“Overlove” – at elske stærkt.

En af de ting, jeg har kæmpet meget med gennem årene – og stadig ikke har lært at håndtere – er tvangstanker. De kommer selvfølgelig i forskellige grader og jeg lader mig normalt ikke hidse op af, at min hjerne prøver at dirigere rundt med mig, da det er blevet mig en vane. Ligesom med de forskellige tvangshandlinger jeg ikke har kunnet fralægge mig, har jeg istedet lært at leve med dem.

Jeg begyndte at have tvangstanker som 14-15 årig… Måske tidligere, men jeg kan ikke huske det. Dengang omhandlede tankerne primært, at jeg ville komme slemt til skade af uforklarlige årsager. Jeg stoppede bevidst med at gøre forskellige ting; at løbe – da jeg var bange for at falde, at cykle – da jeg var bange for at blive kørt ned, at gå ud om aftenen – da jeg var bange for at blive…ja – slået ihjel.
Det lyder måske ret banalt og overdramatiseret, men det var ikke desto mindre min virkelighed. Jeg følte mig ikke specielt dramatisk – nærmere sær og ensom. Sådan en gang hjerne-bræk kunne jeg jo ikke fortælle andre om. Jeg var sikker på, at blive spærret inde hvis nogen fandt ud af, hvordan mine tanker rumsterede rundt i knolden på mig. Så jeg gjorde som enhver usikker teenage-pige med dårligt selvværd; jeg gemte det væk. Skabte en lille, lukket kasse i mit hoved, hvor der var plads til alle de tanker, som ikke måtte se dagens lys.
Nogle dage sprang kassen op, af sig selv. Simpelthen fordi den var blevet overfyldt. Jeg tror også det var deromkring, hvor min debut som cutter fandt sted. Simpelthen fordi der ikke var andre måder at få tankerne væk og hjernesmerterne ud af systemet på. Men det er en helt anden historie…

Som mit liv har udviklet sig og qua den psykiatriske og medicinske behandling jeg har modtaget, er tvangstankerne dog gevaldigt minimerede. I hvert fald for en tid.

D. 16/9-2014 kom en lille sol til verden. For en stund blev alting rosenrødt – mit hjerte svævede og skyerne i mit sind lettede. Han var det smukkeste i verden. Han var mit livs kærlighed. Min Milo, mit barn, mit liv.

…Mit ansvar. Mit. Egentligt et ansvar og en opgave, som jeg ikke var i tvivl om, at jeg kunne magte. Mit liv havde indtil da ikke været en specielt stor succes, men dette vidste jeg, at jeg kunne gennemføre med bravour. Men hvorfor var jeg så så bange?

Angsten for at miste kom som et slag i mit hoved og i løbet af ganske få dage blev mine tvangstanker tiltagende og jeg fik dødsangst som aldrig før.
Fuldstændig ligeglad med mit eget liv, ve og vel, men i konstant bekymring (okay – panisk angst) for Milos velbefindende.
Jeg kunne ikke beskytte ham. For jeg var ikke bange for, at nogen ville gøre ham ondt eller skade ham. I hvert fald ingen udefra – det var mig selv. Jeg var min egen frygt. Ikke fordi jeg havde lyst – på nogen måde – til at gøre nogensomhelst former for skade på dette lille smukke væsen, men min hjerne… Den gik mildest talt amok.

Den overproducerede konstant billeder og små seancer for mit indre øje, hvor jeg gjorde ting ved mit eget barn, som jeg end ikke har lyst til, skal stå skrevet. Jeg blev så bange for mig selv. Bange for, at miste besindelsen og samtidig blive sindssyg – eller allerede være det. Og jeg græd; jeg elskede dette lille agern mere end livet selv og så var det dét min hjerne gik op i? At jeg tabte Milo på gulvet med vilje eller glemte ham i badekaret (nogle af de mindre voldsomme tanker).

Og jeg hadede mig selv. Jeg havde lyst til at kradse mine øjne ud, fordi jeg ikke fortjente at se hans livsbekræftende smil eller flytte. Ja, bare flytte min vej og lade Lars (den forælder der ikke tankemæssigt prøvede at slå sit eget barn ihjel) klare det hele selv.

Dét er tvangstanker. Men jeg har ikke beskrevet dem nært så præcist som de føles. Det er en umulig opgave at få andre til at forstå den eksakte følelse vi selv besidder. Derfor vil jeg dele den her video med jer. Jeg så den for første gang i dag. Og jeg græd som pisket – fordi jeg for første gang i mit liv, har set – udefra – hvordan det er at leve med en hjerne i krig og et hjerte i frygt.
Så jeg har en bøn; Se den her video som Lucas Helth og Clara Tufte har lavet. Den handler om netop dette emne. At slås med sin hjerne – og tabe.

Tak.

Reklamer
“Overlove” – at elske stærkt.

Smittefare.

