Forfra.

Nu sidder jeg her igen. Den samme grå sofa, som ellers de sidste par år har været et kærkomment sted for afslapning og hygge. Sådan er den ikke længere. Den minder mig mere og mere om det fængsel jeg engang var indespærret i.

Siden afslutningen på min sygemelding tilbage i februar 2016, har jeg arbejdet som husassistent på Slagelse Sygehus. Det stoppede jeg med sidst i september 2018. Fordi “lorte-spasser-latterlige-“alle-skal-kunne-det-samme”– Region Sjælland har besluttet, at der ikke længere skal være husassistenter på sygehusene. Bevares, jeg kunne da tage uddannelsen som servicemedarbejder; 37 timer om ugen (haha – min hjerne griner af mig), 2½ år og ingen garanti for, at jeg kunne vende tilbage til min “egen” afdeling. Ja, go’daw do! … Så jeg tudede mig gennem min sidste tid på afdelingen.

Jeg havde fundet min plads. Der hvor jeg trivedes allerbedst og hvor jeg gav mening for mig selv – og andre. Jeg kunne noget, jeg var værdsat og vigtigst af alt; jeg var normal. Jeg stod tidligt op, gik på arbejde, gik træt hjem til aftensmad og madpakker der skulle smøres. Og elskede det. Jeg elskede at være en del af et fællesskab, at være uundværlig og ligeværdig.

Nu er jeg en sten der er blevet kastet i havet og ringene spreder sig længere og længere væk fra mig.

Fordi jeg “kun” kan arbejde 28 timer om ugen, må jeg ikke være ledig. Så skal man sygemeldes, siger A-kassen og kommunen. Så det bliver jeg. Jeg er syg… igen. Det må jeg jo være, siden jeg ikke opfylder kommunens krav om, hvordan tingene se ud, førend at jeg kan tillade at kalde mig rask.

Jeg har prøvet at forholde mig konstruktivt til min situation. Noget har jeg da lært. Jeg har ambitioner, planer og noter skrevet ned, som jeg vil tage med på Jobcenteret.
Men tiden går…. Også selvom jeg har ringet og presset på. Jeg kan ikke få en sagsbehandler på Jobcenteret, da jeg jo ikke er ledig. Jeg kan få en sygedagpenge-konsulent, når der altså er kommet styr på alle mine papirer mv.
Nu er der gået 36 dage. Og på dag 38 skal jeg til samtale.

Jeg har tegnet, gjort rent, læst bøger, været syg og været syg igen. Jeg har holdt Milo hjemme fra børnehave, besøgt mine forældre og haft besøg. Men nu kan jeg ikke mere. Ikke fordi jeg er træt af det. Min lyst er bare forsvundet, du’ ved – ligesom “puf! – Du er nu energiforladt og finder ingen glæde i din hverdag.”

Så tak for det – Jeg frygtede at det ville blive sådan, når jeg skulle tilbage i den her forpulede sofa, selvom jeg lod håbet om, at det var et overstået kapitel i mit liv, vare ved… Men lige nu er jeg tom. Jeg føler mig uduelig, fordi jeg sidder på min dertil indrettede hele dagen og ikke engang kan overskue at sætte vasketøjet over. Jeg kan godt huske dengang hele mit liv fungerede sådan. Lige nu har det stået på i en uges tid. Så vidt det er muligt prøver jeg at slå det hen, men selvom jeg henter Milo og Lars kommer hjem fra job, sidder jeg stadig fast i tomheden og følelsen af, at være komplet ligegyldig og evneløs. Utroligt hvordan sådan en forlængst glemt følelse kan vælde op i kroppen på én igen. Lidt lig hvordan bestemte dufte kan bringe fjerne minder til overfladen, efter mange års glemsel.
Imidlertid er dette bare noget jeg ikke har lyst til at huske. Det måtte gerne forblive glemt. Overstået. Væk. Behandlet.

