt derefter kom en anden tanke på spil: Hvad nu hvis han gør det, fordi han ikke kan lade være? Så sent som igår aftes, gik han helt i spåner fordi han ikke havde fået lov til at lægge sin lastbil ned i kassen til de andre.  Så jeg lod ham gøre det. Af frygt for, at det ville give ham mareridt, hvis ikke han gjorde. Ligesom jeg selv kan få helt ondt i maven og sved på panden, hvis jeg har trukket den ene gardin for langt ned i forhold til de andre. Men jeg prøver ikke at vise ham det. Prøver, ikke at lade ham få styringen. Han skal vide at jeg bestemmer; ikke bare fordi jeg kan, men fordi jeg er i stand til at se, hvor meget ens hjerne kan påvirke én. Men jeg er ikke hjerneforsker. Jeg ved ikke, om det er bedst at lade ham gøre disse småting eller stoppe ham og destruere situationen. For jeg ved slet ikke, om det er begyndende OCD, eller om han blot gør disse ting, fordi han er Milo. Og at det så er mig der overtænker, overreagerer og overvurderer i den pågældende situation.

Jeg håber, at han blot ser mig som en mor; Hende der smør’ de bedste leverpostej-med-rødbede-madder, hende der puster på de grimme “av’-av’ere'” og hende der gerne vil være med til, at tumle rundt i sengen, lege med biler og bygge legohuse.

Den mor vil jeg gerne være. Og det er jeg. Og jeg håber, at det er det han ser; at de andre ting efterhånden har en så lille rolle i mit liv, at man ikke kan mærke det, med mindre man er mig…

Smittefare.

Ro.

Et par timers stilhed. Uden stillingtagen. Uden barn eller flere. Uden tv eller musik. Bare stilhed. Jeg kan nærmest mærke, hvordan min hjerneaktivitet daler ned på et menneskeligt niveau. Mit, ellers konstant opmærksomme blik, hviler nu kun på skærmen. På mine egne ord. På mig. Egoisme er én af de mindst anvendte egenskaber jeg besidder..

Den lille fede har været hjemme de sidste 3 uger. Kun med få vuggestuedage iblandt. Først fik han skoldkopper, dernæst infektion i det nedre øjenlåg (som først blev tolket som øjenbetændelse og dernæst bygkorn – på trods af, at han nærmst var blind i 3 dage og rendte rundt og sagde; “Mor, mooaarr, ikke se noget!”. ) Da vi så endelig fik penicillin til ham, var det først det 3. præparat der virkede. Det første var en stor pille, som ikke engang jeg selv ville kunne sluge og i anden omgang skulle han drikke noget der smagte af rævepis – hvorefter han brækkede sig i lårtykke stråler (på sin far, høhø). Tilsidst fik vi udskrevet Imacilin (medicinens svar på candyfloss) og ungen ville endelig indtage lortet, uden det kom op igen. Herefter skulle der gå 3 dage, hvorefter hans øje endelig så nogenlunde normalt ud. Desværre/men med det held Milo har, var det ikke slut endnu. Hans temperatur lå stadig på 39-40 stykker og han ville hverken have is eller kakao. SÅ blev hans mor sgu bekymret! For 3. gang måtte vi til lægevagten, der kunne konstatere at han havde fået en virus samt røde knopper over hele kroppen. Skoldkopper havde han jo lige haft, så konklusionen blev, at han havde mønteksem. Hvad fanden det så end er. “Giv det tid og kærlig pleje“- mig i røven, Fru vagtlæge! Men da man åbenbart ikke kan returnere defekte børn, måtte vi traske hjem igen.

Milo er heldigvis en sej gut og har været helt på toppen i et par dage nu. Den første dag, hvor han ikke havde feber længere, begyndte jeg at få ondt i halsen. Det er nu 3 dage siden og her sidder jeg FOR 7. GANG I ÅR(!!!!) med betændelse i tungemandlerne.
Det er godt, at vi ikke på forhånd, når vi bliver født, får en liste med alle de ting vi kommer til at fejle i vores liv og hvor mange dage vi kommer til at bruge i sygdommens tegn. Hvis jeg havde vidst det, havde jeg nok aldrig haft noget livsmod.

Det er utroligt drænende at være syg hele tiden. Især fordi jeg lige er startet op fra en 2 måneders sygemelding i praktikken, da jeg – som den fænomenale mor jeg er – skulle rutsje ned af baby-rutsjebanen i anlægget. Never again!
Det har resulteret i 2 forskubbede nakkehvirvler, en afklemt skulder, hængende ledbånd og en muskulatur i hele dette område, der nægter at arbejde sammen. Herudover, har jeg spenderet over 5000 kr. på diverse ture til Kiropraktor, fysioterapeut og massør. Tak for dén hjælp. Efter mit besøg hos Ortopæderne i Holbæk, blev jeg dog bevilliget et gratis genoptræningsforløb. Og jeg tror det hjælper. Eller håber.

Dette betyder desværre, at jeg har måtte starte min praktik op igen, helt fra bunden. Og jeg var næsten i mål – 31 timer skal jeg arbejde ugentligt. Jeg var på 28. Nu er jeg på 10. Men det er okay. Jeg kan lide at være derude og de kan lide mig (det siger de i hvert fald). Så jeg er blevet forlænget til og med januar. Så jeg har god tid til, at lade min skulder vænne sig til, at bevæge sig, for helt ærligt så føler jeg mig sgu ret handicappet.  Jeg er heldigvis kommet over det punkt, hvor jeg hverken kunne vaske hår eller hive en trøje ned over hovedet. Men smerterne er ikke væk endnu. At jeg så i tillæg både får Morfin og sovepiller, for at fungere i dagligdagen, det er en anden snak. Ikke en snak jeg orker at tage stilling til, da det er det der fungerer her og nu.

Så lige nu nyder jeg stilheden. Det eneste jeg kan høre, er computerens summen. Jeg kigger ned på tastaturet og prøver at fokusere på knapperne, men de flyder sammen. Jeg er træt. Jeg glæder mig til hverdagen. Til at aflevere Mimle i vuggestue.
Og til at komme hjem til en lejlighed uden lyd.
Uden lyden af et sygt, grædende barn, eller lyden af et termometer der bipper 39,8. Ingen lyde af de samme røvsyge afsnit af “Blaze og Monstermaskinerne“, på Nikelodeon eller filmen “Biler“, som vi mindst har set 784 gange. Jeg glæder mig til at blive menneske igen. Lige nu er jeg zombie-mum. Og på trods af, at det er halloween, så er jeg godt træt af al den rædsel..

Ro.

All the single ladies!

Som titlen ligger op til, kommer dette indlæg til at omhandle single-kvinder – og helt specifikt singlemødre. Fordi… Hvordan gør I? Og ydermere – Hvor er I bare røvseje!

Jeg lever jo selv i et ganske velfungerende ægteskab med Lars, hvor vi deler tingene lige over; Vi laver begge mad, gør rent, skifter ble, putter fedlingen, handler ind og vasker tøj. Min fornemmelse er dog, at det ikke er alle parforhold, der er ligeså balancerede. Tak Lars ❤ Continue reading “All the single ladies!”

All the single ladies!

Statusopdatering på mit liv.

Okay, ikke fordi det skal være fuldstændig firkantet,struktureret og skemalagt
(hvilket jeg ellers er fortaler for), har jeg besluttet mig for,
at lave en status på min nuværende livssituation.
Det lyder måske vældig drastisk og nærmest indre-terapeutisk. Til dels. Continue reading “Statusopdatering på mit liv.”

Statusopdatering på mit liv.