Der står en lille æske på bordet. Den er malet i de dejligste farver; Jeg kommer straks til at tænke på havets klare, dybblå farve, duften af nyslået græs i forskellige grønne nuancer og hvide dyneagtige skyer der beskytter mod den strålende sols gullige glans. Det eneste der bryder æskens nostalgiske udseende, er den lille lås der er monteret foran, så ingen kan bryde den op. Selvom den blot er en lås som mange andre, får denne mig til, at tænke på dunkle, misformede tordenskyer i horisonten – et varsel om uvejr; væltede træer, oversvømmede hjem og bange anelser.
Nøglen til æsken ligger i min lomme. Jeg undrer mig over, hvorfor den endnu ikke – helt af sig selv – er sprunget op i låsen og har åbnet æsken. Jeg tror den har krafterne til det. Måske er det eneste der holder den tibage, mit eget stærke håb om, at netop dette ikke må ske. Æsken må ikke åbnes og nøglen burde forlængst være destrueret. Men ligemeget hvorhen jeg kaster nøglen, vender den altid tilbage i bukselommen. Den menes at høre til her. Hos mig. Jeg er dens vogter og den eneste der kan åbne æsken er mig.

Mit sind er nøglen.
Æsken, med alle dens smukke farver, er min søn.

_________________________________________________

Der findes mange former for angst, så mange at jeg endnu ikke selv har oplevet halvdelen af dem. Jeg var engang forpint af socialfobi, panikangst og kraftig angst for min angst i sig selv. Jeg fik med tiden oparbejdet forskellige værktøjer til at tone det ned på et menneskeligt niveau med. Et niveau som jeg i dag kan leve med, uden de store armbevægelser. Men denne angst er anderledes. Den er virkelig på en anden måde, end store menneskemængder, frygten for en fremmed bag mit brusegardin eller mareridtet om, at få et panikanfald midt i køen i Bilka. Det er angsten for mig selv. For min hjerne. Og angsten for, at denne lille smukke skabning, der sidder midt på stuegulvet og leger med biler, bliver smittet af mig. Smittet af mit svage sind, min elendige følelseshåndtering og min evne til, at gøre alting på en bestemt måde, uden nogen slinger i valsen, da helvede ellers vil bryde løs.

“Arvelighed spiller en vis rolle. Hvis man har en far eller mor, der har haft OCD, har man selv en risiko, der er tre-fem gange højere end ellers for at få sygdommen, dvs. at risikoen så er ca. 10 procent.” – http://www.netpsykiater.dk/HTMsgdf/ocd.htm

“Nogle undersøgelser har vist, at personer med borderline har biologiske forandringer i visse dele af hjernen og ændringer i hjernens biologiske processer. Om disse forandringer skyldes sygdommen eller omvendt kan være svært at afgøre. Undersøgelser har også vist, at sygdommen har en arvelig komponent. Det vil sige, at risikoen for at udvikle lidelsen er større, hvis familiemedlemmer også har borderline.” –http://www.psykiatrifonden.dk

Jeg holder mig tilbage. Jeg lader ham rode, som kun en 2 årig kan gøre, uden at rydde op efter ham næsten inden hans leg er færdig.  Jeg har lært mig selv, ikke at tørre ham om munden hvert 5. minut og undgår også at tørre næse på ham hele tiden, om den løber eller ej. Jeg er bange for, at gøre ham taktilsky; At tillægge ham et tankesæt, der fortæller ham, at man ikke kan være barn og have indtørret tandpasta på kinden.

Da Milo var omkring 15 mdr. gammel, ryddede han selv alt sit legetøj op; Bilerne i bilkassen, klodserne i klodskassen, bamserne i kurven osv… Først blev jeg utrolig stolt. “Se, min dreng er så dygtig til at rydde op.” Hurtigt derefter kom en anden tanke på spil: Hvad nu hvis han gør det, fordi han ikke kan lade være? Så sent som igår aftes, gik han helt i spåner fordi han ikke havde fået lov til at lægge sin lastbil ned i kassen til de andre.  Så jeg lod ham gøre det. Af frygt for, at det ville give ham mareridt, hvis ikke han gjorde. Ligesom jeg selv kan få helt ondt i maven og sved på panden, hvis jeg har trukket den ene gardin for langt ned i forhold til de andre. Men jeg prøver ikke at vise ham det. Prøver, ikke at lade ham få styringen. Han skal vide at jeg bestemmer; ikke bare fordi jeg kan, men fordi jeg er i stand til at se, hvor meget ens hjerne kan påvirke én. Men jeg er ikke hjerneforsker. Jeg ved ikke, om det er bedst at lade ham gøre disse småting eller stoppe ham og destruere situationen. For jeg ved slet ikke, om det er begyndende OCD, eller om han blot gør disse ting, fordi han er Milo. Og at det så er mig der overtænker, overreagerer og overvurderer i den pågældende situation.

Jeg håber, at han blot ser mig som en mor; Hende der smør’ de bedste leverpostej-med-rødbede-madder, hende der puster på de grimme “av’-av’ere'” og hende der gerne vil være med til, at tumle rundt i sengen, lege med biler og bygge legohuse.

Den mor vil jeg gerne være. Og det er jeg. Og jeg håber, at det er det han ser; at de andre ting efterhånden har en så lille rolle i mit liv, at man ikke kan mærke det, med mindre man er mig…

Smittefare.