Men følelser kan jo ikke behandles – de kan reguleres. Og jeg har ikke glemt hvordan man gør. Men jeg orker det ikke. Jeg hælder i forvejen både Lamictal og Venlafaxin i hovedet dagligt, det burde være nok til at holde mig stabil, efter flere års kognnitiv behandling og dialektisk adfærdsterapi. Dette skal og være forbigående.

 

“Ringe i vandet;
min bevidsthed breder sig
ud over byen efterhånden
som lysene slukkes i ruderne
og alle biler er kørt forbi

Stenen var solen
der brød horisonten
og mørket flød over
som tidevand.”

Forfra.

Hjernepine.

Der går tit en ung fyr forbi altanen, når jeg sidder og ryger min morgensmøg. Jeg kan høre ham inden han kommer til syne og jeg ved, at han har en dårlig dag. Han råber meget højt. Han skælder ud. Han er alene og han er sur på verden. Han er upåvirket af andre menneskers tilstedeværelse, men skælder samtidig alle dem ud, han møder i sine drømme. Det er en hårfin grænse. Mellem virkelighed og hjernebræk. Nogle gange kan han ikke skille det ad, og kommer til at råbe af hans mareridts uhyrer midt på Klostergades fortov. Jeg ved hvordan han har det. Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind. Jeg er bare i stand til at styre det – nogenlunde. Jeg tror ikke han kender nogen udenfor drømmeverdenen. Der er ingen til at fortælle ham, at hans mareridt er et produkt af en alt for skrøbelig og belastet sindstilstand. Derfor råber han til verden. Det gør jeg også, men råbene høres kun af mig selv. Folk tager afstand til ham. Synes han er sær. Bliver bange for ham. Fordi han lukker op og lukker ud. Det nytter ikke noget, at alle hører ham, men ingen lytter. Han er det, der sker med os andre, hvis vi ikke får afløb for vores indre. Får delt vores sorg, glæde og frustration. Vi bliver tomme skaller og så snart en revne dukker op, krakelerer hele overfladen. Derfor skriver jeg.

Jeg er ikke ved at miste besindelsen. Mine fødder er stadig plantet i jorden, omend ikke så solidt som førhen. Jeg kan stå op hver dag og gøre de ting jeg skal, qua at jeg er et menneske. Men det er hårdere end det plejer at være. Det tager længere tid at komme i fokus. At “tune ind” – finde min frekvens for at få den reneste lyd.

I slutningen af september ’17 begyndte noget at rumstere i mig. Noget jeg ikke havde mærket i lang tid. Jeg prøvede at dysse det ned; at affeje det som en normal process i et førhen plaget sind. Men det blev ved og forstærkedes kun. Jeg tyede til gamle hjælpeværktøjer og strategier jeg havde lært i min tid på psykiatrisk. Intet virkede og jeg blev ængstelig. Det værste var mine mareridt. Mareridt der startede som “almindelige” feber-drømme, men hurtigt udviklede sig til grænsepsykotiske virkelighedsforvrængninger – umulige at slippe af med, selv i vågen tilstand.

Natten til d. 14. november ’17, drømte jeg om Milo. Han var glad og smuk som altid. Vi kørte i tog. En gammel sporvogn, faktisk. Hver togvogn hang sammen med den næste forbundet af tykke kæder, med ca. 1 meters afstand imellem.
Milo sad på sædet ved siden af mig, og kiggede ud af vinduet. Hans hår hvirvlede vildt omkring i blæsten fra de åbne vinduer i vognen.
Jeg tror vi kørte omkring 35 km/t. Pludselig fik vinden fat i mit eget hår, som også begyndte at svirre rundt for øjnene af mig. Da jeg omsider fik det kontrolleret var Milo selvfølgelig væk. Jeg fik først øje på ham, da det var for sent. Han gik på line. På togkæderne mellem vognene. Det blæste kraftigt. Han fik øje på mig. Han smilede i hele hovedet og så fik han overbalance… Toget buldrede videre og resten kan jeg ikke skrive ned. Jeg har gennemlevet det i mine tanker så mange gange, set det ske for mit indre øje og mærket blæsten i mit hår. jeg slipper det aldrg. Men da jeg stod op den morgen, var drømmen virkelig. Den åd mig op indefra. Jeg kunne ikke abstrahere. Jeg kunne kun se Milo falde af sporvognen. Høre hans skrig kombineret med mit eget.

Efter halvanden time på arbejde måtte jeg opgive ævred. Jeg kunne knapt støtte på mine ben. Tankerne blev til virkelige hændelser i mit hoved og jeg kunne ikke trække vejret eller hive mig selv op. Jeg skulle væk.

Og væk kom jeg. Til Psykiatrisk Akutmodtagelse. Samtale med en sygeplejerske. Så en anden. En vagt der holdt øje med mig. Mon jeg var sindssyg? Samtale med en lægestuderende; “Tag flere piller og sov”.

Jeg blev ikke mindre angst af den grund. Jeg tog 2 truxal og gik i seng. Alt for ofte, er den eneste løsning søvn. Jeg kan hverken tale mig ud af smerten eller arbejde mig ud af angsten. Den har bidt sig fast og jeg må opnå hjernefred for at få tankefred – altså søvn. Samtidig med, at søvn ikke tiltaler mig, grundet frygten for mareridtenes tilbagevenden. Det er pest eller kolera. Og et latterligt håb om, at det hele er forsvundet når jeg vågner næste gang. Men det er det ikke. Tværtimod. Jeg tror Milo er kommet slemt til skade. Jeg vågner med et sæt – er bange for at jeg har glemt at hente ham i børnehaven, selvom det er Lars der skal hente. Jeg vil ringe derned. Spørge om han er okay. Høre hans stemme og vide, at han er i live. I live…. Jeg er bange. Bange for at mit barn dør, når ikke han er i min varetægt. Tankerne bliver ved dag for dag. Arbejdet ringer: “Kommer du snart?”. Min mor ringer: “Hvordan har du det?“. Min omverden fortæller mig, at jeg skal have det godt. Jeg vil gerne have det godt. Jeg har det ikke godt. Hvordan får man det godt? Kan man lære at styre sine drømme, eller endda sine tanker? Kan man lære at leve med angsten? Den har jeg levet med i mange år. Det har været et elendigt bekendtskab, men jeg har lært at udholde det. Nu kan jeg ikke holde det ud. Intet virker. Alt vælter. Jeg får flere piller; “Stemningsstabiliserende“. Jeg giver det en chance. Tiden går. Måske bliver jeg mere stabil. Måske vænner jeg mig endnu engang til tankerne. Får dem på afstand, så jeg kan anskue dem objektivt. Men det sker jo aldrig. Hvordan kan et menneske se på sine egne følelser uden subjektivitet? Hvordan kan man undgå at føle sine følelser, når intensiteten er så høj? Lægge låg på. Det kan jeg godt. Jeg er nærmest verdensmester. Hvilket egentlig var med til at skabe alle de her problemer i første omgang. Ved ikke at tale eller føle. At leve sit liv på autopilot, uden at se hvor jeg er på vej hen eller hvor jeg kan ende.

Så nu venter jeg. På hvad ved jeg ikke helt. På at det bliver bedre. Eller værre. På en reaktion fra mig selv, så jeg kan få en status. En opdatering fra mit indre.
Jeg er blevet revisiteret til psyk. klinik. Det venter jeg også på. Hvis ikke helvede når at fryse til is inden da..

Jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke længere har brug for at få at vide, at det er okay, at jeg er psykisk syg. Jeg ved godt, det ikke er selvskabt (langt hen af vejen), jeg ved at min borderline vil blive ved med at titte frem i større eller mindre grad, når jeg bliver presset. Men denne gang var jeg ikke presset. Jeg havde det godt. Jeg kunne arbejde, elske min familie og passe på mig selv og min hverdag. Og alligevel blev tingene vendt på hovedet af min “kan-du-da-for-helvede-ikke-bare-lade-mig-være-i-fred“-hjerne. Jeg ved ikke hvad der trickede mig eller hvorfor mareridtene og dødsangsten overhovedet kom i første omgang. De var der bare. Indstillet på, at flytte ind.
Og det er dér problemet ligger. At jeg ikke kan få fred. Jeg er okay med min psyke og de ting (ocd, ptsd, depression) der nogle gange følger med. Men jeg er træt.
Trær af, at skulle aflede mig selv. At kæmpe for befrielse, når jeg ender op som fange igen, før eller siden… Det er hårdt.

Det er hårdt at opretholde en facade overfor sin omverden. Ikke for min skyld, men for deres. For at skåne andre, for den belastning det er, at have mig på sidelinjen. Og det kan være en belastning – ikke at kunne deltage i tingene derhjemme, at miste lysten til at stå op, at sidde på sit job og glo tomt ud i luften eller at elske sin søn, uden at have overskud til, at vise ham det.

Alting bliver bedre med tiden. Men tid er menneskeskabt. Og mennesker har følelser. Og følelser lader sig ikke kontrollere. Uanset hvilken form de kommer i.
Derfor råber den unge fyr til himlen, når han går på gaden og derfor råber jeg tilbage til min hjerne, når jeg ligger i min seng om aftenen…

Hjernepine.

Neverending story

Min souschef har givet mig fri ugen ud.

Min sagsbehandler sagde jeg skulle ringe til min gamle terapeut på psykiatrisk klinik. Min terapeut sagde, at jeg skulle ringe til lægen. Og lægen har givet mig sovepiller. Igen.

“Det er nok fordi, du sover så dårligt, at din hverdag ikke længere synes at hænge sammen”.

Men det er jo ikke kun min hverdag der virker usammenhængende. Min krop er blevet en samlet død masse, hvorfra mit hoved deformt stikker ud. Jeg kan ikke mærke min krop, bortset fra hullet i mit bryst. Jeg har ingen selvstændige tanker, men mit hoved er ved at sprænge i luften over alle de sætninger og ord min hjerne konstant producerer;

“Tag dig nu sammen. Det hjælper ikke noget at græde. Din sygdom er fortid. Du er jo blevet rask igen. Har du spildt 3 år af dit liv, i diverse behandlinger, bare for at starte forfra?! Din terapeut må tro, at du er fuld af løgn. Din sagsbehandler må rulle øjne over, at du ikke bare gennemfører den skide praktik, så du kan komme ud af systemet og din læge er nu helt sikkert overbevist om, at du er en forbandet hypokonder! Så gør lige alle en tjeneste og hank op i dig selv og din selvmedlidende gøren og laden!!”

Men hvordan? Jeg har lyttet til mine indre alarmklokker, jeg har kigget mine huskekort fra gruppeterapien igennem. Jeg har ræsonneret, kalkuleret og defragmenteret mig selv og er kun blevet endnu mere utydelig i spejlet. Jeg er ikke tilstede. Jeg kan ikke tage mig sammen, for der er intet at “tage sammen” i. Så nu venter vi. Venter på sovemedicinens mirakuløse virkning. Så er mit hoved nok hoppet på plads igen, imorgen. 

Neverending story

Kollaps.

Dette indlæg omhandler den weekend, der netop  er overstået.
Det bliver for mig, et rigtig hårdt indlæg at skrive og for nogle, måske også et hårdt indlæg at læse. Det bliver meget ærligt og jeg vil forsøge at beskrive mine tanker og handlinger, så godt som muligt. Ikke alt der er sket, kan jeg huske, da jeg tit forsvinder væk, når smerten bliver for stor. Læs resten “Kollaps.”

Kollaps.